Taleban er ikke længere fjende, men allieret i USAs krig mod terror

Terrorangrebene 11. september 2001 blev planlagt i Afghanistan, hvor al-Qaeda havde sit hovedkvarter i huler i Tora Bora bjergene. 7. oktober samme år indledte USA angrebet på Afghanistan med det formål at fjerne Taleban og smadre al-Qaeda ved at dræbe medlemmerne, herunder ledere eller tage dem til fange og internere dem på Guantanamobasen på Cuba. 

USA havde fra starten fået hjælp fra mange allierede, bl.a. fra Danmark. I første omgang var de vigtigste alliancepartnere dog den såkaldte Nordalliance, der bestod af lokale militser, som i årevis til dels med iransk støtte havde bekriget Taleban. Kort efter terrorangrebene i september var erfarne CIA veteraner sendt til det nordlige Afghanistan med kufferter fulde af dollars for at overtale de lokale krigsherrer til at indtage hovedstaden Kabul. Udover dollars ville de få luftstøtte fra amerikanske jagere og missiler fra krigsskibe i Den Persiske Golf. 

Det gik efter planen og ved juletid 2001 var krigens mål opnået: Taleban var fjernet fra magten og på vild flugt, bl.a. til Pakistan, al-Qaedas tilholdssteder var bombet væk og de medlemmer, der hverken var dræbt eller sendt til Cuba, havde søgt tilflugt i Iran og Pakistan og var derfor ikke længere i Afghanistan. Men et tredje mål med krigen var kommet til, nemlig at tilvejebringe demokrati i det krigsplagede land. Demokrati ville være det bedste bolværk mod, at al-Qaeda kunne komme tilbage og igen blive en global trussel, mente man i Vesten. Men man gjorde regning uden vært: de militser fra Nordalliancen, som havde hjulpet med at indtage Kabul, forblev bevæbnede militser, som deres ledere kynisk brugte i magtspillet i Kabul. Korruptionen voksede eksplosivt, og den enighed, man sporede i den afghanske befolkning efter Talebans fald, om at skabe et nyt og velfungerende Afghanistan blev hurtigt opløst i allehånde sekteriske konflikter.

Samtidig begyndte USA at miste interessen, fordi en krig mod Irak var rykket højt op på dagsordenen. Da man i 2005 igen kastede sin interesse mod Afghanistan og besluttede, at Nato skulle have et større ansvar og derfor rykkede ind med øgede styrker i 2006, var afghansk Taleban kommet tilbage og bekæmpede indædt såvel styret i Kabul som koalitionens tropper. Også al-Qaeda havde reorganiseret sig i Pakistan, hvorfra de støttede Taleban.

Siden er det kun gået op ad bakke for de amerikanske styrker og Nato-koalitionen. Utallige planer, nye strategier, omrokeringer og forhandlinger med og støtte til styret i Kabul gav gang på gang anledning til at udsende optimistiske meldinger fra de vestlige hovedstæder om, at nu gik det i den rigtige retning. Der blev talt meget om brønde og pigeskoler, men lige lidt hjalp det: Taleban blev ved at gøre modstand og satte sig på større områder og genindtog de byer koalitionen med store tab havde erobret.  

Forsøg på at få Pakistan til at opgive sit dobbeltspil, hvor pakistanerne på den ene side forsikrede USA, at de ville bekæmpe afghansk Taleban og al-Qaeda og smilende indkasserede milliarder af dollars i militær støtte for på den anden side at hjælpe det afghanske Taleban med at have hemmeligt hovedkvarter i Pakistan og give dem frit lejde over grænsen til Afghanistan, førte ingen vegne hen. Barack Obamas massive dronekrig i de pakistanske stammeområder dræbte ganske vist mange al-Qaeda ledere og desværre også mange civile, men uden det hjalp synderligt på situationen i Afghanistan, hvor Taleban ufortrødent fortsatte kampen.

I 2015 så USA skriften på væggen: den eneste vej ud af denne krig var forhandling med Taleban. Mange politikere, herunder danske, havde ellers stædigt fastholdt, at Taleban med deres middelalderlige formørkede univers, som man sagde, var uden for pædagogisk rækkevidde. Også i Danmark fik piben en anden lyd som da DF’s Søren Espersen i 2017 om Afghanistan-krigen sagde, at den er tabt, nu må der forhandles. Skønt amerikanske officerer talte med Taleban, kom der ikke rigtig gang i forhandlinger: USA ville have den afghanske regering med, men det nægtede Taleban. Først da Trump-regeringen fandt på at lave en forhandling i to faser, skete der noget. Ideen var, at først skulle USA og Taleban lave en aftale, der dernæst skulle bane vejen for direkte forhandlinger mellem Taleban og Kabulregeringen. 

I februar i år blev første fase afsluttet med an aftale mellem USA og Taleban: de blev enige om, at USA skal trække sine tropper ud, at Taleban skal bekæmpe terrorisme, herunder al-Qaeda og Islamisk Stat og for at Taleban skal gå med til forhandlinger med Kabul, skal 5000 Taleban-fanger frigives fra afghanske fængsler. Endelig skal Taleban ophøre med at angribe amerikanske tropper. Til gengæld giver USA Taleban støtte til kampen mod de andre jihadgrupper således, at Taleban nu rent faktisk er allieret med USA i krigen mod terror: hvem havde mon set det komme i 2001 og kan man virkelig stole på, at det reelt er tilfældet?

Siden har Taleban øget sine angreb mod den afghanske hær med 25%, volden er konstant vokset og regeringen har kvitteret med at udskyde frigivelsen af fanger samt vist sig uvillig til at tale med Taleban. Præsident Trump siger med stor selvsikkerhed, at alt går efter planen, men han har vel også kun interesse i at få tropperne hjem inden præsidentvalget i november senere på året.

I modsætning til Trump er mange amerikanske analytikere, ikke mindst i det amerikanske forsvar, dybt bekymrede over aftalen.  De frygter, at Talebans eneste mål er genvinde magten i Kabul og få genoprettet deres islamiske emirat. De frygter også, at det igen vil gøre Afghanistan til hjemsted for global terrorisme. 

Lige præcis her kan Trump måske få hjælp fra en hel uventet side, nemlig fra sin store rival Kina, der på ingen måde er interesseret i, at jihadister skal få for godt fat i Afghanistan. Landet grænser op til den vigtige Xinjiang-provins, som er hjemsted for de mange millioner kinesiske muslimer, uighurer, som Kina med vold og magt vil gøre til mandarintalende, verdslige kinesere, som fornægter islam. Da præsident Obama i 2014 erklærede amerikansk tilbagetrækning fra Afghanistan, gav det politisk jordskælv i Beijing, der jo sikkerhedspolitisk havde draget fordel af, at USA bankede jihadisterne og på den måde forhindrede dem i at mobilisere i Xinjiang. Siden har Kina engageret sig massivt i Afghanistan og bl.a. også presset på med forhandlinger mellem Taleban, regeringerne i Kabul og Pakistan samt USA. 

Der er næppe tvivl om, at Trump med aftalen fra februar trækker de amerikanske tropper hjem. Er resultatet, at jihadisterne overtager landet, er der næppe heller tvivl om, at Kina rykker ind for at bekæmpe dem. Ikke ved at besætte Afghanistan, men med andre midler. Alene for USA har krigen kostet 300 milliarder kroner hvert eneste år, den har stået på. Hertil kommer de mange civile ofre og faldne soldater. Efter godt 18 år synes bundlinjen nu at være, at Kina flytter sine magtinteresser og dominans mere vestpå og at demokrati og et for Vesten venlig stemt Afghanistan dermed er skudt langt ud i fremtiden. Høj pris, ringe resultat.   

Kronikken blev bragt d. 20. juli 2020 i Berlingske