Besværlig kærlighed mellem USA og Pakistan

Pakistanske frustrationer
Ligesom Obamas administration er den siddende pakistanske regering afhængig af opbakning og legitimitet i befolkningen. Pakistan har især haft problemer med baglandet, siden amerikanske NATO-helikoptere i slutningen af 2011 dræbte 24 pakistanske soldater ved en pakistansk grænsepost. Skandalen førte til, at Pakistan blokerede for NATO-konvojer, så de ikke kunne komme frem med forsyninger til de internationale styrker i Afghanistan. Episoden eskalerede, da amerikanerne tøvede med at undskylde, og Pakistan satte hælene i, bl.a. gennem krav om at amerikanerne skulle lukke en militærbase i Pakistan. Hele miseren endte dog med, at amerikanerne udstedte en officiel undskyldning, og Pakistan genåbnende forsyningsruterne, der dog i mellemtiden havde kostet amerikanerne dyrt. Sagen var betændt, fordi den kom i forlængelse af en lang række andre sager, hvor pakistanerne har følt, at deres suverænitet blev kompromitteret.

En fast bestanddel af pakistansk frustration har fra 2004 været knyttet an til de amerikanske droneangreb i Pakistans stammeområder. Siden Obama overtog roret i USA, er disse angreb blevet yderligere intensiveret, og stigningen i antallet af droneangreb har været nogenlunde proportionel med den øgede frustration, især blandt de lokalsamfund der har været direkte berørte af følgevirkningerne. Selvom amerikanernes argument for anvendelsen af droner er, at de har vist sig effektive, så har de civile konsekvenser ikke været til at overse. I nogle tilfælde har frustrationerne over det, som lokalbefolkningerne opfatter som amerikanernes suverænitetskrænkelse, ført til, at flere har organiseret sig i lokale militser for at bekæmpe den USA-ledede invasion i nabolandet Afghanistan.

En anden kilde til pakistansk frustration gennem de sidste år har været den amerikanske hjælpepakke på flere milliarder dollars, som Pakistan i princippet burde modtage med kyshånd. Årsagen til, at den i stedet splitter Pakistan, er, at der med hjælpepakken også følger nogle krav, der overordnet skal facilitere den amerikanske interesse i regionen. Og en af interesserne er, at den pakistanske militære efterretningstjeneste (ISI) afbryder forbindelserne med de militante bevægelser, som den gennem tiden har plejet eller fredet for at sikre sig en gunstig geopolitisk position mellem Indien på den ene side og Afghanistan på den anden. Derfor hører der med hjælpepakken også forventninger om, at der skal ryddes ud blandt ISI’s rækker, og at de folk, der har tætte forbindelser og sympatier for det gamle Taleban, skal afskediges. Under den forhenværende pakistanske regering, ledet af general Musharraf, fandt en sådan fyringsrunde rent faktisk sted, dog uden – ville nogen mene – at den helt fik ’renset’ ud i ISI-rækkerne. Sådanne forventninger gjorde især det militære establishment harm og udløste også bredere folkeligt forankrede anklager om, at USA blandede sig i Pakistans interne anliggender under dække af bistand.

En tredje episode, der har forstærket de anti-amerikanske følelser i Pakistan, udspillede sig omkring en amerikansk efterretningsagent, Raymond Davis, der skød to civile på åben gade i den tætbefolkede storby Lahore på en måde, der var som taget ud af en Hollywood spionfilm. Skuddramaet førte til, at en tilfældig mistede livet under hasarderet kørsel, da Davis bad sine efterretningskammerater komme ham til undsætning. Den overvejende del af Pakistans befolkning anså episoden for at være endnu et bevis på imperialistisk arrogance, og medierne dækkede intensivt det tragiske efterspil, hvor enken efter en af de dræbte lå på sit dødsleje efter at have slugt rottegift i sorg over drabet på ægtemanden.

I mange år har rygter om Blackwater, en privat amerikansk militærvirksomhed, der angiveligt skulle være hyret af CIA, desuden holdt liv i forestillingen om, at amerikanerne benytter sig af groft voldelige metoder. Massevis af avisartikler har fortalt historier om bevæbnede amerikanere, der har indtaget gaderne og udvist mangel på respekt både overfor loven og uskyldiges liv. Sådanne episoder har været med til at tilføre legitimitet til især Taleban, fordi organisationen fremstår som den mest højrøstede kritiker af den amerikansk-ledede invasion af nabolandet.

Trods alle odds…
Mistilliden går naturligvis begge veje. USA har gennem årene opsamlet en del frustration over Pakistan, og amerikanske medier afspejler også stor utilfredshed over alliancen med et land, der i manges øjne ’i virkeligheden’ tilhører the dark side. Mest af alt på grund af Pakistans uigennemskuelige forhold til de militante bevægelser. Amerikansk mistillid til Pakistan blev særlig tydelig, efter Osama Bin Laden blev fundet i byen Abottabad, der også huser et af Pakistans store militærakademier. Det affødte anklager fra højstående amerikanske rækker om, at den pakistanske efterretningstjeneste vidste, hvor han var, uden at handle på det. For nyligt har amerikanerne markeret, at nok er nok, og sat det Pakistan-baserede Haqqani-netværk på sin officielle terrorliste – en oprørsgruppe som pakistanerne gentagende gange er blevet kritiseret for at holde hånden over, selvom den opererer mod amerikanerne i Afghanistan.

Trods knas i forholdet har begge lande alligevel en væsentlig interesse i at bevare alliancen. USA, fordi det siden 2009 har erkendt, at problemerne i Afghanistan er tæt forbundne med problemerne i Pakistan. Samtidig er baser og forsyningsveje gennem Pakistan af stor strategisk betydning. Den amerikanske hjælpepakke til Pakistan har heller ikke kun altruistiske formål. At styrke pakistansk militær og infrastruktur handler også om at sikre, at landets atomvåben ikke kommer i de forkerte hænder. Omvendt har Pakistan brug for USA – ikke kun pga. den massive økonomiske understøttelse, men også fordi USA kan hjælpe med at holde det pakistanske militær i skak. Den skævvredne magtbalance mellem den pakistanske civilregering og militæret har altid været en af Pakistans største demokratiske udfordringer.

Begge lande skal dog gå en vanskelig balancegang mellem et bagland, der i stigende grad forholder sig kritisk til alliancen, og et reelt sikkerhedspolitisk behov for hinanden. Den problematiske kærlighed mellem de to lande kommer formentlig til at betyde, at samarbejdet vil fortsætte bag kulisserne, selvom bølgerne kommer til at gå højt i medierne, når kriser som den seneste stribe rammer forholdet. For amerikanerne gælder det om at skrue op for sensitiviteten overfor de interne problemer, som Pakistan bokser med på eget terræn. Mangler denne, og mangler den pakistanske velvilje til at være på de allieredes side, vil afslutningen på krigen i 2014 se perspektivløs ud. Uden en koordineret indsats med Pakistan vil de militante bevægelser vende tilbage som en boomerang, når de internationale styrker har trukket deres tungeste isenkram hjem.