Tyskland har råd til at udfordre Kina

Det har udviklet sig til en slags international økonomisk sandhed, at Tyskland er blevet uhjælpeligt afhængigt af Kina. På begge sider af Atlanten peger mange på, at Tysklands eksportdrevne økonomi simpelthen er alt for afhængig af det kinesiske marked til, at den tyske regering for alvor tør konfrontere Beijing med dets unfair handelspraksis, industrispionage og menneskerettighedskrænkelser.

I Danmark frygter mange, at vi, på grund af vores store eksport til Tyskland, uundgåeligt vil blive ofre for Tysklands afhængighed af Kina. Sandt er det, at den tyske økonomi har stor betydning for Danmark. Men spørgsmålet er, om Kina faktisk er så afgørende vigtig for Tyskland, som mange lader til at mene?

Lad det være sagt med det samme: Kinas betydning for den tyske økonomi er ikke ligegyldig. I de senere år har Kina udviklet sig til Tysklands største handelspartner. Men Tyskland er ikke afhængig af Kina. Hvad enten det drejer sig om handel eller udenlandske investeringer, er der intet enkeltstående marked uden for Europa, som Tyskland er kritisk afhængig af. Snarere end nationale økonomiske interesser er det særlige interesser hos udvalgte tyske multinationale selskaber og industrier, der driver den fortælling om ”Kina-afhængighed,” som begrænser Berlins muligheder for at agere geopolitisk.

Lad os begynde med handel. I 2021 toppede Kina listen over Tysklands handelspartnere med 9,5 procent af landets samlede eksport og import af varer. Det kunne i sig selv virke som et bevis på den tyske afhængighed. Men umiddelbart efter Kina i toppen følger USA, Frankrig, Polen og andre europæiske lande, der hver ligger på mellem 5 og 8 procent af Tysklands samlede varehandel. Det er således ikke afhængighed, men snarere mangfoldighed, der kendetegner Tysklands handelsforhold til verden. I modsætning til lande som Sydkorea, Japan og Australien, der har samhandel med Kina på mellem 20 procent og 30 procent, har Tyskland langt mere plads til geopolitisk manøvrering.

Kina er heller ikke essentiel for Tysklands handelsvækst. Undersøgelser viser, at Kina kun udgjorde omkring en tiendedel af Tysklands eksportvækst mellem 1991 og 2018. Dette er et bemærkelsesværdigt bidrag, men det bekræfter ikke fortællingen om kinesisk efterspørgsel som den centrale motor i Tysklands eksportdrevne økonomi.

Eksport til Kina understøtter ca. en million jobs i Tyskland, hvilket svarer til 2 % af arbejdsstyrken. Det er ikke et lille tal, men det er heller ikke overvældende. Mange jobs inden for eksport er fleksible. Og selv hvis en betragtelig del af de Kina-relaterede jobs skulle forsvinde helt, er det værd at holde for øje, at den nuværende situation langt fra heller er ideel. Godt nok viser studier, at én hurtig afkobling fra Kina ville være skadelig for tysk økonomi med et estimeret tab på 48 milliarder euro. Men dette skal sammenholdes med Tysklands nuværende situation, hvor landet årligt mister 55 milliarder som følge af industrispionage, primært fra Kina.

Så er der spørgsmålet om Tysklands investeringer i Kina. Efter et årti med gradvist faldende vækst steg tyske udenlandske investeringer i Kina til et rekordhøjt niveau i første halvår af 2022. Men de 10 milliarder euro, som tyske virksomheder indtil videre har investeret på det kinesiske marked i år, udgør kun omkring 10 procent af Tysklands samlede udenlandske investeringsaktivitet. Selv med det nuværende rekordhøje niveau er de tyske investeringer i Kina stadig kun en femtedel af, hvad tyske virksomheder i år har investeret i de 19 lande i eurozonen.

Som foregangsland for en bredere europæisk trend er ​​Tysklands investeringer i Kina i dag stærkt koncentreret blandt et lille antal store multinationale selskaber.
De tyske bilproducenter Volkswagen, Mercedes-Benz og BMW fører an. I de seneste år har Tysklands bilsektor typisk tegnet sig for mere end 70 procent af de tyske investeringer og over en tredjedel af de europæiske investeringer i Kina. Men også andre tyske virksomheder ser ud til at være ivrige efter at udvikle egne større afhængigheder. BASF har påbegyndt en investering på 10 milliarder dollars i nye petrokemiske anlæg, og Siemens planlægger en større udvidelse i digitale industrier i Kina.

I den stadig mere udtalte magtkamp mellem Tysklands udenrigs- og økonomiministerier lader det til, at kansler Scholz og hans rådgivere har stillet sig på de tyske erhvervslederes side. De multinationale selskaber har lobbyet intenst for, at Tysklands kommende kinastrategi ikke skal indeholde tiltag, der går imod deres interesser på det kinesiske marked. Men Scholz bør huske på, at de ​​tyske multinationale selskabers vækst i Kina ikke nødvendigvis bringer mange fordele til den gennemsnitlige tysker.

Ifølge en nylig undersøgelse er kernen i den tyske økonomi, den såkaldte Mittelstand af små og mellemstore produktionsvirksomheder, mindre optimistiske hvad angår udsigterne på det kinesiske marked sammenlignet med deres større modparter.
Kina er ikke Tysklands billet til økonomisk velstand. En fiksering på at øge konkurrenceevnen gennem en kinesisk økonomi, der både udvikler sig langsommere og stadig mere risikabelt, fjerner opmærksomheden fra Tysklands reelle innovations- og produktivitetsudfordringer, såsom dårlig digital infrastruktur og mangel på arbejdskraft.

Hvis der er ét marked, som Tyskland er afhængig af, er det EU's fællesmarked. Det er her, at Tysklands verdensførende bil- og maskinindustri er dybt integreret. For eksempel handler Tyskland 40 procent mere med Visegrád-landene – Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – end det gør med Kina. Dette til trods for, at de fire lande til sammen kun udgør 7 procent af Kinas økonomiske størrelse.

Disse interne europæiske handelsforbindelser er ikke i udpræget grad afhængige af Kina. I komplekse globale forsyningskæder, hvor kinesiske råvarer først behandles i et tredjeland inden endelig eksportproduktion i Tyskland, står Kina for 7 procent af al udenlandsk værditilvækst, mens EU-landene skaber 44 procent og USA 10 procent. Kina producerer ikke alting. I Europa, såvel som i resten af verden, spiller økonomisk regionalisering stadig en vigtigere rolle end globaliseringen.

De brede handels- og investeringsafhængigheder mellem Kina og Tyskland er stadig ikke overvældende for nogen af ​​siderne. Men Tyskland må handle hurtigt for at gøre noget ved de få, men reelle forsyningssårbarheder tyske virksomheder har med Kina. For eksempel kommer 98 procent af EU´s import af forarbejdede sjældne jordarter fra Kina, og kinesiske industrier producerer mange af de væsentlige komponenter til sol- og vindindustrien.

Som verdens fjerdestørste økonomi er Tyskland langt fra hjælpeløst. Tyskland kunne træffe hastige strategiske beslutninger og lede EU i et tæt samarbejde med andre lande - såsom Japan og Australien– og derved aktivt påtage sig den enorme udfordring med at opbygge alternative forsyningskæder i kritiske sektorer.

Scholz gør ret i at holde kommunikationslinjerne åbne til Beijing. Tyskland og Danmark behøver ikke at forfølge en bred afkoblingsstrategi fra Kina. Men den tyske kansler og Europas øvrige ledere skal begynde at adskille særinteresser fra nationale interesser, når det kommer til Europas tilgang til Kina.