Kina og Rusland stabiliserer militærstyret i Myanmar

I ly af Vestens fokus på invasionen i Ukraine har Kina, de seneste uger, øget samarbejdet med militærstyret i Myanmar (Burma). Siden militærkuppet sidste år har Kina ellers forsøgt at nedtone sin rolle i udviklingen i Myanmar.

Det blev der imidlertid ændret på, da Kinas udenrigsminister, Wang Yi, for nylig inviterede militærstyrets udenrigsminister til Kina for at underskrive en række samarbejdsaftaler.

Kina holder, som altid, flere døre åbne og samarbejder med forskellige aktører i konflikten i Myanmar. Lige nu vurderer Kina imidlertid, at militærstyret er kommet for at blive. Derfor har Kina valgt at bekende kulør, ikke mindst fordi Beijing har brug for militærstyret til at komme videre med realiseringen af præsident Xi Jinpings drøm om at skaffe Kina adgang til det Indiske Ocean. Xi Jinping har ved flere lejligheder fremhævet projektet som en hovedprioritet i hans lancering af Belt and Road-initiativet også kaldet »Silkevejsprojektet«.

Projektet omfatter anlæg af en transportkorridor fra Yunnan-provinsen og frem til Rakhine på Myanmars vestkyst. Korridoren skal mindske Kinas afhængighed af den dyre og risikable sejlads gennem det stærkt trafikerede Malaccastræde og det omstridte Sydkinesiske Hav. 80 procent af Kinas import af olie og gas og størsteparten af varehandlen foregår i dag ad disse sejlruter.

Samtidig er det Kinas langsigtede mål at få kontrol over havnen på Myanmars vestkyst og dermed muligheden for anløb af den kinesiske flåde.

På trods af det had-kærligheds-forhold, der har karakteriseret relationen mellem Myanmars militær og Kina gennem årtier, er Kina nu igen i gang med at stabilisere militærstyret med hjælp fra Rusland. Rusland er det land, der mest har øget forsyningen af militært udstyr til Myanmar efter militærkuppet.

Samlet set leverer Kina og Rusland over 85 procent af Myanmars militære udstyr. Det sidste årti har Ruslands andel været stigende og udgør tæt ved en tredjedel, men overgås stadig af Kina, hvis andel, selv om den har været faldende, stadig udgør lidt over 50 procent. Serbien, Indien, Ukraine og Pakistan er andre lande, der de senere år har leveret militært udstyr til Myanmars militær.

Det er således russiske kampfly og kamphelikoptere, der de seneste måneder har stået for sønderbombninger af landsbyer i flere provinser i Myanmar. Bombningerne har kostet hundredvis af civile livet og tvunget titusinder på flugt.

Gennem de seneste år har Myanmar haft tusinder af militærfolk på træningsophold i Rusland, og kupgeneralen Min Aung Hlaing var sidste år på et ugelangt besøg i Rusland. Under et møde med den russiske forsvarsminister, Sergei Shoigu, udtalte han blandt andet, at: »takket være Rusland er Myanmars militær blevet et af de stærkeste i Sydøstasien«. Min Aung Hlaing kvitterede da også i marts med fuld støtte til Ruslands invasion af Ukraine.

Det er stadig uklart, hvad invasionen i Ukraine betyder for Myanmars fortsatte militære samarbejde med Rusland, men det mest sandsynlige er, at Kina i en periode vil overtage en større del af »markedet«.

Kina er endnu en gang i færd med at styrke sin indflydelse i Myanmar, blandt andet som en konsekvens af Vestens sanktionspolitik. Kina, og en række asiatiske lande, kompenserer således også for en del af sanktionerne, som ikke har ført til nogen adfærdsændring hos militæret.

Selvom Kina nu spiller med åbne kort i forhold til støtten til militærstyret, betyder det ikke, at det er det eneste kort, Kina har i ærmet. Som altid spiller kineserne på flere heste i Myanmar. Sideløbende med støtten til militæret støtter Kina fortsat en række af de etnisk væbnede grupper i Myanmar, hvoraf flere kontrollerer betydelige territorier tæt på den kinesiske grænse.

Kinas støtte til militæret udgør imidlertid en risiko for Kinas langsigtede interesser i Myanmar. Hvis Beijing fortsætter optrapningen af støtten til et militærstyre, der stort set ingen legitimitet har i befolkningen, risikerer Kina at underminere ønsket om en stabilisering af grænseområdet og opildne de i forvejen stærke antikinesiske følelser i befolkningen. Det vil øge risikoen for sabotage mod de højt prioriterede infrastrukturprojekter.

Tiden vil vise, om Kina har skudt sig selv i foden ved åbenlyst at bekende kulør i en situation, hvor militæret stadig ikke har fuld kontrol over situationen i Myanmar.