At tale med Taleban

Fredsprocessen indtil videre

Trods 12 års krig er der stadig ikke skyggen af håb om en militær sejr over Taleban i Afghanistan. Spørgsmålet om hvordan en varig fredsproces indledes, inden de internationale styrker trækkes ud af Afghanistan i 2014, er afgørende for alle parter. Mens den afghanske regerings største bekymring er, at undgåt en tilstand af total borgerkrig, er USA fokuseret på at forlade Afghanistan med et narrativ om relativ succes. Samtidig er Taleban bevidst om at de mangler kapaciteten til at gribe magten, og højst sandsynligt står overfor at miste en del af deres folkelige opbakning når de ikke længere bekæmper en fremmed fjende. Der bør altså eksistere en reel interesse og vilje fra alle parter til at sætte sig til forhandlingsbordet.
 
Snarere end en ’grand strategy’ for en fredsproces med Taleban, har der dog indtil videre været tale om dårligt koordinerede initiativer på vegne af både den afghanske regering og USA (samt Pakistan og andre interessenter), som med spidse albuer forsøger at skubbe hinanden af vejen.
 
Disse sideløbende processer bør adskilles skarpt i én proces mellem Taleban og USA, som er separat fra den anden og lige så vigtige proces: den nationale forsoning mellem Taleban og den afghanske regering. USA bør ses som en konfliktpart og ikke en neutral mægler mellem de to afghanske parter. Hvis de to fredsprocesser ikke skilles fra hinanden vil risikoen derfor være at USA vil komplicere den afghanske nationale forsoningsproces.
 
Desuden bør alle parter gå til forhandlingsbordet med reel forhandlingsvilje. Forhandling indebærer i sin definition kompromis fra begge sider, og indtil nu har der derfor ikke været tale om egentlig forhandling mellem USA og Taleban men kun mislykkede forsøg på tillidsskabende samtaler.
 
Talebans forhandlingskontor i Doha blev uofficielt etableret i januar 2012 som scene for samtaler primært om en udveksling af fem Talebanfanger fra Guantanamo for en amerikansk soldat, og USA's militære tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014. Doha-samtalerne brød dog sammen allerede efter to måneder, ifølge Talebans forhandlingsgruppe på grund af, at betingelserne stillet overfor dem var af en natur som de anså som klare ’dealbreakers’, og som USA må have været bevidst om ikke repræsenterede et realistisk udgangspunkt for konstruktive forhandlinger.
 
En militant bevægelse, der har opnået en plads med stor vægt ved forhandlingsbordet i kraft af væbnet kamp, vil højst sandsynligt ikke være indstillet på at se et ufravigeligt krav om at de skal nedlægge deres våben som et reelt udgangspunkt for forhandlinger. Der ville være meget lidt pointe for dem i at opgive deres trumfkort som det første træk i forhandlingsspillet. De følte sig dengang som nu ikke trængt op i et hjørne på slagmarken, så hvorfor starte i et ved forhandlingsbordet?
 
Amerikanerne trak sig i 2012 ud af samtalerne, da Taleban nægtede at garantere at de fem udvekslede fanger ikke ville gribe den første og bedste AK47 og genindtræde i kamp. Manglende opbakning og politisk vilje i kongressen har dog muligvis også spillet en rolle, ikke mindst fordi forhandlingerne fandt sted i et valgår.

Hvad er der på spil?

USA's balancegang er grundlæggende problematisk: selvom USA efter eget udsagn er opsat på at deltage i forhandlingssamtaler, tilbyder de fortsat $10 millioner som dusør for Talebans leder Mullah Omar ’død eller levende’, og fortsætter strategien med at udradere lederskabet gennem ’death-by-drone’ kampagnen. Dette øger selvsagt både modstanden mod forhandlinger internt i Talebans lederskab, og besværliggør deres opgave med at overbevise fodfolket om rigtigheden af at indgå i forhandlinger.
 
Der er allerede tegn på, at dialogen med USA og den afghanske regering har delt Taleban i en militær fløj som er imod forhandlingerne, og en politisk fløj som er for forhandlinger. Denne indre konflikt i Taleban peger imod et af de centrale spørgsmål i forhandlingerne: vil den politiske fløj af lederskabet kunne overbevise den militære fløj om rigtigheden af en politisk aftale? For at støtte den politiske fløjs indflydelse indenfor Taleban bør man derfor sikre at de opnår pragmatiske gevinster gennem forhandlinger, som kan hjælpe dem til at overbevise den militære fløj om forhandlingernes legitimitet og derved på sigt om at nedlægge våbnene.
 
Den afghanske præsident Karzais reaktion på USAs tidligere forhandlinger med Taleban i Doha var en blank afvisning af at amerikanerne kunne forhandle på hans vegne, fordi spørgsmål såsom status for religion i den afghanske forfatningen samt etnisk og politisk repræsentation, hører til forhandlinger som afghanerne alene bør have ejerskab over. Karzai har derefter insisteret på, at alle forhandlinger finder sted i Afghanistan og med den afghanske regering for bordenden.

Vejen frem
For at kommende forhandlinger skal lykkes, er det afgørende, at der opdrives en passende mægler, som kan facilitere forhandlingsprocessen, og forsøge at gøre den så inklusiv som muligt ved at involvere civilsamfundet og andre aktører og derved imødegå, at den afghanske regering og Taleban betragtes som det afghanske samfunds eneste interessenter. FN bliver ofte nævnt i den forbindelse, og til tider Den Arabiske Liga.
 
Selvom Taleban stadig vil arbejde for implementeringen af en konservativ fortolkning af Islam, er der tegn på at et pragmatisk segment af Talebans ledelse anerkender, at de ikke vil kunne føre samme politik som i 1990erne. Dette segment er villigt til at indgå kompromiser særligt på områder såsom kvinders rettigheder og pigers skolegang for at række ud til FN.
 
De seneste par dages begivenheder har tydeligt vist hvor skrøbeligt det nuværende momentum for forhandlinger er. USA har lagt sig ud med Karzai ved umiddelbart at acceptere Talebans invitation til forhandlinger, hvilket har sat den bilaterale sikkerhedsaftale som skal implementeres efter troppeudtrækkelsen i 2014 over styr. Karzai ser ud til, med USA som mellemmand, at have presset Taleban til at fjerne et bemærkelsesværdigt ambassade-lignende skilt samt en flagstang fra deres politiske kontor. Samtidig presser Taleban både USA og Karzai ved at åbne kontoret i Doha på dagen NATO overdrager sikkerhedsansvaret til de afghanske styrker, og derudover sprænge to dødelige og højst symbolske selvmordsbomber samme dag.
 
For at USA skal kunne opnå resultater i de kommende forhandlinger vil der skulle ske en målrettet investering i opbygning af gensidig tillid og USA bør som minimum overveje at: 1) blande sig helt uden om den nationale afghanske forsoningsproces, 2) genoverveje at udveksle de fem Guantanamo-fanger med den amerikanske soldat, 3) fjerne Talebans topforhandlere fra FNs ’sorte liste’ således at de kan rejse til og fra forhandlinger, og 4) fokusere på forhandlingsmål som fx at Taleban skal tage afstand fra Al-Qaeda, nedlægge våbnene og anerkende forfatningen, frem for at stille disse mål som betingelser for overhoved at indgå i forhandlinger.
 
Disse fire punkter vil naturligvis ikke garantere hverken fred eller en aftale, men det er svært at forestille sig en varig fredsaftale uden dem.