Er eksport af forsvarsteknologi til kontroversielle stater prisen værd for Danmark?

Det oprindelige forbud, som i 2018 og 2019 satte et konsekvent stop for dansk våbeneksport til Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater, var bredt motiveret. På den internationale diplomatiske scene var man stadig i chok over mordet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi, som CIA mener sandsynligvis blev beordret af den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman. I Yemen - hvor man oplever den værste humanitære krise i verden ifølge FN - har den saudisk ledede koalitions indblanding i borgerkrigen ligeledes tiltrukket sig omfattende international kritik.

Herhjemme var man bekymret for, at danskproduceret udstyr og teknologi kunne blive anvendt i krigen i Yemen. Ydermere har flere menneskerettighedsorganisationer fremhævet teknologiers rolle i det saudiarabiske regimes overvågningskapacitet og risikoen for, at disse bidrager til krænkelsen af saudiske borgeres rettigheder. Eksportforbuddet skulle derfor sikre, at danskudviklet udstyr hverken muliggjorde krigsforbrydelser eller menneskerettighedskrænkelser i eller uden for disse to landes grænser.

Ingen af disse risici eller bekymringer har for alvor rykket sig, siden forbuddet blev effektueret. Alligevel valgte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste måned at ophæve eksportforbuddet - hvorfor nu det? I hvert fald tre forhold har ændret sig over det seneste stykke tid og banet vejen for ophævelsen.

Det første gjorde udenrigsministeren selv klart: Regeringen ønsker, at Danmark bevæger sig fra sin tidligere såkaldt værdibaserede udenrigspolitik til en pragmatisk en af slagsen. Den værdibaserede udenrigspolitik var i sig selv en spøjs tautologi, som man kalder det. Udenrigspolitik er nu engang politik, og den vil derfor per definition altid reflektere værdier. Derfor er et opgør med den også spøjst - og en ny 'pragmatisk' udenrigspolitik er naturligvis ikke mindre værdibaseret. Pragmatik er udtryk for tydelige værdier og hierarkier i prioriteter, så det, der i virkeligheden er tale om her, er, at de forhold, der på papiret stod i centrum for den tidligere udenrigspolitik - ikke mindst demokrati og menneskerettigheder - ikke længere danner grundlaget for regeringens udenrigspolitiske beslutninger.

Dertil kommer et stigende ønske, kultiveret under den forrige regering, om at vækste den danske forsvarsindustri. I august 2021 kom en ny strategi på området, der argumenterede for den hjemlige forsvarsindustris kommercielle potentiale og centralitet for Danmarks sikkerhed og tryghed. Den holdning er naturligvis kun vokset i tiende potens med Ruslands krig i Ukraine.

Det sidste og relativt nye forhold er en stigende åbenhed fra danske vidensinstitutioner for at samarbejde med forsvarsindustrien. For nylig mødtes universiteter, industrien og forsvaret til en diskussion af deres samarbejde, og her kunne forsvaret berette om en stor mentalitetsændring: Hvor de for et halvt år siden blev hastet ud af lokalet, hvis de foreslog, at en forskers teknologi kunne bruges i militært øjemed, bliver de nu inviteret indenfor med åbne arme på de danske universiteter.

Forsvaret og de relevante myndigheder kigger specielt mod 'den israelske model' med stor appetit - en model, hvor industrien og vidensinstitutionerne arbejder tæt sammen om at levere innovation til specifikke behov for opgaveløsning udstukket af forsvaret.

Det kan der være gode grunde til, hvis man som universitet ser en økonomisk gevinst i horisonten, eller hvis man som forsker gerne ser sine tekniske innovationer gøre en forskel på slagmarken. Der er dog nogle markante bekymringer og problemstillinger i den nuværende forsvarsteknologiske udvikling og eksport. Ikke mindst hvis man som Danmark ofte gerne vil fremstå som et demokratisk foregangsland par excellence.

Uigennemsigtige værdikæder og ukendte slutbrugere er efterhånden blevet et grundvilkår for branchen, specielt hvis man som den danske forsvarsindustri ofte udvikler og sælger komponenter til større våbensystemer. Uigennemsigtigheden kan både være et resultat af den høje kompleksitet på spil og en bevidst forretningsstrategi. Med andre ord: Nogle gange aner vi ikke, hvor teknologierne ender henne, og nogle gange lukker vi bevidst øjnene for det.

Med afviklingen af forbuddet mod våbeneksport til Saudi-Arabien følger også en ændring i holdningen til videresalg af forsvarsmateriel og militærteknologier, fortalte udenrigsministeren til Politiken, da han skulle forklare afviklingen af eksportforbuddet. For at øge mulighederne for den danske forsvarsindustris deltagelse i globale udviklingsprojekter vil Danmark ikke på samme måde 'stå vagt' om anvendelsen af danskproduceret forsvarsudstyr og teknologi.

Interessen for at afregulere taler ind i en kontekst, hvor den lovgivningsmæssige kontrol i det hele taget virker utilstrækkelig. Afsløringer og danske sager om kontroversiel våbeneksport har over de seneste år vist, at man ikke alene kan bero sig på f.eks. EU-lovgivning, men må tage politisk stilling til, hvad man kan stå inde for som land mere end bare som industri. Når israelske F-35-kampfly med militært udstyr fra Danmark anklages for at have deltaget i bombardementer af Gaza i maj 2021 og august 2022 - operationer, som eksperter mener kan konstituere mulige krigsforbrydelser - er vi ude over, hvorvidt eksporten af den enkelte teknologi er på den rigtige side af juraen, og dybt inde i politiske spørgsmål om, hvorvidt dansk forsvarsteknologi er på den rigtige side af historien.

Disse og mange flere betænkeligheder vil kun stige, i takt med at den danske forsvarsindustri vækster og vi ser historiske løft af de danske forsvarsudgifter. Ikke bare med det nationale kompromis og det kommende forsvarsforlig, men også med de fremtidige forpligtelser i Nato, der forventes fastlagt til næste topmøde i juli.

Derfor er vi nødt til i langt højere grad, end vi gør lige nu, at forholde os til dilemmaerne og problemstillingerne, der ligger i spørgsmål om forsvarsteknologisk udvikling og våbeneksport. Det gælder behovet for øget demokratisk kontrol af våbeneksport, nødvendigheden i en vidensproduktion, der går langt ud over det tekniske domæne og kan afdække politiske og menneskelige konsekvenser af nye forsvarsteknologier, og ikke mindst om Danmarks rolle som foregangsland i ambitionerne om en mere stabil og fredelig verden.

Det kan være en rigtig svær samtale at tage, når vi står i en situation med krig i Europa. Men det er vigtigt at forstå forskellen mellem at støtte en europæisk nabo i dens legitime og nødvendige kamp mod en invasionsmagt og så at muliggøre tvivlsomme regeringer eller autoritære kræfters undertrykkelse af eller angreb på civilbefolkninger.

Indlægget er bragt i Politiken 10. april 2023