EU’s østpartnerskab efter Vilnius – hvad gør vi nu lille du?
2. december 2013
Topmødet i EU’s østlige partnerskab i Vilnius 28.-29. november 2013 blev overskygget helt af én enkelt begivenhed, som ovenikøbet IKKE fandt sted: Ukraines manglende undertegnelse af associerings- og frihandelsaftalen med EU.
Mange bud blev givet på, hvorfor Ukraine valgte at sætte aftalen på pause. Spekulationer om russiske løfter eller trusler om enten at yde eller ikke yde: Billige lån til at klare en truende bankerot, billig naturgas til at varme de ukrainske hjem i den forestående vinter, investeringer og samarbejdsprojekter bl.a. indenfor fly- og våbenindustrien samt handelsbegunstigelser.
Men også helt åbenlyse trusler fra en svunden sovjet-tid om russisk ”broderhjælp” i form af militær intervention i tilfælde af fremkomsten af løsrivelsesbevægelser blandt den 8 millioner store russiske befolkningsgruppe i Syd- og Østukraine.
Iagttagere har også peget på EU og præsident Janukovitj som årsager til Ukraines ”time out”. EU med sit ultimative krav om at lade den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenko modtage hospitalsbehandling i Tyskland. Og Janukovitj, fordi han angiveligt frygter Timosjenko så meget som modkandidat ved præsidentvalget i 2015, at han foretrak at holde hende bag lås og slå og lade EU-aftalen falde. I hvert fald foreløbig til efter præsidentvalget.
EU rejser fra Vilnius med tre udfordringer, som kræver grundige overvejelser i Bruxelles:
- EU’s forhold til Ukraine,
- EU’s Østpartnerskabs fremtid og
- EU’s forhold til Rusland.
EU’s forhold til Ukraine er ganske kraftigt udsat. Tilliden til Janukovitj kan ligge på et lille sted, og appetitten på at gøre ”forretninger” med ham er tilsvarende beskeden. EU valgte denne gang at stå fast på sine krav til Ukraine om reformer og behandlingen af Timosjenko – og ”vandt” på den måde en stor moralsk sejr.
EU har erklæret, at døren forbliver åben for Ukraine. Men det efterlader spørgsmålet, om EU skal bevare sine hænder ”rene” i hvert fald frem til det ukrainske præsidentvalg i 2015 og ikke give køb på sit krav om Timosjenko. Ved at lade det gode blive det bedstes værste fjende, risikerer EU så at tvinge Ukraine yderligere i armene på Rusland, med den konsekvens at landet i 2015 ikke længere lader sig bevæge mod vest?
EU’s Østpartnerskabs fremtid må også overvejes grundigt i Bruxelles. Med kun to associerings- og frihandelsaftaler i hus i Vilnius: Georgien og Moldova, en ”kurv” til EU fra Ukraine og Armenien, og to partnerlande mere eller mindre uden for EU’s rækkevidde: Hviderusland og Aserbajdsjan, står Østpartnerskabet noget skamskudt og forpjusket tilbage. Hvordan undgår EU at tabe østpartnerne?
Hvis kun to partnerlande ønsker tæt tilknytning til EU, bør Østpartnerskabet måske erstattes af individuelle aftaler, skræddersyet de enkelte partnerlandes behov og ambitioner? Men kan der fremad mobiliseres interesse og opmærksomhed for østpartnerne i EU? Et EU, som vil være dybt optaget af at overvinde den økonomiske krise, bankunion m.m.
EU’s forhold til Rusland må – som så mange gange tidligere – nok også have endnu en runde i Bruxelles. Moderniseringspartnerskabet med Rusland står i stampe. Praktisk talt ingenting bevæger sig. Op til Vilnius viste Rusland en meget selvhævdende og aggressiv stil i ord og handling. Med åbenlyst massivt pres på partnerlande og ”advarsler” til EU om ikke at blande sig i det østlige naboskabsområde, som Rusland helt eller delvist stiler mod at indlemme i den russisk ledede toldunion og den kommende Euraiske Union.
Hvordan skal EU reagere på sådan en russisk fremfærd og retorik? Hvordan undgår EU – for gud ved hvilken gang – at prioritere de enkelte landes bilaterale forhold til Rusland over EU’s samlede forhold til Rusland? Og hvordan modstår EU Ruslands stadige forsøg på at splitte EU-landene ved at pleje de bilaterale forbindelser? Skal EU’s interesse i et overordnet godt forhold til Rusland, bl.a. i forhold til Syrien og Iran, ske på bekostning af østpartnerne og accept af russiske ”bølle”metoder? Er Putin så moralsk fordærvet, at EU er nødt til at lægge ham på is – og kan EU overhovedet enes om det?
Det er for tidligt at sige, hvordan Vilnius-topmødet vil præge partnerlandenes fremtid, EU’s Østpartnerskab og EU’s forhold til Rusland. Men det synes allerede nu klart, at ingen af delene kan fortsætte uændret. Det indebærer nemlig risiko for at ende i en ny blokdeling i Europa.