Likvideringen af Qassam Soleimani

Fredag den 3. januar lige efter midnat ankom lederen af den iranske revolutionsgardes afdeling for udenrigsanliggender, al-Quds-styrken, der gennemfører militære operationer i det arabiske Mellemøsten, til Bagdad International Lufthavn. Han ankom med det civile luftfartsselskab Cham Wings Airlines fra Damaskus. Soleimani rejste offentligt og hans rejse var kendt af lufthavnsmyndighederne i Bagdad, herunder de britiske og amerikanske sikkerhedsfirmaer, der bevogter lufthavnen.

Soleimani var på officiel mission for den iranske regering: ifølge Iraks fungerende premierminister Adel Abdel-Mahdi, der havde et planlagt møde med Soleimani senere på dagen, medbragte den iranske general et brev fra den iranske regering med svar på en diplomatisk henvendelse fra Saudi-Arabien, der ønsker afspænding i Den Persiske Golf. Præsident Donald Trump havde ifølge Adel Abdel-Mahdi bedt ham om at fungere som mægler mellem Iran og Saudi-Arabien og derfor rejste Soleimani med et civilt luftfartsselskab til Bagdad.

På vejen fra lufthavnen blev han sammen med to topledere fra pro-iranske militser i Irak dræbt af missiler afsendt fra en amerikansk drone, på direkte ordre fra præsident Trump. USA har legitimeret likvideringen med, at Soleimani var i gang med at planlægge angreb på amerikanske baser, og at han som leder af al-Quds-styrken, der er på USA’s liste over terrororganisationer, var international terrorist. Akkurat argumentet om, at han var i gang med at planlægge angreb på amerikanske baser, skal folkeretligt legitimere den amerikanske likvidering, der som sådan skal ses som et foregribende militært angreb (preemptive strike). Ifølge Trump var angrebet således legitimeret i at ”sikre freden fremfor at starte en krig”.

Trump suspenderer både Iraks suverænitet og demokrati

Den irakiske regering, et flertal i Irak samt rigtig mange - både i Iran og mere bredt i Mellemøsten - opfatter situationen helt modsat Trump: de ser Soleimani som værende i Bagdad på fredsmission og USA’s likvidering af ham som et angreb, der risikerer at starte en krig. De ser samtidig drabet som en klokkeklar krænkelse af Iraks suverænitet og brud på aftalen mellem Irak og USA om amerikanske troppers tilstedeværelse i Irak. Amerikanerne er der på invitation fra Irak og deres opgave er at bekæmpe Islamisk Stat og træne den irakiske hær. Likvideringen af Soleimani er et brud på denne aftale.

Derfor besluttede et flertal i Iraks parlament i søndags at pålægge regeringen at sørge for, at USA og andre internationale styrker trækkes hjem fra Irak. Den udmelding er præsident Trump blevet rasende over, og han har nu bedt sin administration om at udfærdige skrappe økonomiske sanktioner mod Irak, hvis parlamentet vedtager en lov, der skal effektuere beslutningen om at USA skal trække sine tropper hjem. Dermed vil Trump true parlamentarikerne til at forkaste loven.

Efter at USA som leder af en koalition først havde fjernet den irakiske diktator Saddam Hussein anerkendte amerikanerne ved en ceremoni Iraks suverænitet og støttede etableringen af et demokratisk ledet Irak. Som irakerne og befolkningerne i det arabiske Mellemøsten nu forstår det, har USA sløjfet såvel suveræniteten som demokratiet i Irak, når det kommer til amerikansk politik, der er hævet over begge dele.

Iransk nationalisme er styrket

Iran har haft stor succes med at udbrede sin magt i det arabiske Mellemøsten, siden USA fjernede Saddam Hussein fra magten. Først og fremmest i Libanon, Syrien og Irak - men også mere bredt i de arabiske befolkninger fordi Iran stod som den faste bastion mod et amerikansk herredømme, mange mener knægter palæstinensernes legitime rettigheder, favoriser Israel, støtter Saudi-Arabiens krigsforbrydelser i Yemen og med krigen i Irak har åbnet en Pandoras æske af voldelige konflikter. I 2019 blev Iran dog i stigende grad presset.

I Libanon gik demonstranter på gaden og udfordrede Hizbollahs magt over den libanesiske regering. I Irak demonstrerede unge for at få begrænset den iranske indflydelse og i Iran var der store demonstrationer mod regeringen der brugte de stadig færre økonomiske ressourcer, der var presset i bund af amerikanske sanktioner, på sig selv og på at føre stedfortræderkrige i stedet for at forbedre befolkningens levevilkår.

Selvom demonstranterne helt sikkert vil fortsætte kritikken af regeringerne i Beirut, Bagdad og Teheran, har likvideringen af Soleimani skabt en ny stærk iransk nationalisme og en voldsom anti-amerikanisme i hele det arabiske Mellemøsten: Likvideringen af Soleimani giver dermed Iran noget af det tabte terræn tilbage.

Mere blod i det mellemøstlige ørkensand

Overalt i Mellemøsten har råbet om hævn mod USA lydt. Og der kommer et angreb. Trump prøver på at skræmme Iran fra at ramme USA med sine dommedagstrusler om at angribe 52 mål. Mange kommentatorer, mener Trump vil lykkes med det foretagende. De siger, at Iran ikke tør gennemføre et stort angreb af frygt for Trumps hammer. Jeg er ikke så sikker. Som en ven sagde til mig efter at have set billederne med de enorme menneskemasser i Iran, der sørger over Soleimanis død, lignede det ligeså meget sorg over en svunden epoke som over tabet af en populær leder: der er noget apokalyptisk i Iran over sorgen over Soleimani.

Jeg tror ikke, Trump kan skræmme Iran fra at handle. I modsætning til den amerikanske præsident, tror jeg, krigen i Den Persiske Golf er rykket meget tættere på, og at Trump er havnet lige præcis der, hvor han har lovet sine kernevælgere ikke at havne: nemlig der hvor endnu mere amerikansk og mellemøstligt blod udgydes i endnu ”en udsigtsløs krig i sandet” for nu at bruge Trumps egen betegnelse.