Militærkup i Myanmar

Militæret i Myanmar overtog magten i landet den 1. februar og har erklæret undtagelsestilstand under militærets ledelse i et år. Landets folkevalgte ledere er blevet anholdt og sat i husarrest, og både Aung San Suu Kyi og præsidenten, Win Myint, står nu overfor anklager, der kan udelukke dem fra fremtidig politiske magt. 

Officielt påstår militæret, at de har taget magten for at beskytte demokratiet med henvisning til valgsvindel ved det valg i november sidste år, hvor Aung San Suu Kyi og hendes parti, NLD, vandt en jordskredsejr. Men størstedelen af befolkningen i Myanmar anset det nærmere som om, at militæret har sat demokratiet helt over styr. De protesterer i massetal og vil ikke tilbage til det militærstyre, som eksisterede i Myanmar i over 60 år. Militæret har modsvaret med en massiv skræmmekampagne, og lørdag den 19. februar blev to demonstranter dræbt i Mandalay og flere siges at være såret. Trods det var der den. 22. februar nogle af de største folkelige protester nogensinde overalt i Myanmar.   

Internationalt har man også fordømt det, der juridisk set er et militærkup, da præsidenten aldrig har godkendt undtagelsestilstanden. Internationale valgobservatører har også tidligere afvist, at der skulle være tale om valgsvindel. Både et samlet EU og rigtig mange enkelte lande - som for eksempel Danmark og USA - har rettet skarp kritik mod militærets top og krævet, at den civile regering genindsættes. FN’s sikkerhedsråd er også kommet med en pressemeddelelse, endda med opbakning fra Kina og Rusland, der udtrykker bekymring om situationen og kræver løsladelse af de folkevalgte politikere. Disse udmeldinger giver fornyet styrke til den interne modstandsbevægelse i Myanmar: De kan se, at verden bakker dem op. Det er dog vigtigt, at der også handles. 

Her er en kombination af sanktioner mod militæret, et samlet internationalt pres med asiatisk deltagelse og støtte til de interne demokratiske kræfter og diplomatisk dialog vigtig. Fra dansk side er det også vigtigt, at vi bibeholder en fuld diplomatisk repræsentation i landet og fortsat støtter civilsamfundet.  

Sanktioner har signalværdi, men er ikke nok

Præsident Joe Biden meldte allerede den 10. februar ud, at USA vil indføre skarpe sanktioner mod militæret samt fastfryse de ca. 6 milliarder kroner, som Myanmars stat har i reserve i USA. Senest har England og Canada fulgt trop. Den 22. februar kom der en resolution fra EU, der dog noget mere forsigtigt udmeldte, at sanktioner mod de ansvarlige for kuppet kunne komme på tale. Der vil også gøres forsøg på at identificere og sanktionere de forretninger, som militæret ejer. 

Da sanktionerne fra USA, Canada og England er målrettede og rammer militærets topfolk personligt, har de en stærk signalværdi om, at de lande fordømmer kuppet. Sanktioner mod de civile medlemmer, der nu er en del af militærets ledende organ, "the State Administrative Council" (SAC), kan også sende et vigtigt signal om, at det har konsekvenser at bakke op om militærets magtovertagelse. Men om det vil ske, er endnu uklart. En våbenembargo kan også have en vis effekt. Men disse tiltag kan næppe stå alene, og det er her vigtigt, at man afholder sig fra at lave brede økonomiske og handelsmæssige sanktioner, der vil ramme befolkningen. Det forlyder da også fra EU's side, at man ikke agter at fjerne toldfriheden for handel med Myanmar, da det vil ramme befolkningen, og mange, især i tekstilindustrien, vil miste deres job. 

De tidligere erfaringer med brede økonomiske sanktioner mod Myanmars militærregime indtil 2010 var da heller ikke positive – toppen af militæret led ikke nogen nød, mens befolkningen blev ramt af isolation og fattigdom. Militærtoppen var gode til at omgå sanktioner fra Vesten, og de var også med til at modvirke udviklingen af et samarbejde mellem Vesten og Myanmars naboer, som i stedet udnyttede de investeringsmuligheder, den vestlige tilbagetrækning skabte. Endvidere er der meget lidt, som tyder på, at sanktioner var afgørende i forhold til den demokratiske transition, som militæret åbnede op for i 2011. Med andre ord kan vi ikke være sikre på, at sanktioner vil påvirke militærtoppens politiske beslutninger. 

Her er det også vigtigt at påpege, at militærets motivation for at tage magten nu med stor sandsynlighed ikke primært er af økonomisk karakter, men bunder i politiske interesser. 

De sidste 5 års regeringsperiode under Aung San Suu Kyis ledelse har ikke reelt ramt militærets økonomiske interesser. Til gengæld har hendes store sejr ved valget i november sidste år været et politisk slag i hovedet på militæret. Her handler det om militærtoppens ære og behov for at vise, at det er dem, der har den ultimative magt i landet; en magt som - trods en forfatning, der sikrer en ret markant politisk indflydelse til militæret i parlamentet og i vigtige ministerier - stadig er blevet udfordret af Aung San Suu Kyis enorme folkelige opbakning. 

Det forlyder også, at hærchefen, Min Aung Hlaing, som står til at skulle pensioneres fra militæret i år, selv har en drøm om at blive præsident. En drøm som så ud til at falde i vasken efter valget, da det militærstøttede parti, USDP, tabte stort. Aung San Suu Kyi har sandsynligvis også sagt nej til at give ham en position i systemet under hendes ledelse. 

Med militærkuppet sidder Min Aung Hlaing nu tungt på magten og har planer om at organisere et nyt valg inden den etårige undtagelses tilstand udløber, hvilket skal konsolidere militærets magt yderligere. En del af strategien, som den ser ud nu, er at tilintetgøre NLD og umuliggøre, at Aung San Suu Kyi kan forblive i politik – bl.a. gennem en række retssager imod hende, der kan sende hende mange år i fængsel.     

Meget tyder derfor på, at der er vigtige magtpolitiske ting på spil. Derfor kan støtten til reelle forandringer i Myanmar ikke udelukkende bestå i at ramme militæret på pengepungen gennem sanktioner.

Politisk pres fra et samlet internationalt samfund 

Det er helt afgørende, at sanktioner sker sideløbende med opbygningen af et samlet internationalt politisk pres på militæret for at genindsætte den folkevalgte regering. Lige nu er der også et akut behov for, at udlandet kraftigt advarer militæret imod at lave voldelige overgreb under de folkelige protester og dermed opildne til storstilet konflikt. Det internationale pres skal ikke kun komme udefra, men også indefra, gennem kritisk engagement med myndighederne i et koordineret samarbejde mellem vestlige og asiatiske lande. Her er det vigtigt, at Danmark og andre lande fastholder en fuld diplomatisk repræsentation i Myanmar, så man kan sikre maksimal udnyttelse af de diplomatiske muligheder, der måtte opstå, for at ligge pres på og gå i kritisk dialog med militæret. 

Fra dansk side er det nordiske, europæiske og amerikanske samarbejde vigtigt, men hvis det internationale pres skal få en effekt på militærets kurs, så er det de asiatiske lande, der skal stå i front. FN har også en vigtig rolle at spille. Opfattes presset kun som et pres fra Vesten risikerer vi, at det får minimal betydning, og at militæret fremstiller det som en illegitim indblanding i landets suveræne anliggender. Det har vi tidligere set i Myanmars historie.  

Japan er et oplagt bud på en asiatisk partner i det internationale samarbejde og har allerede taget en stærk position imod militærkuppet. Japan anses for at have gode muligheder for at gå i dialog med militærtoppen, da det er Myanmars største bistandsdonor og har store investeringer i landet, der også ses af militæret som en vigtig modvægt til kinesisk dominans. Japan formåede sidste år at forhandle en våbenhvileaftale på plads mellem militæret og en væbnet gruppe i Rakhine-staten, og det viser, at Japan har betydelig indflydelse på - og gode kontakter i - militæret. Indien og Sydkorea har endnu ikke tydeligt fordømt kuppet, men de anses for at ligge tæt op ad den vestlige kritik og kan sandsynligvis mobiliseres i et internationalt samarbejde ud fra deres geostrategiske interesser i Myanmar.  

Når det kommer til Myanmars naboer i ASEAN – det sydøstasiatiske samarbejde, som Myanmar er del af – ser et politisk pres mindre optimistisk ud. Der er ikke tradition for at blande sig i hinandens interne politiske anliggender, og især Thailand vil nok være imod. Thailand, der selv havde et militærkup i 2014, og hvor militæret nu har sikret sig stor magt i det politiske system, vil sandsynligvis støtte militæret i Myanmar. Det er da også velkendt, at hærchefen, Min Aung Hlaing, er nære venner med Thailands premierminister. 

Når alt kommer til alt vil de asiatiske naboer næppe lægge pres på militæret ud fra demokratiske værdier, men der, hvor der kan være et grundlag for pres, er det faktum, at deres store økonomiske interesser i Myanmar beror på, at der er stabilitet. Senest har Singapore, Malaysia og Indonesien fordømt de voldelige angreb på demonstranter, der skete i byen Mandalay den 19. februar. 

Når det kommer til Asien, så er Kina naturligvis helt afgørende. Faktisk er det svært at forestille sig en løsning lige nu uden Kinas medvirken. 

Kina er Myanmars vigtigste nabo med store økonomiske interesser på spil og stærke forbindelser til militæret. Selvom Kina er kendt for ikke at ville blande sig i Myanmars (eller andre landes) interne politiske forhold, så er der måske en åbning for internationalt samarbejde, efter Kina gik med til at udsende en pressemeddelelse fra FNs sikkerhedsråd den 4. februar. Om end forsigtigt, så rejser pressemeddelelsen bekymring om situationen, kræver løsladelse af de folkevalgte politikere og fremhæver støtte til den demokratiske transition i Myanmar, herunder opretholdelse af demokratiske institutioner og respekt for menneskerettigheder. Kina har dog senere frasagt sig at gå med i – dog ikke stemt imod - den resolution, som FNs menneskerettighedsråd udgav den 12. februar. Den kræver, at militæret beskytter basale rettigheder og ikke bruger vold mod befolkningen. Der hersker derfor stor usikkerhed om, hvordan Kina egentlig vil forholde sig til situationen i Myanmar. 

Siden kuppet har der floreret en del konspirationsteorier på de sociale medier om, at Kina står bag kuppet eller har nikket ’OK’ til det overfor hærchefen – både for at modvirke vestlig indflydelse og for at indgå økonomiske aftaler. Der har endda været påstande om, at Kina har sendt IT-eksperter og soldater til Myanmar for at hjælpe militæret med at nedkæmpe den folkelige modstand. Men selvom de udtalelser, der er kommet fra Kinas FN-ambassadør og udenrigsminister, tyder på, at princippet om ikke-indblanding, står ved hævd, så afvises disse konspirationsteorier af en hel del Kina-eksperter, der anser dem som ’fake news’. 

Ifølge eksperter har Kina ikke nogen interesse i et militærkup og efterfølgende ustabilitet i Myanmar. Tværtimod så kan Kinas økonomiske investeringer, herunder adgang til det Indiske Ocean med olierørledninger, veje og tog gennem Myanmar, tage skade. Kinas ambassadør til Myanmar afviste i interviews på det kraftigste de anklager, der har været om Kinas støtte til kuppet. Han fremhæver, at Kina ønsker, at situationen normaliseres, og landet bliver stabilt via en dialog mellem de forskellige interne parter i Myanmar. Han påpeger også, at Kina støtter FN’s specielle udsending til Myanmar, Christine Schraner Burgener, der i øjeblikket forsøger at skabe et grundlag for mediering med militærets top. 

FN’s rolle er her vigtig, og det forlyder, at Christine Schraner Burgener har gode muligheder for at lægge pres på militæret og bringe partnerne sammen, da hun har ry for at have gode relationer til både Aung San Suu Kyi og hærens top. Hun har allerede været i snak med hærens næstkommanderende, Soe Win, hvor hun på FN’s vegne har fordømt kuppet samtidigt med, at hun holder en dør åben for dialog.  

Disse internationale tiltag – særligt hvis det lykkes at få Kina til at bakke op - kan forhåbentlig få afgørende betydning for Myanmar lige nu, ikke mindst hvis det spiller sammen med støtte til den interne folkelige modstand.  

Bistanden og den direkte støtte til de interne demokratiske kræfter

Det er helt afgørende, at vi fra dansk side støtter de demokratiske kræfter og den store folkelige bevægelse mod militæret, vi lige nu ser på gaderne i Myanmar og på de sociale medier. Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) meldte hurtigt ud efter kuppet, at den stat-til-stat-bistand, Danmark giver til Myanmar, suspenderes for at vise, at vi er imod militærets magtovertagelse. Men han har også lovet, at Danmark ikke vender ryggen til de demokratiske kræfter og befolkningen i Myanmar. Det er et godt signal. I tråd med USA og en del andre landes beslutninger omdirigeres bistanden nu til civilsamfundet, hvilket for USA's vedkommende drejer sig om 42 millioner dollars. USA bibeholder også støtten til sundhed. EU vil fortsætte med humanitærbistand og i den nærmeste tid ligeledes se på udviklingsstøtten til Myanmar ud fra et princip om, at handlinger ift. støtten ikke må gå negativt ud over den almindelige befolkning. 

For Danmark er en fortsat tilstedeværelse i Myanmar meget vigtig for at fastholde kontakt og støtte til civilsamfund, medier og andre demokratiske kræfter i landet - herunder også de etniske mindretalsgrupper, NLD og andre politiske partier. Støtte gennem ambassaden til civilsamfund, frie medier, fagbevægelserne samt privatsektor-programmerne bør fortsætte og gerne styrkes. Det kan blandt andet ske gennem de mange danske NGO’er, der allerede er i landet og som har en lang række samarbejdspartnere i Myanmars civilsamfund. Herudover er det vigtigt at overveje, hvordan vi kan støtte de mange offentligt ansatte – læger, sygeplejersker, lærer, universitetsansatte, og mange andre – som lige nu strejker og deltager i den ’civile ulydighedsbevægelse’ (civil disobedience movement – eller CDM), der laver gade-aktioner og sociale mediekampagner imod militæret. De vil med stor sandsynlighed stå uden løn inden længe og er ligeledes i stor fare for blive anholdt. Den humanitære bistand til konfliktramte områder bør også fortsætte og styrkes.  

Det er samtidigt vigtigt, at vi sender en klar udmelding om at stat-til-stat-bistanden genoptages, når det er forsvarligt. En sådan udmelding vil være et afgørende signal til befolkningen i Myanmar om, at vi fortsat står på deres side i kampen for demokrati og retfærdig udvikling. Og her skal vi overordnet set være opmærksomme på de store konsekvenser, som fastfrysning af stat-til-stat-bistand under et militærregime, kan have for folks levevilkår og adgang til sundhed og uddannelse. Vi skal med andre ord ikke glemme landets fattige befolkning: En isoleret og udsultet befolkning er nemme ofre for militærets undertrykkelse og forsøg på at vinde dele af befolkningen gennem forventelige del-og-hersk-strategier. I dette lys skal der ikke udelukkende være fokus på demokratistøtte i en snæver forstand, selvom den er den mest presserende lige nu, men også på hvordan vi kan justere bistanden og oprette særlige instrumenter til at støtte områder, der berører befolkningens sundhed, uddannelse og levevilkår. 

Endelig er det vigtigt, at demokratistøtten også har fokus på de etniske mindretal og deres opråb om et fremtidigt demokrati med etnisk lighed og føderalisme – et opråb, som er tydeligt lige nu i de folkelige protester i byerne og ude i de grænseområder, hvor militæret stadig er i krig med de etniske væbnede grupper. Lige nu tyder det faktisk på, at modstanden mod militæret, har skabt et momentum, der kan samle mindretallene både internt og med majoritetsbefolkningen – burmanerne - i et land, der ellers har været præget af utroligt mange etniske splittelser. Et sådant sammenhold kan have positiv betydning for et fremtidigt demokrati og for fred i landet. 

Desværre ser det lige nu ikke ud til, at militær-toppen vil opgive den proces, de har sat i gang. I takt med at de folkelige protester og det internationale pres vokser, har militæret svaret med en massiv skræmmekampagne: Der er flere tanks, soldater og beskydninger i gaderne; der er indført love, som hæver straffen for protest og gør det muligt at anholde folk uden dommerkendelser; internettet lukkes hver nat, og en ny cyber-sikkerhedslov vil gøre det muligt at overvåge kommunikation på nettet. Det forlyder også, at militæret sponsorerer ballademagere, som tager ud i folks boligområder om natten for at lave chikane og opildne til voldelige sammenstød. Folk har reageret ved at danne lokale vagtværn, men de er bange, og mange kan ikke sove om natten. Det sker sideløbende med de manøvrer, der sigter på at fjerne Aung San Suu Kyi og NLD fra det politiske landskab. Selvom militæret endnu ikke har lavet massive voldelige angreb på demonstranter, så har sikkerhedsstyrkerne enkelte steder skudt på demonstranter, og mange frygter det vil tage til i styrke.

Hvis vi ser på militærets handlinger, ser udsigterne altså ud til at være lange, før vi vil se et fremtidigt demokrati i Myanmar. Det vil kræve tålmodig, vedvarende folkelig modstand og samlet international opbakning. 

Denne kommentar blev bragt i en redigeret version på Altinget.dk den 23. februar

Læs mere om Helene Kyeds vurdering af situationen i Myanmar i dette interview på DR.dk