DIIS indgår samarbejdsaftale med Yangon Universitet om fredsforskning

4-årigt forskningsprojekt om lokal konfliktløsning og sikkerhed i Myanmar

DIIS har netop indgået en samarbejdsaftale med Yangon Universitetet i Myanmar som led i et 4-årigt forskningsprojekt med titlen ’Everyday Justice and Security in the Myanmar Transition’ (EverJust). Det er det første store danske forskningssamarbejde med Myanmar.

EverJust undersøger lokal konfliktløsning og sikkerhed i den igangværende freds- og demokratiseringsproces i Myanmar. Projektet fokuserer især på de etniske minoritetsstater i det sydøstlige Myanmar, hvor der har været væbnet konflikt i mange år. Formålet er at forstå, hvordan offentlig autoritet udøves og legitimeres i områder, hvor statens kontrol og rækkevidde er begrænset, og hvor den daglige orden i stedet opretholdes af en række forskellige aktører, så som etniske grupper, væbnede aktører, regeringen, traditionelle ledere og religiøse samt civile organisationer.

Projektets forskningsresultater vil bidrage til den igangværende diskussion om demokratisering og fredsopbygning i Myanmar gennem dialog med og formidling til forskellige udviklingspartnere, herunder Danida og FN-organisationer.

Et andet vigtigt element i projektet er støtte til forskningskapacitet i Myanmar. Som led i forskningssamarbejdet vil EverJust derfor støtte forskere i Myanmar med forskellige træningsaktiviteter og materialer, samt gennem fælles feltarbejde, formidling og deltagelse i internationale konferencer. Udover Yangon Universitet samarbejder projektet også med Myanmar Enlightened Research (EMR), en privat forskningsinstitution der holder til i Yangon. Fra dansk side omfatter projektet udover DIIS også Aarhus Universitet, der deltager med en lektor og en Ph.d.-studerende fra Afdelingen for Antropologi.

Projektet koordineres af DIIS ved seniorforsker Helene Maria Kyed, og er finansieret af Danida gennem en FFU-bevilling (2015-2018).

Læs mere om projektet på projektets egen hjemmeside

Region
Asien Myanmar

DIIS Eksperter

Helene Maria Kyed
Fred og vold
Seniorforsker
+45 4096 3309
none
Udenrigspolitik og diplomati
Seniorforsker
+45 3269 8698