Den distraherede supermagt

USA’s engagement i krigene mellem Israel og Hamas og Ukraine og Rusland understreger endnu en gang, hvor svært det er for Washington at erstatte rollen som verdens politimand med en mere fokuseret udenrigspolitisk strategi, der prioriterer stormagtsrivalisering med Kina. Samtidig presser krigene USA’s ressourcer og understreger supermagtens begrænsede evne til at påvirke dens allierede.

Siden Barack Obama har USA ellers forsøgt at anlægge en mere prioriteret udenrigspolitisk strategi centreret omkring et såkaldt ’pivot to Asia’. En strategisk rekalibrering af prioriteter og ressourcer mod Asien, i erkendelse af at det er her, det 21. århundrede vil blive formet – samt en opfattelse af, at Kina vil udgøre USA’s største rival. Obama forsøgte at styrke og udbygge alliancer i regionen for at inddæmme Kina, samtidig skulle USA ud af de langvarige krige i Mellemøsten, og Europa skulle have relativt mindre opmærksomhed.

Donald Trump forsøgte ikke på samme måde at skabe alliancer i Asien, men han anlagde en endnu hårdere kurs over for Kina, der bl.a. førte til en decideret handelskrig mellem verdens to største økonomier. Også Trump havde et stærkt ønske om at trække USA ud af Mellemøsten, samtidig med at han lagde afstand til Europa og satte spørgsmålstegn ved USA’s opbakning til NATO, hvis ikke europæerne betalte mere for egen sikkerhed.

Joe Biden indledte ligeledes sit præsidentembede med en klar ambition om at fokusere på Kina som USA’s vigtigste udenrigspolitiske prioritet. I august 2021 lykkedes det ham, modsat hans forgængere, at afslutte USA’s krig i Afghanistan – om end det blev via en kaotisk tilbagetrækning. Den følgende måned indgik USA et strategisk partnerskab for Stillehavsregionen med Australien og Storbritannien (AUKUS). Og selvom Biden modsat Trump ønskede at styrke de transatlantiske relationer, udtrykte han også en forventning om, at Europa skulle tage større ansvar for egen sikkerhed.

Det så ud til, at USA endelig kunne lægge Mellemøsten bag sig, overlade Europa mere til europæerne og i stedet rette fokus mod Asien. Men Bidens forsøg på at tilpasse USA’s udenrigspolitik til det 21. århundrede med fokus på stormagtsrivalisering med Kina led skibbrud med Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022.

Indhentet af fortiden

Ambitionen om at overlade et større ansvar for Europas sikkerhed til europæerne måtte udskydes med udbruddet af den største krig i Europa siden 1945. Nok har Europa taget stort ansvar for støtten til Ukraine, men krigen har cementeret, at USA stadig er fundamental for opretholdelsen af Europas sikkerhed. USA’s støtte til Ukraine har krævet en intens diplomatisk indsats, betydelig indenrigspolitisk kapital og ikke mindst omfattende militære og økonomiske ressourcer.

I Mellemøsten havde Biden dog stadig forhåbninger om at sikre en stabilitet, der kunne tillade, at USA indtog en mere tilbagetrukket rolle og dermed fik frigivet ressourcer til Asien. Til det formål byggede Biden videre på Trumps initiativ med at skabe normalisering i forholdet mellem Israel og dets arabiske naboer, de såkaldte Abraham Accords. For Biden har det særligt handlet om at forbedre forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien. Logikken har været, at forbedrede relationer mellem Israel og dets historiske fjender vil gøre USA mindre uundværlig i regionen. Men denne plan blev lagt i graven med Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober.

Alligevel har Biden formået at styrke USA’s tilstedeværelse i Asien. Ud over AUKUS nævnt ovenfor har man intensiveret den strategiske sikkerhedsdialog med Japan, Indien og Australien; den såkaldte QUAD. Man har udvidet det strategiske partnerskab med Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) og styrket relationerne til Sydkorea, Indien, Filippinerne og Vietnam med nye bilaterale aftaler.

Men Israels og Ukraines krige understreger, hvordan eksisterende alliancer og forventninger til USA’s rolle som verdens politimand gør det vanskeligt for amerikanerne at vriste sig fri af historiske bånd til regioner, man nu vurderer er af aftagende betydning for amerikanske interesser. Intentioner om at prioritere strategisk på den lange bane må gang på gang give fortabt i mødet med aktuelle konflikter.

Selvom USA de seneste år har styrket sin position i Asien, er det ikke lykkedes at kombinere dette med et reduceret fokus på Europa og Mellemøsten.

Supermagtens begrænsninger

Frem for at prioritere investeringer i Asien er USA nu dybt engageret i stedfortræderkrige i Europa og Mellemøsten, og spørgsmålet om, hvor meget USA kan gabe over på én gang, trænger sig på.

For øjeblikket kan USA løfte opgaven, men selv en supermagt har materielle begrænsninger. En dollar er en dollar, og en artillerigranat kan kun affyres én gang.

Hvis man følger pengene under Bidens præsidentperiode, taler de deres tydelige sprog. I 2022 løb USA’s bistand til Ukraine ifølge Council on Foreign Relations op i 76,8 mia. dollars. På en fjern andenplads finder man Israel med 3,3 mia.. De næste fem lande på listen ligger alle i Mellemøsten eller Afrika. Bidens ekstraordinære budgetanmodning til Kongressen sidste måned på 105 mia. i sikkerhedsstøtte indeholder 61 mia. til Ukraine og 14 mia. til Israel. Til Taiwan, den mest oplagte lokation for en kinesisk-amerikansk konfrontation, er der afsat 2 mia. Det er der mildest talt ikke meget ’pivot to Asia’ over.

Spørgsmålet om, hvad USA kan overkomme fremadrettet, er særligt påtrængende i en verden, hvor USA oplever en relativ magttilbagegang i forhold til Kina, og hvor den hjemlige appetit på en omfattende international rolle er aftagende. Fx viser en ny måling fra Chicago Council on Global Affairs, at amerikanerne bliver stadig mindre entusiastiske omkring en aktiv international rolle, og at et flertal af Republikanere (53 pct.) nu ønsker, at USA helt holder sig ude af internationale anliggender. Det nuværende drama i Kongressen om yderligere militær støtte til Ukraine understreger uanset det endelige udfald, at der er tiltagende modstand mod USA’s rolle i krigen.

Krigen mellem Israel og Hamas har også udstillet, hvor svært USA har ved at påvirke sine allierede. Selvom Israel er afhængigt af amerikansk støtte, og USA har bakket Israel op militært og diplomatisk, har Biden haft svært ved at få Benjamin Netanyahu til at følge amerikanske anbefalinger. Den midlertidige våbenhvile og gidseludveksling (i slutningen af november) blev først opnået efter langvarige og intense forhandlinger. Og USA’s indflydelse på sine arabiske partnere i regionen synes endnu mindre end den påvirkning, man kan lykkes med over for Israel.

Krigen mellem Israel og Hamas udstiller dermed et paradoks: På den ene side er USA fortsat den uundværlige stormagt i Mellemøsten, men på den anden side er USA langtfra i stand til at diktere udviklingen i regionen. Det forventes, at USA forsøger at løse konflikten. Men USA’s evne til at gøre sin vilje gældende er begrænset, og Biden ville hellere fokusere på Kina.

Trods intentioner om det modsatte sidder USA fortsat fast i Mellemøsten og Europa, og en drejning mod en langt mere fokuseret prioritering af Asien må vente – igen.