Kan vi leve uden russisk gas?

Med invasionen af Ukraine står europæisk energisikkerhed på lerfødder. EU importerer hvert år omkring 40% af sin naturgas fra Rusland. En stor del modtager vi gennem gasrør, der går igennem Ukraine. Selvom den russiske energigigant Gazprom på morgenen for den russiske invasion forsikrede om, at gassen ville flyde uden afbrydelser gennem Ukraine mod Europa, så er energiforsyningssikkerhed rykket helt op øverst på den europæiske to do-liste. Ikke bare fordi vi risikerer, at der ikke er nok gas i hanerne pga. den nuværende situation, men også fordi naturgas er tiltænkt en stor rolle som overgangsenergiform hen mod den grønne omstilling.

Fire hovedtransportlinjer forbinder Europa med russisk gas. Udover gassen, der transittes gennem rør i Ukraine, og som altså lige nu ligger midt i en krigszone, modtager Europa også gas fra Rusland gennem Yamal-rørledningen, der går gennem Belarus og ind i Polen, og Nord Stream-rørledningerne, der løber i den fredelige Østersø tæt forbi Bornholm. Polen har for længe siden meddelt, at man ikke ønsker at forlænge aftalerne med Gazprom om gas gennem Yamal, og aftalen står til at udløbe allerede med udgangen af i år. Derfor har Polen været på stikkerne med alternativer som fx den norsk-polske linje Baltic Pipe, der lige nu ligger død hos den danske Miljøstyrelse pga. nogle truede mus og etableringen af modtageterminaler til flydende naturgas fra bl.a. USA.

Baltic Pipe er planlagt til at stå færdig med udgangen af i år, hvis altså byggeriet kommer i gang igen. Den første LNG-terminal i Swinoujscie stod færdig i 2015 og den står til at blive udvidet drastisk. Derudover er der planer om en flydende terminal til LNG-modtagelse i Gdansk. For Polen har energi længe været et våben, som man ikke ønskede, at Rusland skulle have i sin værktøjskasse. Men sideløbende pumper Nord Stream 1 lige så stille 55 bcm gas pr år ind i Tyskland og har haft mulighed for at gøre det siden 2012. Ca. halvdelen af alle tyske hjem opvarmes af naturgas og i 2021 importerede Tyskland 32% af sin gas gennem rør fra Rusland. Planen har været, at en ny parallel rørledning, Nord Stream 2, skulle fordoble transporten gennem Østersøen, fordi Tysklands forsyningssikkerhed ellers er truet. For EU og for USA handler Nord Stream 2 dog om meget mere end forsyningssikkerhed.

Nord Stream 2 splittede Europa

I årevis har Nord Stream 2 symboliseret den kile, som Rusland har forsøgt at hamre ind i det Europæiske og Transatlantiske samarbejde. Tyskland har insisteret på, at projektet kunne køre videre uafhængigt af sikkerhedspolitiske faresignaler. Fx da den russiske oppositionspolitiker Navalnjy blev forgiftet, kunne Tyskland med den ene hånd være med i internationale sanktioner mod Rusland, mens landet med den anden hånd forhandlede videre omkring Nord Stream 2.

Dette skete af i hvert fald tre grunde. For det første har man politisk haft en stærk tro på, at lande der handler, er fredelige overfor hinanden. Så handlen med gas var en slags forsikring om, at der var gode relationer til Rusland. For det andet besluttede Tyskland at tage den vigtige kernekraft-brik ud af deres energimix efter ulykken i Fukushima. Så der skulle findes alternativer. Og endelig for det tredje har Tyskland et stort behov for at udfase kul pga. klimakrisen. Her er naturgas udset som en overgangsenergiform.

Energipolitik var altså ikke sikkerhedspolitik, måtte resten af Vesten forstå. Men den udlægning stod Tyskland mere og mere alene om. En knast i det vestlige samarbejde, som Putin nok bare har siddet og gnedet sig i hænderne over. Politisk splittelse i Europa og over Atlanten har været godt for et revisionistisk Rusland.

Tysklands foretager et vigtigt skifte

Nord Stream 2-projektet har efterhånden været i en stop-go proces siden 2017, men lå endeligt færdigt på bunden af Østersøen i september 2021. Gassen skulle flyde efter en aftale mellem Biden og Merkel i sommeren samme år, der suspenderede de sanktioner, der ellers var nedlagt over projektet fra amerikansk side. Tilbage stod kun certificeringen af rørene og den juridiske godkendelse i Tyskland. Hvis Rusland skulle vise tegn på at bruge NS2 som et ”våben”, som det hed i aftalen, så skulle Tyskland reagere prompte og være villig til at tage drastiske skridt. Samtidig lå det i aftalen, at Tyskland forpligtede sig til at investere i vedvarende energiprojekter i Ukraine. Modhagerne mod russisk energidominans og -pression var skrevet ind i aftalen, troede man. Projektet kunne derfor køre videre i det tyske system. Men med Ruslands ageren i de sidste måneder af 2021 og de første her i 2022 begyndte NS2-projektet for alvor at spøge igen. Og med en ny tysk regering i spidsen blev det mere og mere klart, at NS2 ikke længere kun blev anset som et handelspolitisk emne.

Da den tyske kansler Scholz forleden meldte ud, at Nord Stream 2-rørledningen ikke længere ville blive behandlet administrativt i Tyskland, var det derfor et afsindigt vigtigt skridt. Selvom beskeden var pakket ind i tysk eufemisme, var handlingen ikke til at tage fejl af: Med den tyske beslutning stod Europa pludselig samlet og betragtede russisk gas som et spørgsmål om hård sikkerhed. Og projektet ligger nu dødt. Indtil videre.

Kan man betragte Tysklands stop for Nord Stream 2, som en sejr for Europa og det transatlantiske forhold? Politisk måske. Men hvor skal vi få energien fra, når Polen nægter at modtage gas gennem Yamal, de ukrainske transitrør er truet af krig, NS2 er stoppet og Baltic Pipe ligger til genforhandling i Danmark?

Problemet i en nøddeskal er, at når man bruger energi som våben mod sin modstander på den korte bane, så risikerer man at ramme sig selv i samme ombæring. Hvis Rusland vælger at skrue ned for gassen som et modsvar mod sanktionerne vil Tyskland og mange andre europæiske lande stå i en akut gasmangel. Det er nok også derfor, at den konkrete handel med gas og olie ikke var en del af fredagens sanktionspakke mod Rusland. Der kunne simpelthen ikke findes et alternativ til den russiske gas med så kort et varsel.   Rusland kan med den tyske beslutning ikke længere regne med indtægter fra NS2 på den korte og den mellemlange sigt, men omvendt kan Tyskland heller ikke regne med den forsyningssikkerhed, der var planlagt at komme fra NS2.

Naturgas stod centralt i den tyske energiplan. Med Merkels beslutning fra 2011 om at udfase kernekraft og samtidig leve op til de grønne mål for energiforsyningen mangler der nu et element, og de gode alternativer er ikke nemme at få øje på. På kort sigt må vi nok forvente, at kul vedbliver med at spille en rolle i længere tid end planlagt – med de klimaproblemer, det helt oplagt vil medføre. Men samtidig vil prisen på den naturgas, der trods alt kommer ind i Europa, sandsynligvis tage et hop længere op. Ikke noget, forbrugerne vil være glade for.

EU sætter sig på energipolitikken

Energipolitik er det lange perspektivs politik. Det tager tid at planlægge, forhandle, og gennemføre store energiprojekter. Det er afhængigt af teknisk ekspertise og internationale forsyningslinjer, som man ikke altid er herre over. Energisikkerhed har ellers ikke været et tema, der har kunnet trække de store følelser frem i Danmark. Måske fordi vi siden 1990erne har været selvforsynende med olie og gas og derfor stod udenfor de store energipolitiske slag. Men rundt omkring os har stemmerne lydt højere og højere: Den store afhængighed af Rusland måtte ses som et fælles sikkerhedspolitisk problem. I 2015 oprettede EU derfor Energiunionen, der var direkte foranlediget af netop den store gasafhængighed. Problemet fik også et andet skær i lyset af Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Hvor energi ellers har været – og er – et emne, der besluttes nationalt, så begyndte den store EU-maskine at lave planer for, hvordan man kunne samtænke – både politisk og materielt – energisikkerhed og forsyningssikkerhed i Unionen. Men vi er ikke i mål. Langt fra.

Planerne er konkrete, og flere af dem er også sat i gang. Der er etableret både gas- og elforbindelser mellem de baltiske lande og de nordiske lande, og Polen er med i planerne om at integrere Baltikum i det kontinentaleuropæiske elnet. Pt. er Letland, Estland og Litauen koblet til det russisk-belarusiske BRELL, som de ønsker at rive sig løs fra. Så der er meget i gang. Men energipolitik tager tid. Det er teknisk tungt, involverer ikke bare statslige men også private interesser, og det er kostbart.

Europas energiforsyning skal gentænkes radikalt, hvis vi skal undgå afhængighed af Rusland, samtidig med at vi lever op til vores egne klimamålsætninger. Den store europæiske plan, New Green Deal, har peget en retning ud. Og for kort tid siden kom EU’s opdaterede taksonomi over bæredygtige energi-investeringer, som i hver fald vil være gældende i en overgangsperiode. Kernekraft og naturgas kom med på den liste. Nok som et kompromis mellem bl.a. franske og polske ønsker om at (ud)bygge kernekraft og Tysklands håb til Nord Stream 2. Kodeordene for at finde balanen mellem sikkerhedspolitik og klimahensyn er integration og oprettelse af forbindelser mellem de eksisterende net og udbygning af europæiske alternativer til russisk gas.

Dansk modstandsdygtighed

I Danmark kan vi måske holde skindet på næsen et stykke tid pga. eksisterende gaslagre og vores mulighed for at bruge biogas i det danske net. Men vores eget store naturgasfelt Tyra er frakoblet for tiden pga. planlagt vedligeholdelse. De gamle platforme er kørt på museum i Esbjerg, og de nye er kun ved at blive sat op. Corona-situationen har forsinket projektet, så det tidligst kommer til at stå færdigt i sommeren 2023. Nok senere. Så vi kan ikke bare kick-starte den danske produktion i den nuværende akutte krise. Som det er lige nu, importerer Danmark gas fra Tyskland. Internationale analyser peger på at halvdelen af denne er russisk og kommer gennem Nord Stream 1. Så de danske gaskunder betaler også for Ruslands krigsregning lige nu. Det skulle gerne stoppe i 2023.

Gaspolitik har altid været sikkerhedspolitik. Men det er først nu, at vi for alvor kan se konsekvenserne af de energipolitiske valg, der er truffet gennem de sidste årtier. Der er intet quick fix, der kan give os et uforandret niveau af energi i den nuværende krise. Og den store klimakrise, der lurer foran os, er vi bestemt heller ikke kommet nærmere på at løse. Faren lige nu er, at vi ikke har fantasi – og tid – til at forestille os en grøn omstilling uden den russiske gas. Og at NS2 måske alligevel ender med at blive koblet på det tyske net, når den internationale krise har lagt sig.