Lars Erslev Andersen om topmødet på Bali: Tilbyder Kina sig som mægler i Ukraine?

Tilbage i midten af september udtrykte Kinas præsident Xi Jinping – i en samtale med Putin – bekymring over krigen i Ukraine. I begyndelsen af november opfordrede USA’s forsvarschef Mark A. Milley til fredsforhandlinger mellem Kiev og Moskva. Hans udtalelser blev mødt med en vis tøven fra Biden, der sagde at tiden ikke var moden, men dog understregede, at en forhandlingsløsning ER målet i Ukraine.

Situationen ligner den, der i 2013 gik forud for de amerikanske forhandlinger med Iran om det iranske atomenergiprogram. Hvad mange har glemt, spillede Kina her en stor rolle som mægler i de forhandlinger, der førte til den berømte aftale i 2015.

Gentager historien sig ved, at Xi Jinping i Bali i korridorerne har tilbudt Kina som mægler i Ukrainekrigen? At dømme efter kommentatorernes udlægning kan det lyde om ren fantasi. Det gjorde det vel også, da selvsamme Xi Jinping tilbød Kina som forhandler i konflikten mellem Iran og verdenssamfundet om det iranske atomvåbenprogram? Men det skete – og med succes.

I 1997 var forholdet mellem USA og Kina på frysepunktet. Taiwans selvbevidste præsident Lee Teng-hui, der som den nuværende taiwanske regering gerne ville stille spørgsmål ved ét-Kina-politikken, havde i 1995 besluttet at tage til USA og holde tale på Cornell Universitetet. Præsident Clinton havde ydmyget Lee året inden, ved at nægte ham et visum, da han mellemlandede i Honolulu efter en tur i Sydamerika.

Og i 1995 efter var det udenrigsminister Warren Christopher, der nægtede Lee visum, netop fordi det ville stride med USA’s ét-Kina-politik. Men den amerikanske kongres var blevet mobiliseret af begivenhederne i 1994 og pålagde Udenrigsministeriet at give Lee visum til at rejse ind i USA og holde sin tale på universitetet. Kina var rasende og valgte at svare igen ved at teste missiler over Taiwanstrædet.

Hverken USA eller Kina var dog interesserede i eskalering. Kina havde siden slutningen af 1980’erne hjulpet iranerne med deres atomenergiprogram, som amerikanerne kritiserede fordi de mente, Iran brugte det til at udvikle atomvåben. Kina var på det tidspunkt i rivende økonomisk udvikling og ville gerne optræde som en ansvarlig stat i verdenssamfundet – men ønskede samtidig at fastholde forbindelserne til Iran, som leverede olie og gas, der var nødvendig for den kinesiske vækst.

I Beijing blev Iran også set som vigtig i forhold til Mellemøsten, som Kina var på vej ind i. Iran var desuden et vigtigt marked og mål for kinesiske investeringer, ikke mindst fordi iranerne generelt var højtuddannede. Men Kina prioriterede også et godt forhold til USA og var bestemt ikke glade for at komme i økonomisk konflikt med amerikanerne.

Under et møde mellem den kinesiske præsident Jiang Zemin og Bill Clinton i Washington i 1997 meddelte Jiang derfor, at Kina stoppede al samarbejde med Iran om atomenergi mens den amerikanske præsident bekræftede Èt-Kinapolitikken.

Situationen blev altså afspændt og de følgende år prøvede Kina at opretholde gode forbindelser til både Tehran og Washington. Men da det i 2002 blev afsløret – af en iransk oppositionsgruppe – at Iran var i gang både med en hemmelig plutoniumproduktion i Arak og havde bygget laboratorier i Natanz, blev den kinesiske position igen problematisk.

Kina støttede de efterfølgende sanktioner, der fra 2006 – 2010 blev pålagt Iran i FN’s Sikkerhedsråd. Iranerne var mildest talt ikke begejstrede, men var i stigende grad blevet afhængig af Kina, der dog talte deres sag ved at insistere på, at Iran som alle andre stater havde ret til at have et civilt atomenergiprogram.

I slutningen af årtiet begyndte kinesiske diplomater at mægle mellem USA og Iran. Og i 2012 blev situationen så tilspidset, at risikoen for krig var stor – hvilket ikke alene ville være katastrofalt for Mellemøsten, men også for Kina.

Derfor besluttede den nyvalgte kinesiske leder af kommunistpartiet – Xi Jinping – at Kina skulle ændre sin passive lurepasserpolitik til en mere offensiv diplomatisk satsning og han tilbød, at Kina på baggrund af sine gode forbindelser til Iran kunne indtage en hovedrolle i forhandlinger om en atomenergiaftale. I Iran var den religiøse leder Ali Khamenei med på ideen og støttede den nyvalgte præsident Rohani i at indlede de forhandlinger, som førte til aftalen i 2015.

I forhandlingerne spillede Kina en vigtig rolle. De kinesiske motiver var at undgå krig i Mellemøsten, at fastholde Iran som partner, at sikre et godt forhold til USA – samt at vise verdenssamfundet, at Kina som en stadig stærkere global magt var ansvarlig og ville arbejde mod spredning af atomvåben.

Kina er imod Ruslands krig i Ukraine og især stærkt bekymret ved de russiske trusler om at anvende atomvåben. I Beijing ønsker man både afspænding om Taiwan samt neddrosling af hightechkrigen med USA og Kina ønsker i øvrigt også en ny aftale med USA om atomenergiprogrammet i Iran, der på sin side har et desperat behov for at tilbyde sin oprørske befolkning andet end brutal undertrykkelse og elendige leveforhold. Måske var det det, de talte om i Bali? Måske er der forhandlinger på vej om fremtiden for både Ukraine og Iran?

Måske er det ønsketænkning – men det ER altså sket før, nemlig for præcis 10 år siden, da Xi Jinping tog magten i Beijing, gjorde Kina til en mere aktiv stormagt og gav grønt lys til, at Kina skulle spille en rolle i de højspændte forhandlinger med Iran. Og Biden vil selvsagt ikke kunne være andet end tilfreds med sådanne perspektiver, der kan skabe både afspænding i verden og anerkendelse på hjemmebanen.