Kan Sarkozy vinde mod alle odds?
16. februar 2012
Den 15. februar meldte Nicolas Sarkozy sig som præsidentkandidat. Det kom ikke som en overraskelse. Franskmændene havde ventet på udmeldingen siden nytår.
Sarkozy - republikkens konge
I Frankrig er præsidentvalg den vigtigste af alle politiske begivenheder. Præsidenten er en slags republikkens konge, som skal repræsentere hele nationen: Han skal svæve over oprørte partipolitiske vande. Han bør ikke blande sig i dagligdagsproblemer – de overlades til statsministeren. Han skal sikre den franske republiks ve og vel.
Den 5. Republiks forfatning giver præsidenten magt til at udskrive folkeafstemning, udnævne statsministeren, opløse Nationalforsamlingen (parlamentet) efter konsultation med statsministeren, præsidere ved ministermøderne, og udnævne ansøgere til statens højeste poster. Han er garanten for den nationale uafhængighed og territoriets integritet. Dermed er han i realiteten også den, der udstikker retningslinjerne for udenrigs- og forsvarspolitikken. Han forhandler traktater (f.eks. Lissabontraktaten), og er chef for militæret. Han skal sikre god regeringsførelse og statens neutralitet.
Franske kommentatorer mener, at Sarkozy har overtrådt en del af disse regler for en fransk ‘monarks’ optræden. Man anklager ham for at elske konfrontation i stedet for at mægle, og anklagen er ikke ubegrundet. Sarkozy har også blandet sig i alle hverdagens problemer og er dermed blevet alt for jordnær. Han har ikke sørget for, at staten er neutral, idet han har ansat venner på høje poster. Det er ganske vist almindelig praksis i Frankrig og afdøde præsident Mitterrand uddelte også vennetjenester. Men problemet for Sarkozy er, at han lovede at være garant for ‘udadlelig republik’.
En anden ting, der adskiller Sarkozy fra tidligere præsidenter, er, at han så tydeligt viser, at han foretrækker at omgås rige erhvervsfolk frem for intellektuelle. En fransk præsident skal elske kultur – fransk kultur – og det har Sarkozy ikke vist tegn på. Sarkozy anklages for at elske materiel luksus. Det gjorde de tidligere præsidenter ganske vist også, men Sarkozys problem er, at krisen nu kradser hårdt i Frankrig, og den almindelige franskmand ser ikke med velvilje på denne udstilling af luksus. Især ikke de arbejdsløse, som udgør 10 pct. af befolkningen. Blandt de unge er procenten helt oppe på 25.
Krisen og en række hurtige reformer (hvis konsekvenser ikke er blevet debatteret i dybden) sammenholdt med Sarkozys opførsel, har gjort ham yderst upopulær. I meningsmålingerne har han i de seneste måneder kun haft vælgeropbakning fra ca. 25 pct. Derfor har han lurepasset med timingen af sit kandidatur. Ifølge franske kommentatorer var det hans hensigt at stille op i midten af marts – lige som tidligere præsidenter har gjort det, når de ville genvælges. Men han blev tvunget til at melde ud allerede i februar, fordi socialistpartiets kandidat, François Hollande, holdt en stor tale i januar, som vakte vild jubel.
Udfordreren Hollande skubber Sarkozy til højre
Hollande, denne ‘normale og kedelige’ mand, fremstod pludselig som en venstrefløjssamler omkring et program, der kræver større statslig finansiering af virksomheder for at skabe vækst og arbejdspladser samt en stribe store forbedringer inden for bolig-, social-, sundheds- og uddannelsesområderne. Hvordan skal alt dette finansieres, når Hollande samtidig tilslutter sig den europæiske finanspagt? Hollande bebudede højere skat på formue, på høje lønninger og på bankers overskud. Skattely i skatteparadiser skal forbydes, og der skal skæres i familieydelser til de rigeste. Alt sammen (tidligere) klassisk socialdemokratisk politik. Endelige skal enhver ny udgift være finansieret. Spørgsmålet er derfor om Hollande kan holde alle løfterne.
Sarkozy måtte nødvendigvis svare igen på talen. I et interview til Le Figaro den 11. februar skabte Sarkozy en polarisering mellem venstre og højre – i modsætning til sidste valgkamp, hvor han flirtede med venstrefløjen og sågar udnævnte skuffede socialister til ministre. Nu har Sarkozys pibe fået en anden lyd. Højrefløjen og det højrepopulistiske parti, Front National (FN) skal have den ægte vare: meget mindre statsintervention, meget stram indvandrerpolitik og en understregning af, at den franske republik ikke tolererer multikulturalisme. Der er to årsager til denne udmelding:
- Det er umuligt for Sarkozy at få fat i de moderate centrum-venstre vælgere, fordi Hollande fremstår som deres mand – den besindige venstrefløjsmand. Hollande har ca. 31 pct. vælgeropbakning. Og den antikapitalistiske og statsinterventionistiske front, Le Front de Gauche, som får stadig mere vind i sejlene (p.t. ca. 8 pct.), vil sikkert også stemme på ham i anden runde
- Sarkozy skal have så mange stemmer som muligt fra det højrepopulistiske FN. FN’s vælgeropbakning er 18-20 pct. Sarkozy er bekymret for om FN’s kandidat, Marine Le Pen vil få flere stemmer end han selv i første runde. Hollande og Le Pen som vindere af første runde vil nemlig være et mareridt for Sarkozy. Socialistpartiet var igennem et lignende mareridt i 2002, da den socialistiske kandidat Lionel Jospin blev dømt ude efter første runde.
Det er muligt, at Marine Le Pen slet ikke får lov til at stille op, fordi hun endnu ikke har samlet underskrifter nok fra de franske folkevalgte. Underskrifterne skal nemlig offentliggøres og det er ikke alle folkevalgte der ønsker offentligt at blive slået i hartkorn med FN. Marine Le Pen har derfor krævet, at underskrifterne skal være anonyme. Sagen er bragt for forfatningsdomstolen. Hvis Marine Le Pen ikke kan stille op, kan det være, at hendes vælgere afholder sig fra at stemme, fordi de er rasende over, at så mange franskmænd udelukkes fra valgsystemet. Hvis forfatningsdomstolen siger ja, kan hun måske nå at stille op. Ligegyldigt hvad, har Sarkozy en klar interesse i at gøre sit program så højrepopulistisk som muligt.
I sit interview i Le Figaro lovede Sarkozy derfor sine potentielle støtter fra FN at gå imod homoseksuelle ægteskaber og homoseksuelles adoption af børn og at stå vagt om det traditionelle ægteskab. Det var et vink med en vognstang til de konservative katolikker, som stemmer på FN, om at vælge Sarkozy. Hollande, derimod, støtter de homoseksuelles krav. Sarkozy lovede også, at immigranter ikke vil få lov til at stemme ved lokalvalg, sådan som Hollande har foreslået. Ifølge Sarkozy vil det nemlig fremme kommunitarisme, som er lige så stort et fyord i Frankrig som i Danmark. Desuden erklærede Sarkozy, at illegale immigranter skal kunne udvises administrativt uden dommerkendelse. Og det skal være vanskeligere at gifte sig med en person fra et ikke-europæisk land (her hentyder han især marokkanerne, som udgør den største del af de udlændinge, der gifter sig med franskmændene).
Alt dette er ikke nye toner fra Sarkozy. Det nye er, at han godt kunne forestille sig, at de nye forslag kunne lægges ud til folkeafstemning. En afstemning om immigranter vil sikkert falde ud til Sarkozys fordel. Han foreslog også folkeafstemning om arbejdsløses pligt til at omskole sig hurtigt og tage det første job, de tilbydes. Sarkozys argument for folkeafstemninger var, at hvis folket talte, kunne Frankrig komme ud af sin lammelse.
Bagsiden ved at appellere så meget til FN er, at Sarkozy kan komme til at skubbe centrum-højre vælgere fra sig, men også de socialliberale gaullister i hans eget parti UMP. Det er heller ikke sikkert, at FN-vælgere vil have en vare, som ikke er helt så ægte som Marine Le Pens.
Hvilke økonomiske reformer vil Sarkozy tilbyde for at komme ud af krisen? Mindre stat, rationaliseringer og afskedigelser i det offentlige og nedsættelse af de sociale ydelser, som arbejdsgiverne indbetaler sammen med lønnen. Momsen skal hæves på en del varer, men der skal ikke ske direkte skattestigninger (Sarkozy er dog en varm fortaler for Tobinskatten). Men disse tiltag vil slet ikke mindske det store statsunderskud. Derfor vil Sarkozy sikkert annoncere en mængde nye initiativer i de næste uger. Han vil forsøge at påvise, at Hollandes bud ikke holder, og at han ødelægger den nationale republikanske identitet.
2012 er året, hvor franskmændene kan fejre 50-års-dagen for direkte valg til præsidentposten. Det var de Gaulle, der fik det indført, så mon ikke Sarkozy vil bruge de Gaulle i sin valgkamp? De Gaulle fik Frankrig på rette spor efter Algerietkrigen ved at udvise autoritet og diplomatisk snilde. Har Sarkozy de samme kvaliteter?
Hollande vil sikkert forsøge at fremstå som Mitterrand 2. Det vil sige som den taktisk dygtige. Hvis Sarkozy taber til Hollande, vil det ikke være så stor en katastrofe for højrefløjen, som det ville være for Hollande at tabe. Socialistpartiet har nemlig ikke haft præsidentposten i 17 år.
Meningsmålingerne spår, at Hollande vil vinde anden runde. Sarkozy kommer måske med i anden runde. Man skal ikke undervurdere hans kampevner. Socialistpartiet ved, at Sarkozy i sidste øjeblik kan trække kaniner op af hatten, som kan ændre hele det taktiske spil om magten i Frankrig.