Attentatmænd i Paris var soloterrorister – ikke Syrien-krigere

Umiddelbart efter det modbydelige attentat mod satirebladet Charlie Hebdo blev terrorhandlingen af flere kommentatorer og eksperter sat ind i fortællingen om truslen fra Syrien-krigere. Den trussel handler om, at herboende mennesker rejser til kampzonen i Syrien, hvor de bliver radikaliseret, hærdet, får våben- og kamptræning og vender hjem som militante islamister, der vil gennemføre terrorisme i Europa.

Problemet er, at attentatet mod det franske satireblad intet har med Syrien-krigere at gøre. Attentatmændene var kendt af de franske myndigheder gennem adskillige år, og ingen af dem havde været i Syrien forud for angrebet. De var enten blevet radikaliseret i fransk fængsel eller gennem et ekstremistisk miljø i Paris, som var kendt af myndighederne. Attentatmændene mod Hebdo var to uger i Yemen i 2011, men de rejste dertil som radikaliserede.

I åbne kilder, altså kilder som ikke er hemmelige for offentligheden, kender vi ét enkelt eksempel på angreb i Europa foretaget af en hjemvendt Syrien-kriger: den fransk-algerier, der i maj 2014 dræbte fire personer på et museum i Bruxelles. Ligesom de tre gerningsmænd bag terrorangrebene i Paris var han kendt af de franske myndigheder og havde i en årrække været i konflikt med det franske retssystem. Han tilbragte knap et år som fangevogter for Islamisk Stat i Aleppo i Syrien, men allerede inden da var han både hærdet, voldelig og kriminel.

Alligevel er det terrortruslen fra hjemvendte Syrien-krigere, der optager myndigheder, politikere og terroreksperter – også efter attentatet mod Charlie Hebdo. En terrorekspert udtalte således: ”det er ikke nødvendigvis Syrien-krigere” og ”jeg frygter, det er personer, der har været i Syrien”. Man hæftede sig ved, at angrebet blev udført med militær præcision, hvilket klart indikerede, at de havde fået militær træning, mente man – selv om terroristerne først gik ind i den forkerte bygning og var heldige, at en medarbejder fra satirebladet tilfældigt kom forbi, så de kunne tvinge hende til at lukke sig ind – og at de ikke havde planlagt flugten og glemte et identitetskort i flugtbilen.

Inden omstændighederne om attentaterne og gerningsmændenes baggrund var kendt, bestyrkede fortællingen om hjemvendte krigere politikere og myndigheder i, at indsatsen mod Syrien-krigere skulle forstærkes: Justitsminister Mette Frederiksen ville gennemføre lovgivning, der skulle fratage potentielle Syrien-krigere deres pas, og professor Jytte Klausen fra Brandeis Universitet argumenterede i DR’s P1 Morgen for nødvendigheden af større grænsekontrol – og at det ligefrem kunne blive nødvendigt at lukke grænserne i Europa, hvis terrorisme som det, der havde fundet sted i Paris, skulle forhindres – et synspunkt, der med det samme blev hilst velkommen af Dansk Folkeparti, for hvem øget grænsekontrol er en mærkesag.

Så vidt vides forlod ingen af gerningsmændene Frankrig i årene op til attentatet, og derfor giver det absolut ingen mening, at fratagelse af pas og lukning af grænser i Europa skulle have forhindret det forfærdelige terrorangreb mod Charlie Hebdo og de efterfølgende gidseltagninger.

De franske myndigheder ville givetvis kunne have forhindret både terrorangrebene i Paris og angrebet på museet i Bruxelles i maj 2014, hvis de havde haft fokus på de kendte ekstremistiske miljøer og personer i Frankrig. Alt tyder på, at Paris-angrebet var udført af såkaldte soloterrorister. Det er Politiets Efterretningstjenestes begreb for herboende personer, der udfører terrorisme, som de tilskriver terrorgrupper som al-Qaeda eller Islamisk Stat, uden at have været i kampzoner. En strategi, som især den yemenitisk-amerikanske imam Anwar al-Awlaki (dræbt i amerikansk droneangreb i september 2011) argumenterede for i onlinemagasinet Inspire. Ser vi på de terrorhandlinger, der har fundet sted i Islamisk Stats navn, siden konflikten med denne gruppe for alvor blev internationaliseret med indledningen af vestlige flyangreb i august 2014, er mønsteret, at de er udført af sådanne soloterrorister.

Det er denne trussel, vi især skal være bekymrede for. Den kan vi ikke imødegå med forbud mod at rejse til Syrien og Irak, fratagelse af pas og statsborgerskab og lukning af grænser, men kun ved at de ekstremister, der notorisk har været kendt af myndighederne for deres vilje til at udføre terrorisme, holdes i kort snor. Det er vigtigt i bestræbelsen på at forhindre terrorisme i Europa, at problemet med Syrien-krigere ikke får myndighederne til at rette fokus det forkerte sted hen. I stedet bør de koncentrere sig om de trusler, der hidtil har vist sig mere reelle og farlige, og som stammer fra personer, der ikke rejser til kampzoner, men i en pervers solidaritet med al-Qaeda eller Islamisk Stat gennemfører terrorisme på egen hånd. Som vi så det i Paris.