Akut behov for øget viden om de politiske og demokratiske konsekvenser af nye forsvarsteknologier
- Den forsvarsteknologiske udvikling i Danmark skal til alle tider understøtte Forsvarets formål om at forebygge konflikter og krig og fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne.
- Behov for øgede investeringer i tværvidenskabelig forskning, der kan udforske og løse centrale dilemmaer af strategisk, operativ og organisatorisk karakter i udviklingen af nye forsvarsteknologier, inden for rammen af Forsvarets opgaveløsning.
- Denne type viden – der adresserer bredere doktrinudvikling og strategiske afvejninger, men også mere konkret teknologiledelse, risikostyring og problemstillinger om operationelle behov – bør produceres i tæt samarbejde mellem vidensinstitutioner, industrien, Forsvaret og ressortministerierne selv.
Hastigheden i udviklingen af nye teknologier, der kan bruges til forsvarsformål, presser reguleringsinstanser,
myndigheder og politiske beslutningstagere. Derfor er der brug for dybere viden om sociopolitiske og demokratiske forhold i udviklingen og brugen af disse teknologier.
Højteknologisk udvikling og geopolitiske spændinger karakteriserer det sikkerhedspolitiske landskab, som Danmarks kommende forsvarsforlig skal forholde sig til. Disruptive forsvarsteknologier påvirker effekten, rækkevidden og karakteren af forsvarsoperationer, fra Østersøen over Arktis til Guineabugten, og derfor ser vi også politisk appetit på markant øgede investeringer i nye teknologier og i den vækstende danske forsvarsindustri.
Med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet og en stor forøgelse af det danske forsvarsbudget deltager Danmark i internationalt forsvarssamarbejde med fornyet engagement. Samtidig opruster NATO sit beredskab til at løse forsvars- og sikkerhedsudfordringer på højteknologisk plan og har blandt andet investeret i et nyt NATO Center for Kvanteteknologier i København, som skal facilitere sparring mellem forsvarsindustrien og ledende tekniske forskere.
Vores nuværende afhængighed af rumbaseret teknologi til at understøtte kritiske kommunikations- og overvågningssystemer gør os sårbare over for den voksende militarisering af rummet. Satellitter kan være ofre for cyberangreb eller blive fysisk forstyrret i deres kredsløb, så deres funktion bliver kompromitteret og kritisk infrastruktur dermed påvirket.
Stormagtsrivaliseringer og geopolitiske spændinger har potentialet til at nå nye højder, idet traditionelle nedrustningsbegreber er ekstremt udfordrende at applicere i rummet. Her er national suverænitet et åbent spørgsmål og landegrænser udvisket – og en satellit på afveje kan måske misfortolkes som et tegn på militær aggression.
De særlige sikkerhedspolitiske omstændigheder i det ydre rum stiller skarpt på fremtidige problemstillinger og kalder på øget viden om de potentielle konsekvenser af videreudviklingen af rumteknologier.
Oprettelsen af et kvanteteknologisk center i København tydeliggør Danmarks rolle som voksende aktør på den teknologiske verdensscene med styrket opmærksomhed på vækstlaget mellem forskning og teknologisk udvikling til forsvarsformål.
Samtidig er EU’s mål om at understøtte forskningens bidrag til udviklingen af forsvarsteknologier blevet cementeret med etableringen af den Europæiske Forsvarsfond, der skal hjælpe europæiske ambitioner om strategisk og teknologisk autonomi på vej. Men hastigheden i den forsvarsteknologiske udvikling og kompleksiteten i både produktions- og afsætningskæderne bør i stigende grad give anledning til politiske og juridiske hovedbrud.
Teknologiernes radikalt innovative form gør, at de kan være vanskelige at indplacere i eksisterende lovgivning, og da mange teknologier ender med at indgå som komponenter i større forsvars- eller våbensystemer, bliver det svært at overskue og kontrollere præcis, hvordan de bliver brugt. Disse problemstillinger understreger behovet for viden, der bevæger sig langt ud over de konkrete tekniske fremskridt og kan bidrage til både at identificere, konkretisere og afhjælpe de politiske, demokratiske og juridiske udfordringer, som radikale forsvarsteknologier medfører. Vi har derfor brug for et gearskifte i forskningen for bedst muligt at kunne kvalificere fremtidige politiske valg og operative behov. Vi skitserer i det følgende, hvordan sådan et gearskifte kunne se ud, og hvad det bidrager med.
Det er bredt accepteret, at folkeretten finder anvendelse i cyberspace. Stater er langsomt begyndt at definere grænserne for, hvordan folkeretten specifikt regulerer operationer i cyberdomænet. Danmark befinder sig ved en skillevej i denne normative udvikling.
Det er på den ene side i Danmarks interesse at skabe juridisk klarhed over reglerne. Klarhed kan være med til at danne et retligt værn mod fjendtlige cyberoperationer, da andre stater kan holdes juridisk ansvarlige. Danmark har på den anden side en interesse i at kunne udføre cyberoperationer mod andre stater uden selv at overtræde folkeretten. Det kan eksempelvis være indhentning af efterretninger i cyberspace. Spørgsmålet om, hvilken strategisk retning Danmark bør vælge, er yderligere kompliceret af, at den teknologiske udvikling på cyberområdet går hurtigt.
Danmark kan risikere at begrænse sine muligheder for at udføre operationer i cyberspace ved at vælge en for restriktiv fortolkning af de gældende regler og manglende udsigt til at større stater i den nærmeste fremtid vil udvikle regler, der i væsentlig grad begrænser deres mulighed for at udføre operationer i cyberspace, kalder på forskning i spændingsfeltet mellem jura, normer og adfærd i cyberdomænet.
Demokratisk ansvarlighed og strategisk anvendelig vidensproduktion
Hastigheden i den teknologiske udvikling og den dual- og multi-use-natur, som mange teknologier besidder, presser de reguleringsinstanser, myndigheder og politiske beslutningstagere, der skal kontrollere og sikre, at danskproducerede teknologier ikke bliver brugt til at krænke menneskerettigheder eller til overtrædelser af den humanitære folkeret og krigens love. Men øgede juridiske krav, samt politiske og regulatoriske forventninger og begrænsninger, udfordrer også forsvarsindustrien, der har en naturlig interesse i at producere teknologier, der både er relevante og brugbare for markedet.
Tilsammen understreger disse udfordringer på begge sider behovet for investering i vidensformer, der sikrer ikke blot innovative men etisk forsvarlige og relevante forsvarsteknologier. Et ensporet teknisk forskningsfokus kan ikke sikre udviklingen af teknologier, der møder operationelle og organisatoriske behov. På samme måde kræves et bredt vidensgrundlag, hvis den juridiske og regulatoriske jungle skal forceres.
Der er altså behov for markant investering i viden om spændingsfeltet mellem de strategiske, politiske og demokratiske potentialer og konsekvenser af nye forsvarsteknologier. Viden, der ideelt set produceres i tæt samarbejde mellem vidensinstitutioner, industrien, Forsvaret og ressortministerierne selv.
Denne type viden – der arbejder i vekselvirkningen mellem teknologiske, politiske og strategiske forhold – vil kunne udforske og svare på centrale spørgsmål og dilemmaer af operativ og organisatorisk karakter i udviklingen af forsvarsteknologier, der skal finde deres anvendelse og relevans i rammen af Forsvarets opgaveløsning.
Den eksponentielle vækst i brugen af droner udfordrer en skarp opdeling mellem civile og militære eller kommercielle og ikke-kommercielle anvendelsesmuligheder. Droner kan bruges til at identificere fejl på kritisk infrastruktur, men fjendtlige droner kan ligeledes beskadige det danske forsyningsnet eller indsamle data, der kan bruges i militære hybridangreb.
Der har, siden krigen begyndte i Ukraine, været flere observationer af uautoriseret droneaktivitet ved danske olie- og gasfelter, der nu efterforskes af dansk politi. Det rejser spørgsmålet om, hvor ansvaret for at opfange, spore, identificere og/eller uskadeliggøre droner bedst placeres, og om der i øjeblikket er de nødvendige juridiske, politiske og operationelle rammer til at anvende eksisterende teknologi, samtidig med, at både privatlivets fred og et højt niveau af sikkerhed opretholdes.
Bredere doktrinudvikling og strategiske afvejninger, men også mere konkret teknologiledelse, risikostyring og problemstillinger om operationelle behov (fx i databaserede beslutningsprocesser), kan udelukkende styrkes af viden, der bevæger sig langt ud over tekniske spørgsmål. Risikovurderinger, kohærens med national og EU-lovgivning samt bredere normative og politiske dagsordner i relevante fora som fx FN, kræver grundlæggende et tværvidenskabeligt analysearbejde.
Danmarks kommende forsvarsforlig er en oplagt mulighed for at mobilisere investeringer i tværvidenskabelig forsvarsteknologisk forskning. Den forsvarsteknologiske udvikling må håndteres bredere end minimumskrav og simpel compliance med ufuldstændig lovgivning, så den forsvarsteknologiske udvikling i Danmark understøtter Forsvarets formål om at forebygge konflikter og krig og fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne. I internationalt regi leder Danmark ikke bare ved eksempel, men har selv brug for en tydelig international rets- og normativ orden bygget op om overholdelsen af tydelige demokratiske værdier.
DIIS Eksperter
