Bogkapitel

Nyt bogkapitel analyserer tankerne hos middelalderens mest betydningsfulde arabiske filosof

Kapitlet analyserer Ibn Rushds – på latin Averroes – mindre kendte værk Det basale i politik og argumenterer for, at værket skal læses som en kritik af måden andre intellektuelle i samtiden tænkte god regeringsførelse.

Den arabiske tænker og filosof, Ibn Rushd, eller på latin Averroes, levede i 1100-tallets Andalusien. Han efterlod et væld af teologiske og filosofiske skrifter, herunder kortere og længere kommentarer til Aristoteles.

I et nyt bogkapitel, som er en del af bogen Den politiske filosofis historie, introducerer postdoc Saer El-Jaichi et af Ibn Rushds mindre kendte værker, nemlig Det basale i politik (al-daruri fi-l siyasa), som er en kommentar til Platons værk om „Staten“.

Det kendes i dag gennem hebræiske og engelske oversættelser, fordi den arabiske original er gået tabt.

I kapitlet lægges vægt på, at Det basale i politik oprindeligt er skrevet som et indspark til den filosofiske og politologiske diskussion af det gode samfund, der fandt sted i Ibn Rushds samtid og derfor bør læses som en kritik af den måde andre intellektuelle i samtiden har tænkt god regeringsførelse på.

Saer El-Jaichi forklarer, hvordan Ibn Rushd gennemgår de forskellige statstyper, man finder hos Platon, men peger samtidig på, at Ibn Rushd er mindre optaget af idealet for den gode politiske leder (eller kalif), som i hans optik var med til at aflede opmærksomheden fra spørgsmålet om uretfærdighed og herskerens tyranni.

Det afgørende for Ibn Rushd var, hvordan man får genetableret det gode samfund ved at nytænke regeringsførelse og hele det politiske som genstandsfelt ud fra etiske og filosofiske principper.

Ibn Rushid er en af de store arabiske politiske og filosofiske tænkere, som er gledet ud af vores hukommelse i Vesten, men som havde stor indflydelse på datidens politiske filosofi.

Bogen Den politiske filosofis historie er udgivet af Hans Reitzels forlag og giver et overblik over en bred palet af tænkere fra antikken over middelalderen og renæssancen og frem til perioden, der slutter på tærsklen til oplysningstiden, med særlig fokus på politiske ideer, argumenter og problemstillinger ud fra en filosofisk synsvinkel.

Politisk filosofi bliver som regel set fra vestens perspektiv, og selvom det også er her, fokus lægges i bogen, rummer den flere bidrag om andre hovedstrømninger, der har rødder i den kinesiske og arabiske tradition, hvor magtspørgsmålet, forholdet mellem undersåtter og hersker, og generelt det politiske også er blevet taget alvorligt som filosofisk problem.

DIIS Eksperter

Saer El-Jaichi
Global sikkerhed og verdenssyn
Seniorforsker
+45 5125 7110
den-politiske-filosofis-historie-cover
Ibn Rushd og det fælles gode
Den politiske filosofis historie , Joachim Wiewiura: , Copenhagen: : Hans Reitzels Forlag, 2022