Alberte Bové Rud: Det italienske præsidentvalg afslører et evigt kaos med en facade af stabilitet

Italien valgte lørdag den 29. januar en ny præsident. Eller rettere: Efter månedsvis af spekulation og ugevis af intens overbudspolitik og rænkespil lykkedes det ikke nogen af parlamentets politikere at bringe en ny kandidat i stilling, som et flertal kunne støtte. I stedet genvalgte man den siddende præsident, Sergio Mattarella, til trods for han selv havde udtrykt ønske om at stoppe. I stedet for at lade den 80-årige Mattarella gå på pension, bønfaldt et bredt flertal ham om at blive, og kaldet af ’pligt og patriotisme’ lod Mattarella sig overbevise.

Mattarella fortsætter som hele landets præsident, fordi han ikke er nogens præsident. I løbet af præsidentvalget fremsatte særligt højrefløjen forslag om kandidater med kraftigt partipolitisk præg, og af samme grund nægtede modstanderne at lægge stemmer til. Processen åbenbarer både præsidentembedets særlige position klemt inde mellem det ceremonielle og det politiske. Og den evigt lurende afgrund i italiensk politik.

Hele landets præsident

Ved årsskiftet kårede tidskriftet The Economist Italien til ‘Årets Land,’ med rosende ord rettet mod landets nyligt etablerede politiske stabilitet og økonomiske forudsigelighed, som Italiens premierminister, Mario Draghi, rimeligvis tildeles en stor del af æren for. Men præsidentvalget har bragt partiernes uvenskaber frem i lyset med det resultat, at Italien næppe har i udsigt at blive lovprist for sin politiske kultur i nærmeste fremtid. Det er blevet klart, at i Italien er stabilitet undtagelsen for reglen om politisk kaos.

Derfor er det vigtigt at forstå, at den italienske præsidents rolle først og fremmest er symbolsk. Præsidentens skal legemliggøre national samling, og sikre at den førte politik er i overensstemmelse med landets forfatning. Dertil kommer der så en potentiel magt, idet præsidenten har formelt ansvar for bl.a. at udskrive valg og godkende regeringer. Og med den magt har præsident Mattarella flere gange aktivt påvirket den politiske dagsorden og dermed bevist den præsidentielle magts omfangsrighed. Eksempelvis afviste han i 2018 den daværende regerings kandidat til finansministerposten med begrundelsen, at vedkommende var imod euroen. Og i 2021 hidkaldte han den tidligere formand for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, og bad ham danne regering. Det lykkedes som bekendt Draghi. Og han har siden ledet en bred samlingsregering, der til trods for åbenlyse konflikter har formået at nå til enighed om coronahåndteringen og om en økonomisk genopretningspolitik. Mens Draghi har indført en uvant politisk orden, har datoen for næstkommende præsidentvalg dog truet som en tordensky i det fjerne.

Siden Mattarella trådte til som præsident i 2015, har han vundet italienernes hjerter. I et fraklip fra en tale til nationen i foråret 2020 – i landets mørkeste coronatid – pointerede en tilrettelægger, at Mattarellas hår sad dårligt, hvortil den aldrende præsident opgivende svarede, at han ligesom alle andre italienere heller ikke kunne komme til frisør. Mens de andre folkevalgte skændtes om coronahåndteringen og forsøgte at fastholde det politiske spil til trods for landets krisetilstand, fokuserede Mattarella på de samme hverdagsfrustrationer som alle andre italienere. I kraft af sin forbløffende almindelighed blev han det samlingspunkt, han var tiltænkt at være, og Mattarella placere sig i samme båd som de øvrige italienere.

En bedre præsident syntes svær at finde. Mattarellas popularitet blev endnu mere åbenlys, da han meddelte, han ikke ønskede at genopstille. Der måtte derfor findes en ny præsident fra januar 2022. Centrum-venstrefløjens politikere takkede Mattarella for hans indsats og beklagede hans beslutning, alt imens andre potentielle kandidaters navne begyndte at cirkulere. Særligt to navne spøgte. Mario Draghis meritter blev af et bredt udsnit af parlamentet betragtet som tilfredsstillende adgangsbillet til præsidentpaladset, men ved at flytte ham fra premierministerposten til præsidentembedet risikerede man regeringens overlevelse. Regeringen er bredt sammensat og indeholder umage politiske konstellationer og personlige uvenskaber, og Draghi har som premierminister haft sit at se til med at gyde olie på vandene.

Det var derfor uvist, om samlingsregeringen kunne klare sig uden Draghi. Og mens Draghi ikke direkte bekræftede, at han var rede til at tiltræde som præsident, gjorde forhenværende premierminister og enfant terrible i italiensk politisk, Silvio Berlusconi, det tidligt klart, at det var han. I helsidesannoncer beskrev Berlusconi i landets aviser, hvordan han var Italiens vigtigste og dygtigste politiker, og hele den italienske offentlighed kunne følge med i hans forsøg på at skabe flertal bag sit kandidatur. Til centrumvenstres lettelse trak han sig dog kort forinden valget. Eftersigende for at gøre plads til en mere samlende figur, men åbenlyst også fordi han umuligt ville kunne få flertal og derfor ønskede at undgå en ydmygelse.

Politisk smuds på et rent embede

Berlusconis kandidatur var ikke blot opsigtsvækkende. Det var et brud på den gængse procedure. Ligesom præsidentembedet i sig selv er valget til selvsamme; frigjort fra partipolitisk fnidder og alligevel præget af politisk tovtrækkeri. Eller i det mindste er det tanken bag. Præsidenten vælges af 1.009 senatorer, parlamentsmedlemmer og regionale repræsentanter, men afstemningen er anonymiseret, og ingen – udover Berlusconi – stiller formelt op til valget. Derudover fortsætter valgrunderne, indtil en kandidat kan opnå flertal. Med den nuværende politiske sammensætning lader et flertal sig kun gøre på tværs af det politiske spektrum. Partierne måtte derfor forhandle sig til enighed, men det stod hurtigt klart, at ingen åbenlys kandidat var at finde. Denne januar måtte man således tage otte valgrunder i brug, før Mattarella med et flertal blev genvalgt. Den anonymiserede stemmeproces muliggør desuden, at partimedlemmer kan svigte kulør i forhold til partilinjen, samt at alskens kuriøse personer blev tildelt stemmer. Ved dette valg blev der stemt på både musikere, tidligere fodboldspillere og afdøde politikere.

En samlet højrefløj lod partiet Legas leder, Matteo Salvini, repræsentere deres interesser i de tværpolitiske forhandlinger. Samtidig gav en passiv og initiativløs venstrefløj umiddelbart det indtryk, at Salvini egenhændigt havde til opgave at finde landets kommende præsident. Den italienske presse mente at vide, hvem Salvini forsøgte at køre i stilling: Den politiske kamæleon, Pier Fernando Casini, der har venner både til højre og venstre for midten, mentes at være et oplagt bud. Det samme gjaldt Draghi, der mentes at kunne opnå flertal, hvis Salvini som modydelse ville få større magt i regeringssammensætningen

Navnene på diplomater, jurister, professorer og tidligere toppolitikere svirrede fra Salvinis mund og i pressens skriverier. Et særligt genstridigt rygte slog fast, at Italiens næste præsident i hvert fald skulle være en kvinde. De flertydede og uindfriede rygter skabte ikke blot et billede af, at kandidaternes faktiske chancer i præsidentvalget
dalede, når den italienske presse skrev om dem. De viste også, at Salvini ikke magtede opgaven. Ikke så snart havde han antydet at favorisere en kandidat, før vedkommende blev afvist af de øvrige partier, hvorfor han måtte fremkomme med et nyt navn.

Status quo?

I den italienske litterære klassiker Leoparden kan man læse, at for at alt forbliver det samme, må alt forandres. Udtrykket er blevet brugt som forklaring på, hvorfor det nyligt overståede præsidentvalg blev så teatralsk, når det alligevel endte ved sit udgangspunkt. For at få Mattarella overbevist om nødvendigheden af hans genvalg måtte det blive åbenlyst, at ingen anden kandidat ville kunne træde i hans sted. Selvom Mattarella stod øverst på centrum-venstrefløjens ønskeseddel forud for valget, fremstår det dog ikke som en sejr for venstrefløjen og et nederlag for højrefløjen. Det ville heller ikke harmonere med tanken om en samlende præsident. For Mattarellas genvalg er resultatet af desperation og dødvande og ikke af venstrefløjens strategier.

Blandt de få, der ikke bifalder Mattarellas genvalg, er Giorgia Meloni. Hun er formentlig den politiker, der tydeligst kan betragte valget som en politisk sejr. Meloni er leder af Fratelli d’Italia, der er landets mest yderligtgående højreparti i parlamentet, og partiet er ikke en del af regeringen. Samtidig har partiet nydt den privilegerede rolle at stå udenfor, hvor de har kritiseret særligt de øvrige højrefløjspartier for at løbe med på centrum-venstres luner. Den kritik har Meloni nu accelereret bl.a. ved at omskrive ovenstående citat: “For at undgå noget forandres, må intet forandres,” skrev hun lakonisk på sin Twitter, og antydede dermed at genvalget af Mattarella var visionsløst, og at Salvini havde misset en mulighed for at indsætte en højrefløjspræsident.

Med genvalget af Mattarella har de italienske politikere prioriteret stabilitet fremfor umiddelbar egeninteresse. Ved at fastholde status quo med Mattarella som præsident og Draghi som premierminister, håbes de, at den positive politiske og økonomiske udvikling kan fortsætte, og at et nyvalg inden det planlagte i 2023 kan undgås. Bestræbelserne til trods er valgkampen allerede gået i gang, og Draghis regering vil ikke få arbejdsro. De allerede åbenbare uenigheder mellem partierne og internt i regeringen er blevet tydeligere under præsidentvalget, og frem mod 2023 vil partierne være stadigt mere interesserede i at etablere skillelinjer mellem sig. Da politikerne, der havde lagt stemmer til Mattarellas genvalg, efterfølgende kommenterede udfaldet, lod de således alle som om, det var deres påfund, og at de havde overtalt de andre. De politiske egeninteresser ligger lige under den polerede overflade. Draghis båd er begyndt at vippe, og bølgerne vil kun blive endnu højere i takt med valget i 2023 nærmer sig.