Der er brug for en afkolonisering af forskningen

Selvom det for mange afrikanske landes vedkommende er mere end 70 år siden, de fik selvstændighed, hænger kolonitidens ulige magtbalance fortsat ved. Ikke mindst når det gælder forskningssamarbejder.

I forskningsverdenen, og i høj grad inden for udviklingsforskning, foregår der i disse år en intens debat om koloniarven i det akademiske samarbejde mellem fattige lande i dét, der betegnes som det globale Syd, og de rige lande i Nord.

Debatten har stået på i noget tid, men behovet for at tage fat på strukturelle uligheder i forskningssamarbejdet er ikke blevet mindre.

I september 2021 mødtes vi, de 18 forfattere bag denne artikel, for at diskutere uligheder i forskningssamarbejdet. Vi er en stor gruppe forskere fra Kenya, Ghana og Danmark, der arbejder sammen i tre forskellige flerårige forsknings-samarbejdsprogrammer finansieret af det danske Udenrigsministerium.

Denne artikel opsummerer problemstillingerne i den globale ulighed, i hvem der har magten til at definere, hvad god forskning er, og foreslår nogle praktiske skridt, der umiddelbart kan tages for at imødegå disse uligheder. 

Vestlige akademikere dominerer

Strukturelle skævheder i den akademiske verden er et produkt af skæve magtforhold. Skævhederne har historiske rødder i den koloniale arv, men fastholdes af nutidige ulighedsdynamikker mellem Nord og Syd.

Økonomisk støtte til forskningsprojekter kommer normalt fra forskningsfonde og donorer i Nord. Det er derfor ofte nordlige forskningsinstitutioner, der definerer forskningens fokus og sætter dagsordenen for, hvilke metodiske og teoretiske tilgange, der skal anvendes.

Situationen forstærkes af mange afrikanske regeringers modvilje mod konsekvent at investere i produktionen af akademisk viden.

Ulighederne forstærkes yderligere af en ujævn balance mellem Nord og Syd inden for akademisk publikation, hvor det, der giver prestige og en stemme i den akademiske diskussion, er publicering i højt rangerede tidsskrifter med global rækkevidde.

De fleste akademiske tidsskrifter er grundlagt i, og bliver fortsat styret fra, Europa og Nordamerika, og de domineres af vestlige akademikere og perspektiver.

Afrikanske universiteter har begrænset adgang til disse tidsskrifter – og dermed begrænset adgang til at deltage i produktionen af den akademiske viden, som dominerer globalt.

Forskningen kommer til at afspejle Nords interesser

Når forskningsprojekter defineres i Nord, er der en betydelig risiko for, at produktionen af viden ikke afspejler afrikanske akademikeres og interessenters forskningsinteresser og -perspektiver.

Forskningsresultaterne kan desuden blive irrelevante eller overse afgørende pointer, fordi udformningen, metoderne og analysen af forskningsprojekterne og deres resultater ignorerer nøgleaspekter af den lokale kontekst og menneskers levede erfaringer.

Når projekter defineres af forskere i Nord, opstår der desuden et implicit hierarki i dem, hvor nordligt baserede forskeres viden og publikationer ender med at dominere processen. Det fører automatisk til fastholdelse af uligheder.

Et resultat af nordligt drevne projekter er til tider, at forskere i afrikanske lande kommer til at fungere som indsamlere eller leverandører af data, eller som ’mellemmænd’ for nordlige akademikere på feltarbejde.

Indsamling af data kan være livsfarligt

I sin mest problematiske (men ikke ualmindelige) form kan det føre til ren ’data capture’, hvor afrikanske forskere indsamler empiriske data, nogle gange under livsfarlige omstændigheder, og måske endda udfører dele af analysen – men alligevel ikke anerkendes som medforfattere.

Disse spørgsmål er særligt vigtige på nuværende tidspunkt, hvor COVID-19 har forstærket tilgange, der fokuserer på ’remote fieldwork’. Under COVID-19 måtte alle omstille sig til at arbejde hjemmefra, også forskere, og’'remote fieldwork’ er, som ordet antyder, at man laver feltarbejde på langdistance,

Men akademikere i Nord arbejder også på at udvikle metoder til dette på grund af risikofyldte sikkerhedssituationer i Syd.

Ideelt set giver denne gentænkning af, hvad feltarbejde er og skal være, mulighed for at gennemgå og ændre uligheder i, hvordan vi globalt set samarbejder om forskning.

Men hvis idéen med ’remote fieldwork’ er dårligt udtænkt, kan det blive til (endnu en) nordligt styret dataudvindings-mekanisme, som forstærker uligheder og race-hierarkier.

Forskere baseret i Syd må ikke ende som dataproducenter og ’mellemmænd’ for nordlige forskere eller bidrage med analytisk indsigt uden at få fuld anerkendelse i forskningsproduktionen, for eksempel som medforfattere.

Revolution eller samarbejde?

Afkoloniseringen af den akademiske verden var oprindeligt tænkt som et revolutionært projekt, men man kan med en vis ret hævde, at debatten har ført den i en mere mainstream retning.

Man kan måske endda sige, at debatten om afkolonisering er blevet koloniseret, i og med at forskere i Nord ofte kommer til at dominere den.

Det gør dog ikke debatten irrelevant. Tværtimod understreger det vigtigheden af hele tiden at være opmærksom på, hvordan strukturelle ubalancer og ulighed reproduceres.

Afrikanske forskere har ofte peget på uligheder i forskningssamarbejdet med nordlige forskere. Emnet kommer ofte op i de tre projekter, som forfatterne bag denne artikel er tilknyttet – og er grunden til, at vi skriver denne artikel.

Alligevel har der indtil for nylig ikke været mange vellykkede forsøg i den afrikanske akademiske verden på at etablere samlede visioner og samarbejdsinitiativer, der adresserer disse uligheder, på trods af at debatter i en række afrikanske lande om at skulle finde løsninger på egne udfordringer har stået på i lang tid, for eksempel i Ghana siden landet blev uafhængigt i 1957.

Som en Kenyansk workshop-deltager udtrykte det:

»Hvorfor er vi stadig afhængige af Nord for at drive de dagsordener, som vi burde drive fremad? I de sidste to måneder har vi afholdt seminarer om afkolonisering af viden. [Men] hvis vi ser på, hvordan partnerskaber opbygges, er der mange forskere [i Afrika], der arbejder tættere sammen med nordlige forskere, end de gør med afrikanske forskere.« 

Afrikanske netværk eksisterer og vokser, men det er vigtigt at styrke samarbejdet i den afrikanske akademiske verden yderligere med henblik på at etablere håndgribelige fælles aktiviteter, der kan styrke afrikansk ledet forskning.

Hvad skal man gøre?

Først og fremmest bør processen med at afkolonisere akademisk samarbejde ledes af forskningsinstitutioner i Syd. Nordlige forskningsfonde og forskere kan støtte denne bestræbelse men undergraver pointen med afkolonisering ved at dominere processen.

Nordlige donorer og forskningsfonde bør støtte brede regionale og internationale initiativer drevet fra Syd, der søger at adressere afkolonisering og styrke vidensproduktion drevet fra Syd.

Samtidig bør donorer og forskningsfonde i Nord sikre, at den geografiske afgrænsning af bevillinger også giver sydligt baserede forskere mulighed for at udføre udviklingsforskning i og om Nord.

Vi tror på og støtter internationalt samarbejde inden for udviklingsforskning. Men det bør være en mere central målsætning at nedbryde ulighederne mellem Syd og Nord - en målsætning, der skal afspejles i de mål, der sættes for finansiering af udviklingsforskning – og i sidste ende helt fjerne den opdeling – Syd og Nord – der i ord er med til at reproducere uheldige hierarkier i vidensproduktion.  

Nogle grundlæggende første trin kunne være:

• At institutioner i Afrika og det globale Syd skal lede indsatsen for at adressere strukturelle uligheder inden for forskning.
   
• I Nord kan man støtte denne bestræbelse – for eksempel ved at finansiere syddrevne regionale og internationale netværk, der arbejder med øget adgang til og lighed i publicering, og med større anerkendelse af sydlige forskere og feltarbejdere.
   
• At give finansiel støtte til initiativer som arbejder på at styrke global spredning af videns-produktion fra Syd. Eksempelvis finansiering til at sydlige forskere kan præsentere deres arbejde internationalt.
   
• At belønne forskningsansøgninger, hvor partnerne forpligter sig til at publicere nogle af deres artikler i regionale sydlige tidsskrifter. Det vil tjene som incitament til at overvinde modstanden mod dette.
   
• At fjerne geografiske afgræsninger på midler til udviklingsforskningen, så forskere i Syd kan forske i udvikling som en global problemstilling, frem for som noget, der kun finder sted i Syd. Det kunne inkludere midler til Syd-Nord-forskning på tværs af regioner og skalaer. Dette kunne specifikt gøres ved, at sydlige forskere gives mulighed for at udføre forskning i og om Nord. En afledt positiv effekt heraf ville være et bidrag til at fjerne de strukturelle begrænsninger, der er for sydligt baserede akademikeres engagement i international forskningsdiskurs.
   
• Der er behov for at etablere nationale rum i Syd til at diskutere afkolonisering. Dette kunne omfatte ph.d.-sommerskoler og pensumudvikling for at sikre, at emnet er på dagsordenen for yngre forskere, og at de støttes, når de møder dilemmaer i forbindelse med uligheder i forskning.
   
• At ændre kommunikationssystemerne mellem forskningsfonde og forskningspartnere. Nordligt baserede forskningsinstitutioner har en tendens til at blive bindingsled for denne kommunikation på bekostning af indsigter og perspektiver fra deres sydlige partnere. Selv hvis et forskningsprojekt ledes af en partner i Nord, bør både de og finansieringsgiverne være mere aktive i at søge og tilskynde til direkte feedback fra sydlige partnere (udover sjældne evalueringsmissioner).
   
• At opgive det stærke fokus på ’kapacitets-udvikling’ af afrikanske universiteter som et centralt kvalificerende kriterium for støtte til udviklingsforskning. Dette fokus tegner et ulige billede fra starten, hvor det i praksis mere er en gensidig læringsproces. Det betyder ikke, at uddannelse på ph.d.-niveau og lignende aktiviteter er ligegyldige, men en ph.d. er en almindelig del af den akademiske verden og behøver ikke at blive pakket ind i kapacitets-udviklings terminologi.