DIIS Working Paper

Kina bliver både en blød og en hård magt

'Blød magt' er nyt modeord blandt kinesiske forskere og politiske ledere

Forestillingen om 'blød magt' - det vil sige et lands evne til at varetage egne interesser ved at gøre samfundet umiddelbart tiltrækkende for andre snarere end ved brug af militær og økonomisk magt - er blevet populær blandt Kinas elite.

I Erik Beukels nye Working Paper analyseres Kinas politik over for staterne omkring det strategisk vigtige Sydkinesiske Hav, hvor Kina har stridigheder med andre kyststater om grænsedragningen. Der lægges vægt på forholdet mellem Kinas anvendelse af både militær magt og 'blød magt', og intet tyder på, at Kina har glemt betydningen af militær magt.

For Kina er det vigtigt at være en model for naboerne i Østasien. Men selv om man i regionen har stor respekt for Kinas økonomiske udvikling, nærer naboerne betænkeligheder ved Kinas stigende magt og ønsker at bevare USA som en modvægt i Stillehavsområdet. Samtidig betyder interne svagheder ved det kinesiske samfund (korruption, censursystemet, mv.), at der må sættes spørgsmålstegn ved holdbarheden af Kinas bløde magt.

Erik Beukel præsenterer sit Working Paper på "Fourth China-Nordic Think Tank Roundtable", China Institute of International Studies, Beijing, 10.-12. maj. DIIS' direktør, Nanna Hvidt, deltager også i konferencen.

China and the South China Sea
Two faces of power in the rising China's neighborhood policy