Frankrig har brug for en afkolonisering - spørgsmålet er, hvad den skal bruges til
Man har i årtier talt om, at Frankrig har brug for en »afkolonisering«; at franskmændene skal gøre op med det menneskesyn, der lå bag koloniseringen af bl.a. Nord og Vestafrika. Men når fremtrædende skikkelser i dag slår til lyd for en »afkolonisering«, vender de argumenterne på hovedet og bruger det i stedet som et populistisk indenrigs- og udenrigspolitisk argument med racistiske undertoner.
Begrebet afkolonisering handler normalt om løsrivelse fra de tidligere kolonimagters overherredømme og om at gøre op med de magthierarkier, som kolonimagten skabte for at legitimere uligheder bygget på racemæssige eller etniske forskelle.
Eric Zemmour er en af dem, der har vendt debatten om afkolonisering på hovedet i Frankrig. Han er tidligere tv-vært med en præference for politisk ukorrekte udtalelser a la Trump, og han håber, at det vil give ham nok folkelig opbakning til at kunne stille op som præsidentkandidat - højst sandsynligt for et nyt politisk parti.
Zemmour er barn af jødisk-algeriske immigranter og er p.t. en af Frankrigs mest indflydelsesrige højreorienterede debattører og har gjort sig til talsmand for, at det nu er Frankrig, der er blevet koloniseret - af migranter.
Han argumenterer med, at statens suverænitet dag for dag bliver undergravet og undermineret af islam, og at den største trussel mod Frankrig er regeringens liberale migrationspolitik. Fordi den i hans øjne har gjort franskmænd til fremmede i eget hus.
Zemmour påstår, at islamismens indflydelse nu kan mærkes i alle afkroge af det franske samfund, og at det skyldes de muslimer, der forskanser sig i enklaver som boligområdet La Grande Borne i den sydlige udkant af Paris, hvor republikkens love ifølge Zemmour er sat ud af kraft til fordel for sharialov, og hvor statens autoriteter - herunder politi og sociale myndigheder - ikke længere respekteres.
Zemmour foreslår, at Frankrig generobrer magten over sit territorium ved at invadere »de islamiserede kolonier« - boligkvarterer domineret af muslimer. For at fuldende »afkoloniseringen« må Frankrig sende alle illegale migranter, kriminelle og islamisterne tilbage til deres ophavslande og sætte en fuldstændig stopper for migrationen. Han har ydermere gjort sig til talsmand for en afkolonisering af den franske identitet gennem en kulturel »udrensning«. Ifølge Zemmour bør man starte »blødt« ved at vedtage love, som skal tvinge muslimer til at erstatte deres muslimske navne med franske navne, der afspejler republikkens jødisk-kristne rødder og græsk-romerske kultur.
Retorikken ser ud til at virke på en betydelig del af den franske befolkning, for han optræder dagligt i pressen og på sociale medier, hans bøger sælger stort, han tiltrækker store forsamlinger, og den seneste meningsmåling viser, at Zemmour står til at få 17 pct. af stemmerne.
Men det er ikke kun det yderste højre, der bruger afkoloniseringen som et populistisk glansnummer. Også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har pustet til debatten og udtalt sig manipulerende om kolonitiden.
I et møde med unge franskmænd med algeriske rødder, hvis forældre eller bedsteforældre enten arbejdede for eller imod Frankrig i kolonitiden, erklærede Macron, »at Algeriet er en nation, der aldrig har eksisteret«, og »at Algeriet efter sin uafhængighed i 1962 blev bygget på en fortælling, der ikke er baseret på sandheder, men på en tankegang, der hviler på et had til Frankrig, som siden er blevet holdt i live af Algeriets militær.«
Udtalelsen står i skarp kontrast til det, han sagde i 2017.
Dengang understregede han, at kolonisering var en »forbrydelse mod menneskeheden«, og at Frankrig »måtte undskylde over for dem, vi havde begået disse handlinger imod«.
Kolonihistorien gør, at netop indvandringen fra og forholdet til de tidligere kolonier ofte bliver et indenrigspolitisk emne, der handler mere om at retfærdiggøre antimuslimsk politik end om en reel forsoning med den mørke fortid.
Spørgsmålet er, om det, der er behov for, i stedet er en kollektiv selvransagelse, der gør op med republikkens blodige kolonitid. En afkolonisering, der kan ændre franskmændenes kollektive selvopfattelse af at være en civilisationsbærende nation, der fortsat sidder inde med retten til politisk og kulturelt overherredømme.
For meget tyder på, at den aktuelle debats misbrug af begrebet afkolonisering netop afspejler en bekymrende tendens, der handler om at legitimere en racistisk dagsorden og en fortsættelse af kolonitidens nedladende syn på republikkens brune borgere.
Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 18. oktober 2021.