Væbnede grupper er kommet for at blive
■ Tilskynde til pragmatisk politisk kontakt medorganiserede væbnede grupper (OVG). Manglende kontakt fra staters og donorers side går ud over beskyttelsen af civilbefolkningen.
■ Overveje at finansiere professionelle netværkog fremme forskning og uddannelser på forskellige niveauer, når det gælder effektiv kontaktmed OVG’er.
Ikke-statslige, væbnede aktører er væsentlige deltagere i de fleste konflikter i disse år. Det internationale samfund er ofte tvunget til at være i kontakt med disse aktører for at sikre humanitær hjælp til civilbefolkningen eller for at afslutte væbnede politiske konflikter. Det debatteres for tiden, hvor og hvornår man skal indgå i en sådan kontakt. Vi foreslår en mere pragmatisk tilgang.
De fleste konflikter involverer i dag såkaldt organiserede væbnede grupper (OVG’er, på engelsk ofte kaldet Armed Non-State Actors eller ANSAs), der kæmper mod regeringsstyrker og/eller andre OVG’er. OVG’er spænder fra oprørshære og militser til selvbestaltede vagtværn og lokale bander, og fælles for dem er, at de udøver en vis grad af kontrol over et område eller dele af en befolkning. Nogle OVG’er nyder en vis legitimitet i dele af befolkningen, fordi de kan træde ind i et magttomrum og give sikkerhed og andre serviceydelser til befolkningen i de områder, de kontrollerer.Nogle har også nødhjælpsafdelinger og sundhedskomitéer. Det internationale samfund er i stigende grad opmærksom på dette og begynder at tage OVG’ernes rolle i betragtning, når man involverer sig i væbnede konflikter.Vi har gennem interview med vigtige humanitære aktører og FN-organisationer i Genève og New York observeret et skifte i kontakten med OVG’er. Hvor fokus før udelukkende var på humanitær adgang og levering af hjælp, ser vi stadig mere kontakt til OVG’erne med politiske formål og konfliktløsning for øje. Det endelige mål med kontakten er nu i stigende grad at begrænse eller afslutte volden.
Kontakt med OVG’er drejer sig ikke kun om humanitær adgang, men også i stigende grad om at beskytte civilbefolkninger og skabe politisk spillerum for en løsning af de væbnede konflikter.
Humanitære formål
Siden starten af 00’erne har det internationale samfunds kontakt med OVG’er været begrænset. Kontakten har været fokuseret på at få humanitær adgang til civilbefolkninger under OVG-kontrol snarere end på at forbedre beskyttelsen af civile eller løse konflikterne. Dette skyldes ikke mindst indførslen af regler, der har til formål at stoppe finansieringen af forbudte terroristorganisationer.
Levering af humanitær hjælp til konfliktramte befolkninger har således været det primære mål for mange organisationer, som f.eks. United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA), Den internationale Røde Kors Komité og FN’s Fødevareprogram. For at få humanitær adgang skal internationale organisationer og NGO’er etablere kontakt med de militære dele af OVG’erne, men når det gælder andre serviceydelser, som f.eks. sundhedstjenester eller uddannelse, foregår kontakten med OVG’ernes nødhjælpsafdelinger. Det har været kilde til en del debat blandt humanitære aktører, om sidstnævnte typer serviceydelser bør indgå i kontakten, fordi de ikke ses som del af den umiddelbare indsats for at redde liv.
Når OVG’er har militær kontrol over områder og befolkninger, har de ifølge den humanitære folkeret visse forpligtigelser. Ifølge praktikere, der arbejder med OVG’er, er der en klar frygt blandt statslige aktører for at legitimere væbnede grupper ved at anerkende at OVG’er har forpligtelser. Samtidig er OVG’erne selv usikre på deres ansvar og spørger ofte: “Er vi forpligtet til at overholde den humanitære folkeret? Er det vores ansvar, eller er det ikke?”
■ leverer serviceydelser, som f.eks. uddannelse, arbejde, beskyttelse, lov og orden, sikkerhed osv.
■ har en hierarkisk organisation og klare kommandostrukturer
■ har kontrol over et område.
- En voldsom stigning i humanitære behov og en historisk mangel på økonomiske midler til at dække disse behov. Ekstrem fattigdom og svage eller fraværende statslige institutioner er de væsentligste faktorer i denne udvikling.
- En eksplosiv udvikling i antallet af OVG’er siden det arabiske forår i 2011 og starten af den syriske borgerkrig (se graf). Vigtige internationale aktører anerkender samtidig, at i situationer med konflikt og sammenbrud af stater, er der nogle OVG’er, der kan anses for at være “regeringer in spe”, fordi de fungerer som de facto-myndigheder. I nogle tilfælde er OVG’erne de eneste organiserede aktører, som det internationale samfund kan gå i dialog med.
- Den generelle opbakning til den pågældende OVG
- De tjenester, OVG’en yder
- OVG’ens kontrol over området
- De politiske kritikpunkter, som OVG’en repræsenterer
- Om politisk kontakt med OVG’en har afgørende betydning for løsning af konflikten
- Kommandostrukturen i OVG’en
- Om OVG’en har til hensigt at overholde den humanitære folkeret
Pragmatisk kontakt med OVG’er står i kontrast til de mange år med ikke-involvering, der hovedsageligt skyldes terrorbekæmpelsespolitikkerog terrorlister.
DIIS Eksperter
