For 10 år siden stod alverdens statsoverhoveder med Obama i spidsen i kø foran hendes hus. Nu er hun atter fængslet – men i mellemtiden er sympatien fordampet

Jeg talte sidste gang med Aung San Suu Kyi for snart 2 år siden. Det var, kort tid før covid-19 lukkede Myanmar fuldstændig ned. Hun deltog i et møde om Myanmars undervisningssystem, som det lå hende stærkt på sinde at få forbedret.

I dag er hun tilbage i husarrest, hvor hun tidligere har tilbragt 16 år af sit liv, og hun har netop fået de første af en række domme for forseelser opfundet af militæret til lejligheden. Spørgsmålet er, om det sidste kapitel i Aung San Suu Kyis omtumlede politiske karriere skrives i disse måneder.

Det er kun ti år siden, at alverdens statsoverhoveder med Obama i spidsen stod i kø foran Aung San Suu Kyis dør til det berømte hus på University Avenue i Yangon. Forinden var menneskerettigheds- og demokratipriser regnet ned over hende – med Nobels Fredspris som det absolutte højdepunkt.

I Vesten blev Aung San Suu Kyi et ikon for demokrati og menneskerettigheder og løftet op på en piedestal på niveau med Nelson Mandela. Hendes internationale kultstatus fik imidlertid en brat afslutning, da Myanmars militær foretog voldsomme overgreb på rohingyaerne i august 2017. Aung San Suu Kyi mødte det internationale samfunds forventning om en utvetydig afstandtagen fra overgrebene med tavshed.

Set i bakspejlet er der ikke tvivl om, at mange vestlige politikere og medier overvurderede Aung San Suu Kyis magt og handlemuligheder i forhold til militæret. Kombineret med en generel undervurdering af militærets fortsatte politiske og økonomiske magt førte det til mange fejlslutninger og misforståelser om Aung San Suu Kyi og udviklingen i Myanmar.

I Vesten gjorde de færreste sig umage med at forstå det begrænsede rum, militæret havde givet hende som regeringsleder, og endnu færre forsøgte at sætte sig ind i, hvem personen Aung San Suu Kyi egentlig var. De fleste så, hvad de gerne ville se: en burmeser, der havde tilegnet sig vestlige værdinormer. Men intet var mere forkert.

Myanmars ’demokratiske åbning’ i 2010 var nøje tilrettelagt af militæret. Åbningen fandt sted, fordi den mangeårige diktator U Than Swe mente, at tiden var inde til at forberede sin tilbagetræden.

Inden det skete, ville han imidlertid sikre sig, at militæret også ville spille en afgørende politisk rolle i fremtidens Myanmar. Samtidig mente generalerne, at det var nødvendigt at mindske den økonomiske afhængighed af Kina ved at åbne sig mere for Vesten.

Da militæret i 2010 trådte et skridt til side, foregik det frivilligt og på deres betingelser. Forinden havde militæret udarbejdet en grundlov, der sikrer det en afgørende plads i det politiske liv, så længe det selv ønsker det. Grundloven gav militæret institutionel autonomi og holder det helt uden for parlamentarisk kontrol og civile domstole. Samtidig fastholdt militæret vetoret mod grundlovsændringer og den absolutte kontrol over forsvars- og sikkerhedsapparatet.

Da Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD), overtog magten i april 2016, var forventningerne til hende enorme. Grundloven bandt hende imidlertid på hænder og fødder i forhold til at gennemføre grundlæggende politiske reformer, som hun ellers arbejdede på fra starten.

Hvis hun var i tvivl om, hvem der havde det sidste ord at skulle have sagt, fik hun et vidnesbyrd om det kort inde i sin regeringsperiode. Hendes nære rådgiver, den muslimske advokat, U Ko Ni, der var pennefører på de udkast til forfatningsændringer, som Aung San Su Kyi havde lovet i valgkampen, blev likvideret i Yangons lufthavn ved højlys dag i januar 2017 med sit barnebarn på armen. Det var et vink med en vognstang om, at militæret syntes, at den civile regering gik for hurtigt frem.

I begyndelsen af 2017 var der stadig håb om, at Aung San Suu Kyi kunne leve op til Vestens høje forventninger. Hun fik sammen med sit parti, NLD, gennemført en række økonomiske reformer og de sociale budgetter til undervisning og sundhed voksede betydeligt.

Aung San Suu Kyi var imidlertid bekymret for de etniske konflikter i Rakhine og bad derfor i 2016 FN´s tidligere generalsekretær Kofi Annan om at lede en kommission, der skulle komme med forslag til at løse konflikterne. Kofi Annan afleverede sin rapport 24.august 2017 med en række særdeles konstruktive anbefalinger.

Blækket på rapporten var dog dårligt blevet tørt, før en militant rohingyaorganisation dagen efter angreb en række grænseposter og politistationer i Rakhine og dræbte omkring 30 politi- og grænsevagter. Militæret svarede igen med med massive overgreb på rohingyaerne, og over 700.000 blev fordrevet til flygtningelejren Cox’ Bazar i Bangladesh.

Aung San Suu Kyi havde intet med overgrebene på rohingyaerne at gøre. Den internationale fordømmelse blev midlertidig ensidigt rettet mod hende, og hun måtte stå på mål for militærets handlinger.

Aung San Suu Kyi valgte at afstå fra en entydig fordømmelse af overgrebene og mødte omverdenens reaktioner med ’taktisk stilhed’. Hun vurderede, at det ville være politisk selvmord åbent at fordømme militærets overgreb vel vidende, at 80-90 procent af Myanmars befolkning, inklusive mange etniske grupper, støttede militærets handlinger. Hun såede derfor tvivl om sin egen holdning, og fra det tidspunkt udviklede der sig en tillidskløft mellem Vesten og Aung San Suu Kyi, som aldrig er blevet genetableret.

Den ansvarlige for overgrebene, den senere kupgeneral, Min Aung Hlaing, sad samtidig komfortabelt i hovedstaden Naypyitaw og iagttog, hvordan den vestlige verden lagde hende på is.

Rohingyaspørgsmålet skulle også vise sig at blive årsag til, at Aung San Suu Kyis mangeårige fjendskab til militæret blussede op igen.

I efteråret 2019 besluttede hun at tage til Haag og tale Myanmars sag under høringerne i Den Internationale Domstol, hvor Myanmar stod anklaget for folkedrab mod rohingyaerne. General Min Aung Hlaing forsøgte at modsætte sig beslutningen.

Under høringerne afviste hun anklagen, at der var begået folkedrab mod rohingyaerne, og det var det eneste, som stort set alle internationale medier hæftede sig ved. Derimod blev det overset i den internationale presse, at hun samtidig ikke ville afvise, at der havde fundet krigsforbrydelser sted. Den udtalelse vakte derimod enorm vrede i militæret. Min Aung Hlaing betragtede hende som illoyal, og siden har de to aldrig mødtes igen.

Rohingyakrisen vil for altid fylde meget i Aung San Suu Kyis eftermæle. Den var årsag til, at hun mistede stort set al politisk kapital i Vesten, men den bidrog også til at forværre fjendskabet til militærets top og ikke mindst Min Aung Hlaing.

De fleste burmesere ser Aung Sang Suu Kyi i et helt andet lys end Vestens syn på hende. For dem, og især for den største etniske gruppe, bamarerne, der udgør over to tredjedele af befolkningen, er hun deres leder, deres ’Mother Suu’, der altid har forsvaret dem, ikke bare mod militæret, men også over for andre etniske og religiøse grupper, herunder kinesere, muslimer og hinduer.

Bag myten gemmer sig en politiker, der er født med en skæbne, hun altid har vidst, hun ikke kunne løbe fra.

Som datter af general Aung San, Myanmars befrielseshelt, der forhandlede Myanmars uafhængighed på plads med briterne, så hun det først og fremmest som sin mission at følge i faderens fodspor og realisere hans livsværk om at forene landet og skabe bedre livsbetingelser for den brede befolkning. At hun måtte ofre sin egen familie for at gennemføre sin mission, betragtede hun som en del af sin skæbne.

Aung San Suu Kyis ledelsesstil lignede på mange måder den ledelsesstil, der kendetegner de fleste statsledere i Sydøstasien. Hun var autoritær og inde over store og små beslutninger til stor irritation for embedsmændene.

Når man mødtes med hende, oplevedes hun direkte og kontant, og hun var kendt for at være stolt, stædig og temperamentsfuld. En ’no-nonsense matriark’ med stærke konservative værdier i forhold til familien og individets forpligtelser, som hun altid fremhævede frem for rettigheder.

Hun anså sin internationale ikonstatus som irrelevant. Lige så lidt som hun forstod, hvorfor hun var blevet et menneskerettigheds- og demokrat ikon, lige så lidt forstod hun, hvorfor hun skulle lægge skuldre til de handlinger, militæret havde gennemført.

En del besøgende ministre og ambassadører har fået én over næsen, når de har forsøgt at give hende råd om, hvad hun burde gøre. Hun markerede meget tydeligt, at Myanmar ikke havde brug for gode råd eller formaninger.

Mange oplevede hende som arrogant, når hun gav igen på sit formfuldendte oxfordengelsk. De gange, jeg havde lejlighed til at møde hende, fik jeg fornemmelsen af en meget privat person, der beskyttede sig selv og havde noget ensomt over sig

De få personer, der var tæt på hende, bemærkede ved flere lejligheder, at hun havde meget lidt socialt liv, som regeringsleder, og levede i en slags ’forlænget husarrest’.

I Vesten var der et ukritisk fokus på de sider af hende, der matchede vestlige værdier, og mindre fokus på hendes baggrund og historie. Hendes politiske ideer tog på trods af de mange år i Vesten mere afsæt i buddhismen end i vestlige værdier. Det går igen i hendes taler og bøger, at den enkelte borgers pligter og ansvar vejer tungere end rettigheder, som hun snarere beskriver som muligheder.

Aung San Suu Kyi er bamar og i ’bamarland’, hvor to tredjedele af Myanmars befolkning bor, dyrkes Aung San Suu Kyi som et ikon. Hun befandt sig åbenlyst godt, når hun var ude blandt befolkningen i landområderne, hvor hendes billede dekorerer butikker og de fleste private hjem.

Det spiller samtidig ind, at regeringen under hendes ledelse mere end tredoblede de offentlige investeringer inden for sundhed og uddannelse og har forbedret infrastrukturen i mange områder uden for de store byer, ikke mindst i bamarland.

Det er synlige forbedringer, den almindelige borger har oplevet i hverdagen, og som for dem var langt vigtigere end situationen med rohingyaerne i Rakhine, der fyldte meget lidt i den indenrigspolitiske debat, men fyldte alt i den internationale presse.

Uanfægtet den internationale fordømmelse gav Aung San Suu Kyi mange burmesere et håb om et mere åbent samfund med bedre sociale og økonomiske muligheder for deres børn. Hun lagde alen til sin popularitet og viste lederskab, gennem sin håndtering af covid-19. Hun tog tidligt i forløbet ansvar for coronahåndteringen og var mange timer dagligt i dialog med sundhedspersonale i frontlinjen, forretningsfolk, religiøse ledere, frivillige og fagforeningsfolk.

I dag er Aung San Suu Kyi tilbage i husarrest. I modsætning til tidligere sidder hun ikke i sit hus ved søen i Yangon, men er lukket inde i en af militærets boliger i hovedstaden Naypyitaw, helt uden for omverdenens rækkevidde og kontakt.

Her sidder hun sammen med den tidligere præsident og en række ministre og venter på lange fængselsstraffe for forseelser, som de ikke har begået, men som skal holde dem ude af politik, så længe militæret ønsker det. Hun var blevet for populær i befolkningen og havde ydmyget generalerne, der frygtede, at hun ville tage yderligere skridt til at begrænse deres magt og økonomiske privilegier.

Militæret har indtil videre fået sin hævn over hende, men har samtidig udløst en så voldsom reaktion i befolkningen, at det indtil videre ikke har været i stand til at få kontrol over situationen i landet.

Det er for tidligt at dømme den nu 76-årige, Aung San Suu Kyi helt ude af politik, men det er samtidig vanskeligt at se en politisk fremtid for hende de kommende år, ja, måske nogensinde. Aung San Suu Kyi vil, hvis hun bliver løsladt, stadig nyde opbakning fra størsteparten af befolkningen, men vil møde en ny politisk virkelighed, hvor det er usikkert, hvilken rolle hun kan spille.

Det Myanmar, der kommer ud af konflikten, der kan blive langvarig, vil være et andet Myanmar end det, hun ’forlod’, da hun blev tilbageholdt af militæret 1. februar 2021.

Mange af de unge i storbyerne har for længst overskredet den røde linje i Aung San Suu Kyis ikkevoldsprincip, og en del af de magtfulde, væbnede etniske grupper er i gang med at udvide deres territorier i ly af konflikten. Kravet om udvidet selvstyre eller selvstændighed vil vokse i mange dele af landet og gøre regeringsførelse meget vanskelig for både militæret og en eventuel civil regering.

I mere end 30 år har Aung San Suu Kyi og militæret stået over for hinanden i en uafklaret magtkamp. Når den nuværende konflikt finder en afklaring, vil det være et nyt Myanmar, der vokser frem. Et Myanmar, hvor konflikten mellem militæret og ’Mother Suu’ har fundet sin afslutning og åbner nye veje for Myanmars fremtid.

Det er skæbnens ironi, at det var hendes far, Aung San, der grundlagde det militær, som i dag er den største forhindring for den fortsatte demokratiske udvikling i Myanmar.

Denne kronik blev bragt på politiken.dk den 15. december 2021