Tiet ihjel: Paris udstiller problemet med NATO’s symbolske bagage

I de umiddelbare timer og dage efter terroranslaget i Paris lød der spredte opfordringer til at aktivere NATO’s artikel 5 – den såkaldte musketer-ed om, at et angreb på én er et angreb på alle. Artiklen, der første og eneste gang blev taget i brug efter terrorangrebet på tvillingetårnene i New York, forekom ikke mindst NATO’s tidligere øverstkommanderende i Europa, admiral James Stavridis, indlysende relevant. Dagen efter angrebet brugte Stavridis således sin faste klumme i det toneangivende amerikanske magasin Foreign Policy på at argumentere for, at terroranslaget i Paris var sammenligneligt med angrebet 11. september og helt oplagt også ville få samme konsekvens: aktivering af artikel 5 og inden for kort tid NATO som koordinerende aktør i Syrien med minimum 10-15.000 tropper på jorden. Den republikanske præsidentkandidat Marco Rubio satte trumf på ved ligefrem at foreslå USA (og ikke Frankrig) som musketer-edens initiativtager og udløser. Endelig meldte NATO’s egen generalsekretær, Jens Stoltenberg, positivt ud: NATO står klar, hvis Frankrig kalder.

Både Stavridis og Rubio nåede hurtigt de amerikanske mediers forsider. Alligevel blev deres udsagn fulgt af larmende tavshed. Det kan undre, for selv om opfordringen næppe er klog, er selve spørgsmålet: Har NATO en rolle? – langtfra dumt. Enhver, der følger NATO’s udvikling og relevans, må i kølvandet på Paris spørge sig: Hvorfor denne tavshed? Mest oplagt – og måske også mest konspiratorisk – har adskillige amerikanske medier forklaret, at Obama forholdt sig tøvende til Hollandes udlægning af terroranslaget i Paris som ”en krigserklæring”, fordi han ikke ønsker at udlægge terror som krig. Obama vil, som sin forgænger, helst forblive fri at de juridiske begrænsninger, italesættelsen af terror inden for konventionelle termer af krig medfører. Samtidig synes Obamas tøven over for NATO-vinklen forbundet med hans voksende tvivl over for værdien af det militære redskab som sådan. I en reaktion på Paris talte Obama således direkte om, at flere bomber alene ikke bekæmper IS eller de underliggende politiske, sociale og religiøse dynamikker, der nærer terror mod Vesten.

En ting er dog, at alliancens storebror ikke nødvendigvis jubler ved tanken om at skulle finde det store checkhæfte frem. Noget helt andet er, at sympatierklæringens egentlige genstand – Frankrig – afstod fra at bede om det. Frankrig valgte ikke at indkalde NATO, men derimod EU, til drøftelser oven på Paris. Og det gav franske embedsmænd nogle meget klare og særdeles interessante forklaringer på. Allerede onsdag sagde en fransk diplomat, at Frankrig ikke ville ”ydmyge præsident Obama ved at bede ham om det umulige”. Kort efter fulgte Frankrigs ambassadør i Washington op ved at understrege, at Frankrig helst ser Rusland med i en løsning – en ambition, som NATO med sit ophav i øst-vest konflikten kun kan forplumre. Med andre ord: Som militær organisation mangler NATO tyngde og handlingskraft. Og som politisk symbol bidrager NATO til at skille, ikke samle vandene.

Det svar har flere lag end som så. Som gårdsdagens tyrkiske nedskydning af et russisk jagerfly udstiller, har Frankrig jo ret: NATO-koordination af de vestlige aktørers indsats i krigen mod IS vil utvivlsomt fremmedgøre Rusland og dermed stå yderligere i vejen for de i forvejen svære diplomatiske øvelser, der drømmer om at få russiske, amerikanske og europæiske bestræbelser til at gå i med- og ikke modspil. NATO erkender langt hen af vejen selv problemet: I kølvandet på den tyrkiske nedskydning – og Tyrkiets forudgående oplevelse af, at Rusland ikke respekterer tyrkisk luftrum – skal alliancens medlemmer nu træde sammen, men allerede før det møde har NATO forsøgt at tale både hændelsen og sin egen rolle i den ned. Set med franske øjne vil en alt for hidsig NATO-håndtering af Rusland-Tyrkiet konflikten være katastrofal. Hollande løber disse dage spidsrod mellem Moskva og Washington for at finde fælles russisk-amerikansk fodslag til en øget indsats mod IS i Syrien. Bringes NATO ind i den ligning, kan Ruslands i forvejen sarte samarbejdsvilje hurtigt saboteres. Det forstår alle aktører (om end ikke alle – Tyrkiet? - nødvendigvis finder det problematisk). Og derfor vil efterspillet på det tyrkisk-russiske optrin formentlig også ligne efterspillet til Paris: NATO vil langt hen af vejen blive tiet ihjel.

De dybere implikationer er potentielt mange og vidtrækkende. NATO har siden den kolde krigs ophør drømt om at slippe identiteten som regional forsvarsalliance og har i stedet italesat sig selv som repræsentant for en række universelle værdier og globale eller ’kollektive’ sikkerhedsinteresser. Den ambition havde betydeligt bedre levevilkår, så længe USA og dermed den transatlantiske alliance reelt kunne agere global suveræn. Det er, som situationen i Mellemøsten udstiller det, ikke længere tilfældet. USA er på mange måder på retræte fra rollen som global anfører – og i særdeleshed på retræte fra Mellemøsten. Nye magter er vokset frem. Og det 21. århundredes globale orden er blevet så kompleks, at flere foretrækker udtrykket ’post-polær’ og ikke bare ’multi-polær’.

I sådan en verden – med dens foranderlige og situationsbestemte krav til kompromis og tilpasning – fremstår NATO hurtigt som problemet og ikke løsningen. Organisatorisk vil NATO opleves som tung, stor og langsom: Hvem siger at alle konflikter i en post-polær verden placerer NATO-lande på samme side af ligningen i de konkrete disputer, der opstår? Tag eksempelvis den aktuelle spredning i Frankrigs og Tyrkiets Syrien-interesser. Og politisk vil NATO’s symbolske signalværdi også hurtigt forekomme klodset. Når de internationale kriser og konflikter ikke løber langs en akse, men konstant har flere og komplekse lag, kan den tunge øst-vest historie, NATO bærer med sig, let blive én de enkelte NATO-lande i helt konkrete situationer, helst ser sig foruden.

I tillæg hertil – og måske endnu vigtigere – kommer, at NATO’s symbolske bagage udgør en udfordring, der ikke stopper ved Rusland: Også den signalværdi en NATO-hat for internationale operationer sender i muslimsk sammenhæng er noget, der debatteres i medlemslandende politiske kredse såvel som i de vestlige forskningsmiljøer. Den udvikling hænger naturligvis sammen med, at Vesten oven på 15 års erfaringer fra Irak og Afghanistan erkender, at politisk vold og religiøs ekstremisme er komplekse fænomener, som Vestens egne interventioner uvægerligt får en (u)produktiv rolle i. For så vidt NATO med sin lange krig i Afghanistan er blevet en art ansigt på en helt særlig form for vestlig terrorbekæmpelse, er det tydeligt, at flere medlemslande hurtigt holder NATO ud i stadig mere strakt arm. Frankrigs ønske om selv at danne en regional såvel som global alliance omkring bekæmpelse af IS i Syrien, frem for at bruge NATO som diplomatisk forankring og drivkraft, afspejler utvivlsomt den type logik. Ligesom Obama erkender Frankrig, at bomberegn alene ikke gør det. Legitimitet er nøgleordet. Den erkendelse kom NATO selv til i Afghanistan – der håbede man blot, at problemet kunne løses ved at bygge civile dimensioner på NATO’s militære indsats. Mere end noget andet fortæller Frankrigs fravalg af NATO os måske, at i hvert fald nogle medlemslande nu frygter at NATO som konstruktion bidrager til problemet, ikke løsningen. Med andre ord: Er NATO på vej til at blive det symbolske billede på det ’clash of civilizations’, som IS på sin side så gerne vil opildne til, men som Frankrig gerne vil undgå?

Hvis det er tilfældet, bliver NATO’s største opgave den kommende tid ikke blot at indpiske de 2 procent i BNP på forsvarsudgifter, som alle medlemslande efter ambitionen helst skal op på. Det bliver snarere at overveje sin rolle, ikke bare som redskab for, men også som aktiv og selvstændig strategisk debattør i en vestlig sikkerhedsdebat. Den debat er lige nu kraftigt intensiveret af terroranslaget i Paris og er polariseret omkring to udlægninger: Er Vesten i krig med Islam? Eller er Vesten i krig med religiøs ekstremisme? NATO bør tænke sig klogt og grundigt om – eller gå i stykker.