Bogkapitel

Brasilien

Efter fire år med Bolsonaro er Lula tilbage som Brasiliens præsident. Meget er ændret siden Lulas forrige præsidentperioder, der sluttede i 2010. Spørgsmålet er, hvor Brasilien står i dag og hvor landet er på vej hen. Seniorforsker Marie Kolling analyserer i dette kapitel af Ræsons bog "Verdens Magter".
Lula ved sin indsættelse som præsident i Brasilien
Lula ved sin indsættelse som præsident 1. januar 2023. Foto: Ricardo Stuckert/PR

”I dag siger vi til omverden, at Brasilien er tilbage. At Brasilien er for stor til at være henvist til denne triste rolle som verdens paria. Vi skal genvinde landets troværdighed, forudsigelighed og stabilitet, så investorer – nationale og internationale – genvinder tilliden til Brasilien. Så de holder op med at se vores land som en kilde til kortsigtet profit og rovdrift og i stedet bliver vores partnere i genoprettelsen af ​​økonomisk vækst med social inklusion og miljømæssig bæredygtighed.”
- Luiz Inácio Lula da Silva i sin sejrstale ved præsidentvalget 30. oktober 2022

Da Brasilien oplevede et regulært opsving i starten af 00’erne, der varede frem til 2014, hed det sig, at ’Brasiliens tid var kommet’. En enorm optimisme blev skabt i og omkring landet, og under opsvinget blev social og økonomisk ulighed reduceret, og middelklassen blev – for første gang i landets historie – den største sociale klasse. Brasiliens image som et stabilt demokrati blev styrket, og landet indtog i tiltagende grad en position som regional stormagt. Landet gennemgik så store samfundsforandringer, at der var en oplevelse af, at fortællingen om Brasilien som ’fremtidens land’ endelig var ved at blive indfriet – en fortælling, der går helt tilbage til portugisernes ankomst i 1600-tallet. Men i 2014 gik opsvinget i stå. Og samtidig med at den økonomiske krise begyndte at kradse, var der optræk til storm i form af en dyb politisk krise, som blev godt hjulpet på vej af en omfattende korruptionsskandale. Sarkastisk bemærkede iagtagere, at Brasilien igen blev ’fremtidens land’ – med tilføjelsen: ’og bliver ved med at være det’.

I 2015 rullede skandalen som en lavine og implicerede et bredt spektrum af toppolitikere, topembedsfolk, og erhvervsledere, hvoraf et hidtil uset stort antal endte i fængsel, samt tidligere statsoverhoveder i en række Latinamerikanske lande. Sagen kulminerede med et regeringskollaps i 2016, der blev efterfulgt at en historisk upopulær regering, der pustede til befolkningens allerede omfattende frustrationer og enorm politikerlede. Alle faktorer, der var med til at bane vejen for Jair Bolsonaros valgsejr i 2018.

Den yderste højrefløjs indtog i regeringen og nationalforsamlingen skabte store omvæltninger i Brasilien, og Bolsonaros snævre valgnederlag i 2022 til den tidligere præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, viste, at den yderste højrefløjs politiske projekt har vundet indpas i befolkningen. Lula, der var præsident under upsvinget, lovede under valget igen at skabe fremgang for alle, men det bliver noget sværre at indfri denne gang, og så skal han navigere i et nyt politisk terræn.

Læs hele kapitler i Ræsons bog Verdens magter

Regioner
Brasilien

DIIS Eksperter

Marie Kolling
Bæredygtig udvikling og regeringsførelse
Seniorforsker
+45 9132 5503
Brasilien
Verdens magter , Clement Behrendt Kjersgaard & Niels Koch-Rasmussen: , København: : Ræson Medier, 2023