Både nye og velkendte træk ved angrebene i Paris

Mere end en uge efter terrorangrebene i Paris diskuterer forskere stadig, om angrebene udgør en helt ny tendens, og hvad det betyder, at Islamisk Stat stod bag. Imidlertid står det klart, at angrebet i Paris både indeholder noget nyt og noget velkendt.

Attentaterne i Paris minder på visse punkter om de attentater, al-Qaeda gennemførte i vestlige lande i 00'erne, for eksempel 11. september 2001 eller London-bomberne i 2005: flere samtidige angreb, brug af sprængstoffet TATP, der var al-Qaedas varemærke, selvmordsangreb rettet mod tilfældige civile og gerningsmænd, der havde været i direkte kontakt med en organisation i udlandet – al-Qaeda eller nu Islamisk Stat. I takt med at vestlige efterretningstjenester kom på omdrejningshøjde med den nye trussel fra jihadistisk ekstremisme, blev det svært at gennemføre disse storstilede angreb, der krævede kommunikation og kapacitet til at fremstille sprængstof.

Det er formentlig en af grundene til, at vi i en periode har set mere enkle angreb. En af al-Qaedas filialer – AQAP – opfordrede i deres glittede blad, Inspire, netop til at gennemføre sådanne simple solo-angreb, som vi har set i de seneste år. Her har en enkelt gerningsmand eller to angrebet med simple håndvåben, der forholdsvis let kan opdrives i kriminelle miljøer. Disse simple angreb har typisk været rettet mod symbolske mål: Det kunne være repræsentanter for staten, politi eller soldater, symboler på ytringsfrihed eller jødiske mål. Det angreb, der ramte København i februar 2015, fulgte denne tendens. Omar el-Hussein opererede alene, benyttede en automatriffel, der var stjålet fra et af hærens våbendepoter, og gik til angreb på en synagoge og et møde om ytringsfrihed. Hussein var erklæret tilhænger af Islamisk Stat, og efter angrebet bragte IS’ blad Dabiq en flersiders reportage, der hyldede Hussein og angrebet i København. Men Hussein havde aldrig selv været i Syrien eller haft nogen som helst kontakt til IS. I de seneste år har der kun været ét eneste angreb, hvor gerningsmanden tidligere havde været i Syrien. Det drejer sig om franskmanden Mehdi Nemmouche, der er tiltalt for i 2013 at dræbe fire personer på et jødisk museum i Bruxelles.

Paris-angrebene var uden tvivl mere komplekse end de simple angreb, vi har set i de seneste år. Det kræver selvsagt mere organisering og koordinering at lave flere samtidige angreb, end at en enkelt person griber et håndvåben. Og selv om det ikke er ekstremt kompliceret at frembringe TATP, kræver det dog mere at fremstille og håndtere end at få fingre i en kalasjnikov. Det viste angrebene i Paris på sin vis, idet sprængstofferne primært dræbte gerningsmændene selv.

Når det gælder gerningsmændene er der ikke så meget nyt under solen. De minder på mange måder om det billede, vi har set de seneste år. De veluddannede ideologer, der stod bag 11. september har veget pladsen for nogle unge utilpassede mænd fra ghettoområder, der ofte har en kriminel baggrund. De har ofte fået en dom for vold eller narkorelateret kriminalitet – af og til har de været i fængsel. Både før og efter Paris drejer det sig altså typisk om personer, der allerede har erfaring med vold, og som på et tidspunkt kan benytte deres erfaring med vold og deres voldelige kapaciteter i en politisk sags tjeneste. I en tale til det franske parlament beskrev Hollande netop gerningsmændene som ”individer, der starter som kriminelle, derefter bliver radikaliserede og ender med at begå terrorisme”.

Forbindelsen til Islamisk Stat og den fransktalende koloni i Syrien
Et af de væsentlige spørgsmål drejer sig om forbindelsen til Islamisk Stat. Selv om flere gerningsmænd i 2015 har udført terrorangreb i Islamisk Stats navn – Coulibaly, der angreb et jødisk supermarked i Paris, eller gerningsmanden fra København – havde ingen af disse personer været i Syrien eller haft direkte kontakt til Islamisk Stat. På det punkt adskiller det seneste angreb i Paris sig altså tydeligvis fra, hvad vi har set de seneste år. Hovedmanden bag attentatet, belgieren Abdelhamid Abaaoud, havde været flere gange i Syrien. Han optræder blandt andet i en fransktalende IS-video og gav i starten af 2015 et interview til IS-bladet Dabiq, hvor han praler af at have planlagt attentater i Europa og – med efterretningstjenesterne i hælene – at være sluppet ud af Europa tilbage til Syrien. Flere af de andre havde enten været i Syrien eller havde forsøgt at komme dertil.

Dagen efter angrebet erklærede Frankrigs præsident Hollande utvetydigt, at det var "Daesh", dvs. Islamisk Stat, der stod bag, og Frankrig optrappede deres bombardementer af organisationen i Syrien. Islamisk Stat har tidligere været involveret i forpurrede angreb i Europa, men det er første gang, at de er direkte involveret i et gennemført angreb.

Det afgørende spørgsmål er dog ikke, hvorvidt angrebet var planlagt af Islamisk Stat eller ej, men hvad dette mere præcist betyder. Hvordan skal man for eksempel opfatte hovedmanden Abaaouds rolle? Var han en betroet repræsentant for Islamisk Stats ledere eller bare en autonom fremmedkriger, der ganske vist har opholdt sig i Syrien, men siden har fået ambitioner om at ramme Frankrig og sit hjemland Belgien?

Vi har ikke kendskab til, at højtstående personer i IS skulle have givet direkte ordre til at udføre angrebet, endsige have deltaget i planlægningen. I september 2014 opfordrede en IS-talsmand, al-Adnani, til at ramme lande, der deltager i den amerikansk-ledede koalition mod IS, herunder de ”ondsindede og beskidte” franskmænd. Men ellers har direkte trusler mod Frankrig oftest været fremsat af fransktalende IS-krigere, der befinder sig i Syrien. På nuværende tidspunkt er det altså ikke muligt at hævde, at det er IS forstået som en topstyret, hierarkisk organisation – eller IS’ lederskab – der står bag angrebet. Den stemme, der på vegne af IS tog ansvar for attentatet, var hverken Bagdadi eller Adnani, men en gammel kending af de franske efterretningstjenester: franskmanden Fabien Clain. Clain, der var en nær ven af manden bag Toulouse-skyderierne, Mohammed Merah, fik i 2009 en dom for at rekruttere personer til Irak og menes at være taget til Syrien i 2014.

Men selv om det er uklart, hvorvidt IS’ ledelse har spillet nogen som helst rolle i Paris-angrebene, er der ingen tvivl om, at angrebene – og det er noget nyt – var udført af et netværk af personer fra Frankrig og Belgien, der har været tilknyttet IS i Syrien. Officielle tal peger på, at et forholdsvist stort antal franskmænd og belgiere er taget til Syrien i de seneste år: mellem 1.700-1.800 franskmænd og omkring 300 belgiere. I IS’ hovedsæde i Raqqa i Syrien findes der særlige modtagesteder for fransktalende jihad-kandidater, ligesom der findes særlige ruter for franskmænd og belgiere, der skal over grænsen fra Tyrkiet til Syrien. Der eksisterer altså et fransk-belgisk miljø i Raqqa og andre steder i Syrien. Det kunne være en af grundene til, at der i de seneste år har været særligt mange planlagte eller gennemførte angreb mod Frankrig og Belgien – angreb, der har involveret både franskmænd og belgiere på tværs af grænser.

I disse frankofone IS-miljøer findes uden tvivl personer, der har ambitioner om at ramme Frankrig og Belgien. Frankrig begyndte ikke at bombe IS i Syrien efter attentatet i Paris. De havde allerede udført to bombninger i Syrien (Raqqa og Deir Ez-Zor) inden attentatet. Frankrig henviste specifikt til artikel 51 i FN-pagten, der handler om "retten til selvforsvar" og hævdede, at de forsøgte at afværge umiddelbart forestående angreb. De franske bombninger var præcist rettet mod nogle af disse frankofone træningslejre og opsamlingssteder og ligefrem mod navngivne franskmænd.

Hjemmegroede terrorister fra forstæderne
På endnu et punkt ligner gerningsmændene fra Paris-attentaterne de gerningsmænd, der har stået bag attentaterne i de seneste år: de er såkaldt ”hjemmegroede” terrorister, dvs. personer der er født eller opvokset i Europa. Det betyder, som mange har påpeget, at problemet ikke kun har rod i Syrien og Irak, men også i de store problemer, der findes i franske og belgiske ghettoområder. Efter attentaterne udtalte den kontroversielle franske økonomiminister, Emmanuel Macron, at Frankrig også har en del af ansvaret, fordi landet er ”grobund for jihadister”. Det skyldes ifølge Macron, at den ”åbne republikanske elitisme”, som det franske samfund bygger på, er i krise. Den franske republik er skabt på en ide om, at social mobilitet er inden for rækkevidde for enhver fransk statsborger, der ønsker at arbejde og uddanne sig – uanset baggrund. Men, tilføjer Macron, ”hvis man har skæg eller et navn, der klinger muslimsk, er ens chance for at blive kaldt til jobinterview ”fire gange så lille” som andres.

Terrorangrebet i Paris sker præcis 10 år efter det store oprør i de franske forstæder, der i 2005 udløste undtagelsestilstand i Frankrig for første gang siden Algierkrigen i 1961. I 2005 blev der lovet guld og grønne skove, og myndighederne stillede i udsigt, at man ville gøre noget ved ungdomsarbejdsløshed, boligsegregering og politiets velkendte forskelsbehandling af unge mænd fra Nordafrika. Men det er blevet ved løfterne. Ti år efter optøjerne er der bred enighed om, at der stort set ikke er sket noget for at forbedre situationen ude i de franske forstæder.