DIIS Comment
Peter L. Bergen beretter: Obama fik ram på Bin Laden
Når regnskabet efter Obamas præsidentperiode en dag gøres op, vil der være plusser og minusser. Under den igangværende valgkamp er mange Obama-støtter skuffede over, at han ikke holdt, hvad han lovede, da han vandt præsidentposten i 2008. Men det politiske ansvar for Bin Ladens død kan man ikke tage fra ham.
4. september 2012
På det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område peger kritikerne især på, at det løfte Obama afgav om at lukke fangelejren Guantánamo på Cuba ikke er blevet indfriet. Og det på trods af, at Obama underskrev en erklæring om, at lejen ville være lukket inden for et år, som sin første præsidentielle handling i Det Hvide Hus.
Obamas optimistiske meldinger om, at der skulle komme en løsning i Palæstina-konflikten, er heller ikke blevet indfriet. Hans kritik af de israelske bosættelser forstummede, da han lod USA nedlægge veto i FN’s Sikkerhedsråd mod en resolution, der kritiserede bosættelsespolitikken i februar 2001. Her så Obamas støtter ingen forandring i forhold til de foregående præsidenter Bush og Clinton.
I Afghanistan indledte den fredselskende præsident, som er blevet æret med Nobels Fredspris, sin periode med at tredoble antallet af amerikanske soldater. Nu er de ganske vist hastigt på vej ud, men alligevel.
Og Iran lod hånt om hans udstrakte hånd om forhandlinger, så her har Obama heller ikke nået bedre resultater end sine forgængere. Listen kunne sikkert fortsættes.
Hans republikanske modstandere er ikke blot skuffede over de forventninger som ikke er blevet indfriet. De har også – sædvanen tro, fristes man til at sige – travlt med at nedgøre de resultater, Obama faktisk har opnået og de løfter, han faktisk har indfriet.
For er der mange minusser, er der selvfølgelig også plusser. Et af dem som Obama vil tage med sig over i historien er, at det var under hans ledelse, at amerikanerne for alvor fik skovlen under al-Qaida og fik presset terrornetværket i en sådan grad, at det i Obamas sidste år af sin første (og måske sidste) periode er tæt på at gå i opløsning. Symbolsk var den største skalp, Obama fik i denne kamp, selvfølgelig Osama Bin Laden, der blev likvideret af Navy Seals soldater 1. maj 2011.
Amerikanerne havde jagtet Osama Bin Laden i mere end 10 år. Flere gange havde man været tæt på – allerede under Clinton. Men da der kun var indicier på at Osama Bin Laden befandt sig på den lokalitet, man havde mistanke om, undlod Clinton at beordre en militær operation. Under Bush var der al mulig grund til at formode, at en forstærkning af styrkerne i Tora Bora-bjergene i efteråret 2001 kunne have forhindret Osama Bin Laden i at flygte til Pakistan. Men heller ikke her traf de amerikanske ledere den rigtige beslutning. Den episode bruger Peter L. Bergen i sin nyeste bog Jagten på Osama en del sider på at fortælle og analysere.
Han fortæller også i sin bog, at det var præsident Obama alene, der modigt traf beslutningen om at iværksætte den aktion, der 1. maj 2011 endte med Osama Bin Ladens død.
I den igangværende valgkamp i USA har republikanske kræfter haft travlt med en kampagne, der skulle fratage Obama den triumf, det alt andet lige var at få ram på Osama Bin Laden. En triumf, som Obama selvfølgelig vil udnytte i sin valgkamp. Hovedbudskabet i kampagnen er, at Obama stjæler æren fra militæret og de modige soldater, der udførte selve operationen og fra de efterretningsfolk, der sporede Osama Bin Laden.
Men som man kan læse i Peter L. Bergens spændende bog, så vidste man ikke med sikkerhed, om det var Osama, der gemte sig i huset i Abbottabad. Det var fifty-fifty. Og der var for og imod en aktion i Obamas sikkerhedskabinet. Forsvarsminister Robert Gates var imod og det var Vicepræsident Jo Biden også. Men efter at have sovet på det meddelte Obama om morgenen den 29. april, at der var grønt lys for en aktion, der kunne gå frygtelig galt og samtidig risikerede man oven i købet at angribe et hus, hvor der måske blot boede – som Obama udtrykte det – “en diskret prins fra Dubai der levede et tilbagetrukket liv”.
Det politiske ansvar for Osama Bin Ladens død – og det var kolossalt – lå hos præsident Obama og ingen andre. Og den triumf tager han med sig over i historien, også selvom kræfter vil forhindre ham i profitere på den i den nuværende valgkamp.
Selve historien om opsporingen af Osama Bin Laden kan man som nævnt læse om i Peter L. Bergens bog Jagten på Osama. Bergen er journalist, forfatter og leder af sin egen tænketank. Han har nidkært interesseret sig for al-Qaida siden 1990’erne, og det var ham, der fik arrangeret et interview med Osama Bin Laden for CNN i 1997. Som journalist har han rejst overalt, hvor det kunne være interessant at være, når det drejer sig om al-Qaida. Han har haft adgang til et utal af kilder, herunder hemmelige dokumenter. Han fik adgang til Osama Bin Ladens hus og kunne danne sig et indtryk af Osamas liv inden pakistanerne rev det ned. Og han har et kolossalt netværk både i det politiske miljø, efterretningstjenesterne og militæret. Han er fortrolig med de ganske få forskere, som i årevis har studeret al-Qaida-kilder og skrevet om dem. Med andre ord er Bergen en mand, der ved, hvad han taler om.
Han taler på DIIS 4. September 2012.
Obamas optimistiske meldinger om, at der skulle komme en løsning i Palæstina-konflikten, er heller ikke blevet indfriet. Hans kritik af de israelske bosættelser forstummede, da han lod USA nedlægge veto i FN’s Sikkerhedsråd mod en resolution, der kritiserede bosættelsespolitikken i februar 2001. Her så Obamas støtter ingen forandring i forhold til de foregående præsidenter Bush og Clinton.
I Afghanistan indledte den fredselskende præsident, som er blevet æret med Nobels Fredspris, sin periode med at tredoble antallet af amerikanske soldater. Nu er de ganske vist hastigt på vej ud, men alligevel.
Og Iran lod hånt om hans udstrakte hånd om forhandlinger, så her har Obama heller ikke nået bedre resultater end sine forgængere. Listen kunne sikkert fortsættes.
Hans republikanske modstandere er ikke blot skuffede over de forventninger som ikke er blevet indfriet. De har også – sædvanen tro, fristes man til at sige – travlt med at nedgøre de resultater, Obama faktisk har opnået og de løfter, han faktisk har indfriet.
For er der mange minusser, er der selvfølgelig også plusser. Et af dem som Obama vil tage med sig over i historien er, at det var under hans ledelse, at amerikanerne for alvor fik skovlen under al-Qaida og fik presset terrornetværket i en sådan grad, at det i Obamas sidste år af sin første (og måske sidste) periode er tæt på at gå i opløsning. Symbolsk var den største skalp, Obama fik i denne kamp, selvfølgelig Osama Bin Laden, der blev likvideret af Navy Seals soldater 1. maj 2011.
Amerikanerne havde jagtet Osama Bin Laden i mere end 10 år. Flere gange havde man været tæt på – allerede under Clinton. Men da der kun var indicier på at Osama Bin Laden befandt sig på den lokalitet, man havde mistanke om, undlod Clinton at beordre en militær operation. Under Bush var der al mulig grund til at formode, at en forstærkning af styrkerne i Tora Bora-bjergene i efteråret 2001 kunne have forhindret Osama Bin Laden i at flygte til Pakistan. Men heller ikke her traf de amerikanske ledere den rigtige beslutning. Den episode bruger Peter L. Bergen i sin nyeste bog Jagten på Osama en del sider på at fortælle og analysere.
Han fortæller også i sin bog, at det var præsident Obama alene, der modigt traf beslutningen om at iværksætte den aktion, der 1. maj 2011 endte med Osama Bin Ladens død.
I den igangværende valgkamp i USA har republikanske kræfter haft travlt med en kampagne, der skulle fratage Obama den triumf, det alt andet lige var at få ram på Osama Bin Laden. En triumf, som Obama selvfølgelig vil udnytte i sin valgkamp. Hovedbudskabet i kampagnen er, at Obama stjæler æren fra militæret og de modige soldater, der udførte selve operationen og fra de efterretningsfolk, der sporede Osama Bin Laden.
Men som man kan læse i Peter L. Bergens spændende bog, så vidste man ikke med sikkerhed, om det var Osama, der gemte sig i huset i Abbottabad. Det var fifty-fifty. Og der var for og imod en aktion i Obamas sikkerhedskabinet. Forsvarsminister Robert Gates var imod og det var Vicepræsident Jo Biden også. Men efter at have sovet på det meddelte Obama om morgenen den 29. april, at der var grønt lys for en aktion, der kunne gå frygtelig galt og samtidig risikerede man oven i købet at angribe et hus, hvor der måske blot boede – som Obama udtrykte det – “en diskret prins fra Dubai der levede et tilbagetrukket liv”.
Det politiske ansvar for Osama Bin Ladens død – og det var kolossalt – lå hos præsident Obama og ingen andre. Og den triumf tager han med sig over i historien, også selvom kræfter vil forhindre ham i profitere på den i den nuværende valgkamp.
Selve historien om opsporingen af Osama Bin Laden kan man som nævnt læse om i Peter L. Bergens bog Jagten på Osama. Bergen er journalist, forfatter og leder af sin egen tænketank. Han har nidkært interesseret sig for al-Qaida siden 1990’erne, og det var ham, der fik arrangeret et interview med Osama Bin Laden for CNN i 1997. Som journalist har han rejst overalt, hvor det kunne være interessant at være, når det drejer sig om al-Qaida. Han har haft adgang til et utal af kilder, herunder hemmelige dokumenter. Han fik adgang til Osama Bin Ladens hus og kunne danne sig et indtryk af Osamas liv inden pakistanerne rev det ned. Og han har et kolossalt netværk både i det politiske miljø, efterretningstjenesterne og militæret. Han er fortrolig med de ganske få forskere, som i årevis har studeret al-Qaida-kilder og skrevet om dem. Med andre ord er Bergen en mand, der ved, hvad han taler om.
Han taler på DIIS 4. September 2012.
Regioner
USA
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Lynggaardhansenfoto.dk
Peter L. Bergen beretter
Obama fik ram på Bin Laden