Nordkoreas atombombe skal sikre prestige, afskrækkelse og anerkendelse

Nordkorea har øjensynligt gennemført en atombombesprængning i landets nordlige provins natten mellem 5. og 6. januar. Det har Nordkorea gjort ved tre tidligere lejligheder, så der er ikke noget nyt i, at landet kan fremstille atomvåben. Faktisk skønner man, at Nordkorea har materiale nok til at fremstille 10-12 bomber. Det nye er, at Nordkorea hævder at have testet en brintbombe. Skulle det vise sig rigtigt, er landet rykket op i den nukleare superliga sammen med USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Indien. Imidlertid er denne nye status ikke bekræftet fra andre kilder, og med Nordkoreas lukkethed kan det tage tid, før vi får be- eller afkræftet, om Nordkorea virkelig skulle have fået den nødvendige teknologi til en sådan bombe. For de indledningsvise målinger af bombens sprængkræft tyder ikke på, at det affyrede våben er kraftigere end de foregående. Richterskalaen viste cirka 5,1, hvilket er det samme som tidligere.

Ud over at den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un (eller Den Store Efterfølger, som han også kaldes), har fødselsdag om et par dage, og bomben måske er en markering af dette, er der tale om strategisk kommunikation til omverdenen for at holde Nordkorea inde i et forhandlingsklima, hvor landet bliver taget alvorligt. Den nordkoreanske ledelse arbejder meget målrettet på at blive internationalt anerkendt som en betydelig magtfaktor i regionen for at kunne fastholde magten og undgå ekstern indblanding i landets noget bekymrende forhold. Når Nordkorea så massivt satser på dets atomprogram, skyldes det tre forhold:

• Intern prestige. Den nordkoreanske ledelse har italesat sig nationalt som havende næsten en gudestatus og derfor helt på forkant med alle teknologiske udviklinger. Her er atombombeprogrammet en vigtig faktor, der beviser, at landets ledelse evner at tage store teknologiske spring fremad. Det kan igen benyttes over for befolkningen, der udsættes for massiv propaganda om storheden i landets ledelse. Det sikrer magten for den politiske ledelse og ikke mindst den militære ledelse.
• Ekstern afskrækkelse. Ved at have rådighed over atombomber kan landet afskrække andre lande fra at gribe ind over for Nordkorea. Skulle omverdenen ønske en militær mission i landet for at vælte styret eller hjælpe den nødlidende befolkning, vil det potentielt have så store omkostninger, at den ikke kan gennemføres.
• International anerkendelse. Nordkorea har skabt et fjendebillede, der omfatter det meste af omverdenen med især USA som den Store Stygge Ulv – et udtryk, som den nordkoreanske ledelse selv ynder at bruge om ærkefjenden. Ved at have et atomvåbenprogram kan Nordkorea tvinge primært USA, men også Sydkorea, Japan og Kina til forhandlinger omkring Nordkoreas politiske mål. Eller forhandlinger er måske så meget sagt, for Nordkorea vil ikke forhandle i klassisk forstand, hvor noget tages og andet gives. Nordkorea vil først have og så senere, når USA ikke længere truer Nordkorea, kan der blive tale om at give.

Det store spørgsmål er, om Nordkorea kan opnå de tre mål, og hvorfor netop en brintbombe er nødvendig i den sammenhæng. Iran havde næsten samme målsætninger med sit atomvåbenprogram, men udviklede ikke et fysisk våben – truslen var stor nok til, at der blev forhandlet. Når Nordkorea er gået skridtet videre, hænger det sammen med den nordkoreanske ledelses vilje til at spille højt spil og gå til stregen – og lige et halvt skridt videre. Ikke nok til at få verden til at samle sig om modforanstaltninger, men nok til at skabe en ny normal, hvor Nordkorea må tages mere og mere alvorligt. Desværre har den målsætning ligget lidt stille på det sidste, og Nordkorea har i store træk været negligeret af omverdenen i de senere år. Det har den nye atomsprængning til formål at ændre på. Og det er jo i store dele lykkedes, da hele verden i disse timer kigger på Nordkorea, vurderer situationen og drager mange konklusioner. Det gør Nordkorea relevant igen og kan – set med nordkoreanske øjne – få USA til at indlede nye forhandlinger med landet. Formålet med disse forhandlinger er at få løftet sanktionerne mod Nordkorea, men vigtigere: at opnå den prestige, det er at forhandle med USA ud fra en styrkeposition.

Vil Nordkorea have en fordel ved faktisk at anvende atomvåben i en konflikt? Nej, og det ved den nordkoreanske ledelse også. Det ville være at gå over grænsen. En sådan handling vil endegyldigt få Kina til at afbryde sin mere eller mindre subtile støtte til regimet, og landet vil kollapse. Endelig er der også et praktisk problem for Nordkorea om at fremføre en atombombe. Vi har endnu til gode at se, at Nordkorea kan sætte en bombe på et missil og ramme et mål. Landet har langtrækkende missiler, men mangler øjensynligt evnen til at kombinere en atombombe med et missil. Så selvom den nordkoreanske ledelse er svær at blive klog på, handler den faktisk relativt rationelt og benytter de politiske værktøjer, den har til rådighed. Prisen er bare et forarmet land og en befolkning i stor nød, men med et atomvåbenprogram håber regeringen, at den kan skræmme sig til at fastholde magten, bådet internt og eksternt.