Danmark skal lære af anklagemyndighedens mislykkede sag imod den etbenede »pirat« Lucky
I november måned fandt Københavns Byret den etbenede nigerianer og formodede pirat, Lucky, skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 252 stk. 1 om fareforvoldelse, da han og otte andre formodede pirater kom i skudveksling med det danske Søværn i Guineabugten 24. november 2021. Men byretten undlod alligevel at straffe Lucky.
Dommen er opsigtsvækkende og peger lige ned i en af de største udfordringer med pirateribekæmpelse, nemlig retsforfølgelse og straf.
Omkostningsfuld piratjagt
Som de fleste læsere formentlig ved, sendte Folketinget fregatten Esbern Snare på mission til Vestafrika for at bekæmpe pirateri i november 2021.
Efter få uger i Guineabugten fik Esbern Snare oplysninger om en mistænkelig motorbåd i internationalt farvand ud for Nigeria.
Besætningen reagerede i henhold til det givne mandat, og det endte desværre med en længere skudveksling. Ud af ni formodede pirater døde fire af skud, imens én druknede, og Lucky mistede sit ene ben, der sad fast i skruen på deres motorbåd.
Både levende og døde blev bragt ombord på Esbern Snare. Skibet sejlede rundt i flere uger uden at kunne udlevere de formodede pirater til retsforfølgelse.
Danmark ville ikke have dem, men manglede samtidig en udleveringsaftale med relevante kyststater. Til sidst fik de tre uskadte tiltalefrafald og blev sat på en motorbåd imod Nigerias kyst. Lucky blev på grund af sit helbredstilstand bragt til Danmark.
Luckys forsvarer, Jesper Storm Thygesen, gjorde således gældende i byretten, at den eneste grund til, at Lucky blev retsforfulgt, var, at han var så uheldig at miste sit ene ben. Det bevirkede nemlig, at Danmark med sine menneskeretlige forpligtelser ikke kunne repatriere ham sammen med sine raske venner.
At Lucky mistede sit ene ben under hændelsen og var retmæssigt dårligere stillet end sine kumpaner, var de formildende omstændigheder, der gjorde, at byretten undlod at straffe ham.
Sagen har haft store omkostninger. De menneskelige er åbenlyse, men også økonomisk har den været dyr. Skibsbidraget vurderedes at koste 80 millioner kroner, som dog ikke alle blev realiseret, da Esbern Snare kaldtes hjem grundet krigen i Ukraine.
Dertil kommer retsforfølgelsen, som ifølge Justitsministeriet har kostet 4,2 millioner kroner ind til videre. Hertil må formodes at komme udgifter til Luckys benprotese, genoptræning, etc.
Svært beviselige rygter
Men kigger vi dybere i sagen, føjer den sig også til rækken af nyere retssager relateret til formodet pirateri, hvor det viser sig overordentligt vanskeligt at føre beviser for den kriminelle handling.
I en bog, der snart udkommer, analyserer jeg de i alt 17 pirateri-retssager, der blev foretaget på Seychellerne, som var meget aktiv i retsforfølgelse af somaliske unge mænd mistænkt for pirateri i perioden 2008-2016. På nær én mindreårig blev alle cirka 150 anklagede i de 17 sager fundet skyldige af Seychellernes højesteret i forskellige forhold under overskriften pirateri.
Af de 17 sager valgte de unge mænd i seks af sagerne at indbringe deres domme for en særlig klageret. I fem af sagerne mere eller mindre hudflettede klageretten højesterets afgørelser. De dømte blev sendt tilbage til Somalia som frie mænd. Det danske krigsskib Absalon, som i øvrigt er Esbern Snares søsterskib, medvirkede i to af disse sager.
Årsagerne til frifindelse var temmelig alvorlige. Klageretten fandt, at bevisførelsen i sagerne var mangelfuld. Nogle sager byggede på åbenlyse forudantagelser om skyld, andre forlod sig på blotte rygter om, at de anklagede skulle have forsøgt at smide våben overbord (en klassisk handling for at skjule deres forsæt til pirateri).
Klageretten fandt endvidere, at statsanklageren ikke var i stand til at godtgøre, hvilke ulovligheder de anklagede egentlig havde foretaget sig ombord på deres fartøj.
I andre sager påpegede klageretten, at vidnerne ikke havde været i stand til at identificere de anklagede, og at anklagedes version af sagens gang ikke blev så meget som overvejet. Med andre ord var de blevet dømt på ekstremt tvivlsomt grundlag.
Sagerne viser også alvorlig fare for retssikkerheden. Gad vide hvad der ville være sket, hvis de dømte i resten af de 17 sager også havde valgt at indbringe deres domme?
Det betyder ikke nødvendigvis, at de dømte, der fik medhold i deres indbringelse for den særlige klageret ikke rent faktisk havde begået pirateri, eller havde til hensigt at begå pirateri. Men alt i alt var bevisførelsen mangelfuld.
På godt dansk er det simpelthen svært at bevise pirateri. I de gennemgåede sager står retsforfølgelse af pirateri således og sitrer et paradoksalt sted imellem brud på retssikkerhed – og straffrihed.
Også svært bevis imod Lucky
Tilsvarende var der udfordringer med beviserne i Lucky-sagen. Til forskel fra Seychellerne indså anklagemyndigheden i Danmark, at der ikke var nok beviser til at tiltale Lucky for pirateri (som i øvrigt ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk lovgivning).
Først gik man efter drabsforsøg på danske soldater. Siden blev det kraftigt nedskaleret til fareforvoldelse. Men under selve retssagen fyldte Lucky selv meget lidt i anklagemyndighedens bevisførelse.
Der var ingen fingeraftryk eller dna fra Lucky på de konfiskerede våben. Der var ingen krudtslamsanalyser af hans hænder, som kunne pege på, at han havde været involveret i fareforvoldelsen.
Ej heller hovedbeviset, optagelser fra Søværnets infrarøde kamera – som under protest fra pressen blev afspillet for lukkede døre, fordi det ifølge anklageren blandt andet kunne kompromittere dansk forsvars operative sikkerhed – (be) viste Luckys involvering i fareforvoldelse ud over at være fysisk til stede i motorbåden.
Til gengæld blev der konstant henvist til pirateri, og anklagemyndigheden førte beviser for, hvordan pirateri foregår i regionen, og sågar hvilket tøj de har på for at male et billede af, at Lucky måtte formodes at tilhøre en etableret og farlig piratgruppe – til trods for at pirateri ikke var en del af anklagen.
Selvfølgelig kan man argumentere for, hvad anklageren da også gjorde, at Lucky må have været vidende om, at formålet var pirateri. Han tog jo med ud i en båd med våben i lige præcis det piratfyldte Guineabugten.
Men der var ingen håndfaste beviser på, at deres formål var pirateri. Da Luckys motorbåd blev opbragt af Søværnet, havde de ikke så meget som forsøgt at begå et angreb. Ud fra et retssikkerhedsperspektiv er forsættet i sådan en situation overordentligt svært at bevise, også selv om det måtte være sandt. Og, igen, Lucky stod ikke anklaget for pirateri.
Der udestår altså en række grundlæggende udfordringer omkring bevisførelse i pirateri-relaterede sager. Hvis udleveringsaftaler bliver en realitet med lande, hvorfra formodede pirater kommer, er der flere udfordringer, der behøver nøje overvejelse. Ikke kun hvordan man kapacitetsopbygger kyststaternes rets- og fængselsvæsen. Men også hvordan man i antipirateri-operationer, som den Esbern Snare var på, sikrer solide beviser uden at gå på kompromis med det paradoksale makkerpar: retssikkerhed og straffrihed.
Ellers må man spørge sig selv, hvad pointen er med, at rets- og velfærdsstaten Danmark sender et skibsbidrag på antipirateri-mission med omkostninger i millionklassen, hvis ikke vi løser udfordringerne med retsforfølgelse og straf?
DIIS Eksperter
