Ambassadør: Myanmar er i frit fald. Det er en tragedie

Klokken fire om natten ringer telefonen. Stemmen er meget kontant: »Militæret har gennemført et kup og fængslet hele Myanmars regering«.

Jeg er hurtigt ude af sengen. Internettet er lukket, og tv-kanalerne er gået i sort. Solen er ved at stå op, da jeg lettere omtumlet drager ind mod ambassaden. Jeg møder nogle få lastbiler fyldt med soldater på vejen, men ellers er der helt stille.

Det skulle vise sig at blive indledningen til nogle af de værste mareridtsmåneder i mit diplomatiske liv, og det blev kun værre. Militærkuppet blev efterfulgt af henrettelser af civilbefolkningen, og Myanmar bliver i disse måneder revet fra hinanden politisk, socialt og økonomisk af et brutalt militær, der står over for en befolkning, der ikke giver op.

Det er godt 7 måneder siden, at militæret væltede Myanmars civile regering, der var ledet af Aung San Suu Kyi.

Kuppet 1. februar blev gennemført med en nærmest kirurgisk præcision. Hele landets politiske ledelse var samlet i hovedstaden Naypyitaw for at deltage i indsættelsen af det nyvalgte parlament. Midt om natten overtog militæret kontrollen over alle landets internetudbydere og tv-stationer.

En time senere blev Aung San Suu Kyi og præsident Win Myint tilbageholdt, samtidig med at militæret lagde en ring af soldater og kampvogne rundt om de boliger, hvor alle parlamentsmedlemmerne var samlet. I løbet af få timer var væsentlige regeringsfolk og politikere enten i fængsel eller i husarrest.

Syv måneder senere kan man stadig stille spørgsmålet: Hvorfor gennemførte militæret kuppet? I den grundlov, som militæret selv udarbejdede i 2008, havde det sikret sig vetoret over grundlovsændringer, det udnævnte selv de ministre, der havde ansvaret for hele sikkerheds- og forsvarsapparatet, det var ikke underlagt parlamentarisk kontrol og kunne ikke stilles for civile domstole.

Aung San Suu Kyi måtte stå på mål for militærets overgreb over for rohingyaerne, og da den internationale kritik haglede ned over hende, krøb den ansvarlige for uhyrlighederne, kupgeneralen Min Aung Hlaing, i ly bag hende. Militæret holdt den civile del af regeringen i et skruestik, så hvorfor gennemføre et kup?

Der er ingen tvivl om, at den mere end 30-årige magtkamp mellem Aung San Suu Kyi og miltæret er en vigtig forståelsesramme for kuppet.

Allerede kort tid efter at den civile regering kom til magten i 2016, forværredes relationen mellem Aung San Suu Kyi og kupgeneralen Min Aung Hlaing drastisk, da militæret likviderede Aung San Suu Kyis nærmeste rådgiver, muslimen U Ko Ni, i Yangon lufthavn.

Et nyt lavpunkt i deres personlige relation indtraf, da Aung San Suu Kyi under høringerne i Den Internationale domstol i Haag i 2019 godt nok afviste anklagen om, at der var begået folkedrab mod rohingyaerne, men samtidig ikke ville afvise, at der havde fundet krigsforbrydelser sted. Min Aung Hlaing reagerede voldsomt, og det blev indledningen til en total nedsmeltning af relationen mellem Aung San Suu Kyi og Hlaing. Siden har de ikke mødtes.

Tingene blev kun værre af, at Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD), vandt en jordskredssejr ved valget i november 2020. Det var en ydmygelse af militærets parti og betød samtidig, at Min Aung Hlaings drøm om at blive landets præsident led skibbrud.

Militæret begyndte i stedet at nære frygt for, at NLD ville bruge den store valgsejr til at fortsætte reformprocessen og dermed underminere militærets politiske og ikke mindst økonomiske magt. Derfor skred det til handling.

I dagene efter kuppet troede militæret, at de hurtigt ville få kontrol over situationen. Dagen efter kuppet fremlagde militærjuntaen en plan med fokus på at få kontrol over covid-19, at få gang i økonomien og at indgå varige fredsaftaler med de etnisk væbnede grupper. Når de ting var i god gænge, og situationen var under kontrol, var planen at gennemføre valg. Vel at mærke et valg uden Aung San Suu Kyi og NLD.

På kupdagen igangsatte kupgeneralen en skueproces mod Aung San Suu Kyi i det militære retssystem, som endnu ikke er afsluttet. Det blev fulgt op af henrettelser, tortur og fængslinger af NLD- medlemmer med det formål at skrive hende og partiet ud af fremtidens politik. Den del af juntaens plan synes delvis at være lykkedes.

Den øvrige del af militærjuntaens planer ligger i dag i ruiner. Militæret har ikke opnået kontrol over situationen i landet, økonomien er i frit fald og covid-19 er eksploderet. Verdensbanken vurderer, at Myanmars økonomi vil falde 15-20 procent i år. Inden for den sidste halvanden måned har covid-19 krævet 5 gange flere dødsofre end de 16 forudgående måneder. En følge af militærets inkompetence i håndteringen af epidemien.

I forlængelse af krigshandlingerne og den økonomiske og sundhedsmæssige krise udspiller der sig lige nu en humanitær krise. Millioner bliver sendt tilbage i fattigdom uden fremtidsudsigter. Andre millioner er allerede afhængige af fødevarehjælp, og antallet af internt fordrevne vokser dag for dag. Alene de sidste 6 måneder er mere end 250.000 mennesker tvunget fra hus og hjem.

Militærjuntaens plan er slået fejl, og det er tydeligt, at den ikke havde en plan B. Den undervurderede i den grad den massive folkelige modstand og det had, som langt størsteparten af befolkningen har til institutionen. Det er tydeligt, at militærjuntaen i øjeblikket befinder sig i en eksistentiel krise uden en klar strategi for vejen frem.

Militæret står over for en opposition, der vokser, men som ikke er samlet hverken organisatorisk eller i forhold til de politiske mål. Det, der binder de mange dele af oppositionen sammen på tværs af religiøse, etniske og lokale tilhørsforhold, er vreden over militærets ubeskrivelige vold og ønsket om endegyldigt at få militæret ud af politik.

Unge mennesker, den såkaldte generation Z, der var ledende i modstandens første måneder, står dagligt i spidsen for lyndemonstrationer sammen med repræsentanter for fagforeninger og den civile ulydighedsbevægelse.

De seneste par måneder har de fået tilslutning af væbnede selvforsvarsgrupper, PDF, der er skudt op i forskellige dele af landet.

Mange er lokalt baserede, men en stor del af dem består af unge fra byerne, der har mistet troen på, at der kommer hjælp fra det internationale samfund, eller som har oplevet at se deres venner henrettet, tortureret eller fængslet.

Tusinder af disse unge har søgt ly i områder langs Thailands grænse, der kontrolleres af etnisk væbnede grupper. Her har mange modtaget våbentræning og er vendt tilbage til byerne og gennemfører daglige bombesprængninger og målrettede angreb på personer med tilknytning til militæret. Storbyerne Mandalay og Yangon oplever derfor for første gang tilstedeværelsen af en egentlig byguerilla.

Myanmars mere end 20 etnisk væbnede grupper har reageret forskelligt på kuppet. I Karen-området ved grænsen til Thailand og dele af Shan og Kachin har flere væbnede grupper samarbejdet med oppositionen.

De store grupper forfølger imidlertid egeninteresser og har hverken sympati for militæret eller oppositionen. Deres adfærd styres i en vis udstrækning af deres tætte relationer til Kina. De udnytter, at militæret er spændt hårdt for i byerne og den indre del af landet, til at erobre territorier og sætte sig administrativt på nye områder.

Det gælder bl.a. den rakhinske Arakan Army, som siden kuppet har sikret sig betydelig administrativ kontrol over Rakhine, som er den stat, hvor rohingyaerne bor. Det gælder også United Wa State Army, der har 30.000 mand under våben, og som selvstændigt forvalter et område på størrelse med Belgien på grænsen til Kina. De har fastholdt kontakt til militærjuntaen og styrket deres indflydelse i Shan.

De etniske gruppers egeninteresser gør det urealistisk at forestille sig en samlet front af etniske væbnede grupper mod militæret. Det svækker endvidere oppositionen, at den ikke er bundet sammen af en overordnet strategi for kampen mod militæret. De mange ukoordinerede angreb på militæret udgør i dag ikke en reel trussel.

Den Nationale Enhedsregering (NUG), som er oppositionens politiske ansigt udadtil, arbejder hårdt på at opnå international anerkendelse. FN skal i midten af september tage stilling til, hvem der skal repræsentere Myanmar i FN. Udfaldet af denne beslutning bliver vigtig for oppositionens muligheder for fremover at opnå international anerkendelse og dermed også støtte.

Myanmar er både velsignet og forbandet af sin geografi. Klemt inde mellem Indien og Kina og med adgang til Det Indiske Ocean spiller Myanmar ikke blot en rolle i forhold til fremtidens forsvars- og sikkerhedsarkitektur, men også for den økonomiske udvikling i regionen.

Siden kolonitiden har Vesten haft meget begrænset indflydelse på udviklingen i Myanmar. Det ændrede sig i takt med reformprocessen fra 2011. Alverdens statsoverhoveder med præsident Obama i spidsen valfartede til Yangon for at omfavne det spirende demokrati. På kort tid blev der gennemført frie valg, økonomien blev åbnet, der blev indført presse- og organisationsfrihed, og befolkningen fik fuld adgang til sociale medier.

Hastigheden i Myanmars demokratiske åbning fangede Kina på hælene. Landet så rådvildt til og var åbenlyst bekymret over Vestens tilstedeværelse i dets baggård. Myanmars flirt med Vesten fik dog en brat afslutning i 2017 som følge af militærets overgreb på rohingyaerne. Relationerne mellem Myanmar og Vesten blev lagt på køl, og Kina generobrede hurtigt tabt terræn.

Kina ser Myanmar som en del af sit nærområde. Flere af de kinesiske diplomater, som jeg har mødt i Sydøstasien i tidens løb, omtaler landet som Kinas ’vestkyst’. Kinas altoverskyggende prioritet i Myanmar ud over at sikre stabilitet i grænseområdet er at få adgang til Det Indiske Ocean.

En planlagt transportkorridor skal forbinde hovedbyen i Kinas Yunnan-provins, Kunming, med en dybvandshavn i Kyaukpyu i Rakhine. Korridoren er strategisk vigtig for at reducere Kinas afhængighed af Malaccastrædet og Det Sydkinesiske Hav. Samtidig åbner det muligheden for Kinas sikkerhedspolitiske ønske om, at den kinesiske flåde på sigt kan få adgang til Det Indiske Ocean. Myanmar har således langt større strategisk interesse for Kina end økonomisk.

Udviklingen siden kuppet har vist, at Vesten har haft svært ved at spille en egentlig rolle i forhold til en løsning af konflikten. Målrettede sanktioner mod militærets interesser har indtil videre ikke ført til ændringer i militærstyrets kurs, og højtstående FN-repræsentanter er blevet nægtet adgang til landet.

Kina har sammen med Vesten overladt mæglerrollen til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (Asean). En organisation, der ikke er særlig velegnet til at løse politiske konflikter.

Organisationen bygger på princippet om ikkeindblanding i indre anliggender og konsensus mellem landene om alle væsentlige politiske beslutninger. I praksis har det da også vist sig, at Asean på trods af stor international opbakning bevæger sig i skildpaddetempo, og at der ikke kan forventes en løsning derfra. Ved at fastholde det stærke fokus på Asean er det lykkedes Kina at holde FN ude af konflikten på landjorden og fastholde Xi Jinpings mantra om, at Asien er for asiater.

De seneste ugers udtalelser fra den kinesiske ledelse tyder på, at Kina har slået sig til tåls med Min Aung Hlaing som Myanmars nye leder. Det falder sammen med, at arbejdet med etableringen af den økonomiske korridor er blevet genoptaget.

En tilbagevenden til demokrati i Myanmar har lange udsigter og skal komme indefra. Det internationale samfund, herunder Danmark, kan imidlertid bidrage til at skubbe i den rigtige retning.

Det kræver en stærk og koordineret respons inden for EU og sammen med andre vestlige og asiatiske lande såsom Japan, Indien og Sydkorea. En respons, der fastholder det politiske pres på militærjuntaen, men som samtidig støtter de kræfter internt og eksternt, der i disse måneder kæmper for et nyt Myanmar. Samtidig bør FN komme på banen, både i forhold til den humanitære krise og som et alternativ til Asean’s fodslæbende tilgang.

I løbet af de sidste 7 måneder er Myanmar blevet revet fra hinanden. Politisk, økonomisk og socialt. Den ene krise har efterfulgt den anden. 10 års fremskridt på det sociale område og et spirende, om end ufuldkomment, demokrati er på ganske få måneder blevet rullet tilbage. Millioner af burmesere er på vej tilbage i absolut fattigdom.

Her og nu er der intet, der tyder på, at militæret kan få fuld kontrol over situationen, eller at civilbefolkningen viser tegn på at give op. Det nuværende dødvande kan derfor trække i langdrag og trække Myanmar i retning af en fejlslagen stat med regionale konsekvenser for nabolandene i form af ustabilitet og migration.

Jeg har nu forladt Myanmar. Flere gode venner, både burmesere og udlændinge, sidder fængslet. Andre er tortureret og dræbt.

Magtesløsheden sidder i kroppen, og de seneste måneders mareridtsagtige tilstande har brændt sig fast på nethinden.

Billederne af de mange unge, der blev henrettet på åben gade, og billederne af de fortvivlede cyklister, der kørte rundt med afdøde venner eller familiemedlemmer, som var indpakket i plastik eller tøjruller. På vej til at stille sig i kø foran krematoriet. Stanken af den sorte røg, der hang over Yangons krematorier, der alle arbejdede på overtid. Sorgen og forfaldet.

Midt i forfaldet er der også spirer af håb. Især hos ungdommen, der har vist vejen og ikke vil acceptere, at et af verdens mest brutale styrer knægter deres frihed. Gennem det sidste årti har de oplevet en demokratisk åbning og har haft kontakt med omverdenen gennem de sociale medier. De vil ikke tilbage til et isoleret og lukket Myanmar.

Konflikten i Myanmar er i dag en del af rivaliseringen mellem Kina og USA/Vesten og udspiller sig i Kinas baggård. Fremtiden for de mange unge, der kæmper en daglig kamp for demokratiet, vil afhænge meget af, hvordan den vestlige verden forholder sig til en konflikt i Kinas nærområde og Kinas reaktion herpå.

Kronikken blev bragt i Politiken 29. september 2021.