Kina spiller dobbeltspil i Myanmar

Myanmar er både velsignet og forbandet af sin geografi. Klemt inde mellem Asiens sværvægtere, Kina og Indien, og med adgang til Det Indiske Ocean har landet stor geopolitisk betydning for Kina. De to lande deler en mere end 2.000 km lang grænse, og Kina betragter Myanmar som en del af sit nærområde. Et område, hvor Vesten, efter Kinas mening, ikke bør blande sig.

Kinas hovedinteresse i Myanmar er at beskytte sin grænse og få kontrol over en dybvandshavn i det vestlige Myanmar, der kan give landet adgang til Det Indiske Ocean.

Kina står i et dilemma i forhold til konfliktens parter og det dødvande, der har udviklet sig. Siden august har Kina bevæget sig i retning af et ”fornuftsægteskab” med Myanmars militær.

Kompliceret forhold

Kina og Myanmar har gennem mange år haft et kompliceret forhold, ikke mindst fordi kineserne siden Anden Verdenskrig gentagne gange har blandet sig i Myanmars interne anliggender.

Myanmar huser den største og måske bedst udrustede ikke-statslige hær i Sydøstasien – og den har stærke bånd til Kina. United Wa State Army (UWSA) er den militære gren af den etniske Wa-gruppe og har mere end 30.000 mand under våben. Den består bl.a. af resterne af det forgangne burmesiske kommunistparti.

Da kommunistpartiet brød sammen i 1989, overtog Wa kontrollen over et område på størrelse med Belgien i Shan-staten. Her opbyggede den en lokaladministration efter kinesisk mønster, og yuan fortrængte den burmesiske valuta som møntenhed. Mandarin er hovedsprog, og internettet kinesisk. Hverken civile burmesiske myndigheder eller militæret er til stede i disse områder.

Wa-gruppen er ét eksempel på de interesser, Kina har i Myanmar, men generelt har grænseområdet mellem Kina og Myanmar altid været porøst. Migrantarbejdere fra Myanmar krydser dagligt grænsen til Kina, og hundredtusinder af kinesere har siden 1989 slået sig ned i det nordøstlige Myanmar. Flere byer har et flertal af etniske kinesere, som mange steder har sat sig på økonomien.

Antikinesisk holdning

For nulevende burmesere står Kinas støtte til militærets undertrykkelse af studenteroprøret i Myanmar i 1988 klart i erindringen og har bidraget til den stærke antikinesisk holdning i den burmesiske befolkning. Den brutale nedkæmpelse af oprøret førte til, at Myanmar blev pålagt sanktioner og isoleret af Vesten. Myanmar levede de
efterfølgende to årtier under Kinas beskyttende vinger, mens landet gradvist blev fattigere.

På trods af at militæret gennem årene har nydt godt af Kinas politiske beskyttelse på den internationale scene, har det altid været skeptisk over for Kinas motiver, og militærets relation til Kina kan bedst karakteriseres som et had-kærligheds-forhold. Afhængigheden af Kina var da også en af årsagerne til, at militæret åbnede landet op for Vesten for 10 år siden.

Den nuværende kupgeneral, Min Aung Hlaing, er et godt eksempel på militærets balancegang med Kina. Han blev udnævnt til øverstbefalende, fordi han i 2009 stod i spidsen for uddrivelsen af 30.000 kinesere fra Shan. Min Aung Hlaing har fastholdt kontakten til Beijing, men udbygget relationerne til Rusland, der det seneste årti har ført an i moderniseringen af militæret.

Korridorprojektets kronjuvel

Den store kinesiske interesse for Myanmar skyldes landets geostrategiske placering. Kina har igennem årtier ønsket af få adgang til Det Indiske Ocean gennem Myanmar. Derfor er anlæggelsen af en transportkorridor fra Kunming i Yunnan-provinsen gennem Myanmar og frem til Kyaukphyu ved Det Indiske Ocean et af de vigtigste projekter i Xi Jinpings Belt and Road Initative (BRI).

Korridoren skal mindske Kinas afhængighed af den dyre og risikable sejlads gennem Malaccastrædet og Det Sydkinesiske Hav. 80 pct. af Kinas import af olie og gas og størsteparten af varehandlen foregår i dag ad disse sejlruter.

Dybvandshavnen i Kyaukphyu er kronjuvelen i korridorprojektet, idet den både skal tage sig af vare- og energitransporten og på sigt også den kinesiske flåde. Får Kina kontrol over havnen, vil det påvirke den sikkerhedspolitiske arkitektur i Det Indiske Ocean.

Ubehagelig overraskelse

Militærkuppet i februar 2021 kom som en ubehagelig overraskelse for kineserne, og kinesiske diplomater lagde ikke skjul på, at kuppet ikke var i Kinas interesse.

Efter kuppet indtog Kina en afventende rolle. Sammen med Vesten skubbede Kina Sammenslutningen af Sydøstasiatiske lande (Asean) foran sig som den organisation, der skulle udfylde en mæglerrolle. Asean er baseret på princippet om ”ikke indblanding i medlemslandenes indre anliggender” og konsensusbeslutninger, og det er ikke realistisk, at Asean kan bibringe en politisk løsning på konflikten.

Det vidste Kina godt, men ved at fastholde det stærke fokus på Asean lykkedes det Kina at holde FN og Vesten ude af konflikten på landjorden. Kinas udenrigsminister, Wang Yi, mødtes flere gange med sydøstasiatiske ledere og understregede ved de lejligheder, at regionen skal finde en »asiatisk løsning« på konflikten, og at »kræfter udefra« ikke bør blande sig.

Holder alle døre åbne

Der er ingen tvivl om, at Kina står i et dilemma i forhold til konfliktens parter og det dødvande, der har udviklet sig. Siden august har Kina bevæget sig i retning af et ”fornuftsægteskab” med Myanmars militær, som giver kineserne mulighed for at fortsætte korridorbyggeriet, mod at Kina sikrer militæret international beskyttelse.

Kinas støtte til militæret kommer imidlertid med en risiko på grund af den uafklarede situation. Beijing ved, at de står over for en befolkning, der ikke er dem positivt stemt, og at de risikerer en gentagelse af situationen fra marts og april, hvor unge demonstranter brændte kinesiske virksomheder ned til grunden og tvang tusinder af kinesere ud af landet. En entydig støtte til militæret vil også øge risikoen for sabotage mod de store infrastrukturprojekter, ikke mindst i de ustabile grænseområder mod øst.

Kina har derfor til militærets fortrydelse sideløbende kontakt med oppositionen gennem nogle af de etniske grupper og har gjort det klart over for militæret, at det bør afstå fra at opløse Aung San Suu Kyis parti, NLD. I kinesisk optik vil en opløsning af partiet føre til en optrapning af konflikten. Kina forsøger dermed at sende et signal til befolkningen om, at de ikke har valgt side, men det er tvivlsomt, om det har den ønskede virkning over for en dybt skeptisk befolkning, der samtidig kan se Kina samarbejde med militæret om nye forretningsaftaler. Aftaler, som risikerer at falde til jorden, hvis militærstyret ikke viser sig i stand til at regere.

Kina vil løbende tage bestik af situationen og samarbejde med den part i konflikten, der bedst kan sikre stabilitet ved grænsen og virkeliggøre det strategiske mål om adgang til Det Indiske Ocean. I den aktuelle situation er det imidlertid uforudsigeligt, hvor udviklingen bevæger sig hen. Derfor holder Kina alle døre åbne og spiller på flere heste i Myanmar.