Styring gennem mål er ikke kun vejen frem, det er også politisk afmagt

På mange måder fremstår FN’s verdensmål som en kærkommen solstråle i en dyster tid: Et udtryk for global solidaritet på tværs af kontinenter og generationer, og en konkret vision for en verden i økonomisk, social og miljømæssig balance. Men viser de også vejen frem mod en ny og mere tidssvarende form for global styring, der passer bedre til vores globaliserede virkelighed end den statsbaserede tilgang, vi har støttet os til siden 1945?

Dette spørgsmål rejser DIIS seniorforsker Louise Riis Andersen i bogen Globale mål, der søger at komme bag om FN’s 17 mål for bæredygtig udvikling frem mod 2030.

I sit bidrag til bogen argumenterer Louise Riis Andersen for, at den proces, der i 2015 førte til vedtagelsen af verdensmålene, var langt mere inklusiv og åben for folkelig deltagelse, end sådanne processer typisk er. Men det var også en proces, der i langt højere grad end tidligere satte sin lid til frivillige og markedsbaserede tilgange til global problemløsning. På den måde kan verdensmålene – og det at styre gennem mål i stedet for regulering – i lige så høj grad ses som et udtryk for politikkens fallit og vores fælles afmagt, som en afspejling af vores fælles håb om en verden i balance.

Louise Riis Andersens bidrag handler om global orden og styring. Bogens andre kapitler belyser emner som værdighed, mennesker, velstand, planeten, retfærdighed og partnerskab og er skrevet af en række forskere, eksperter, embedsmænd og kunstnere. Bogen Globale mål er redigeret af Lars Josephsen og Steen Hildebrandt og er netop udkommet på DJØFs forlag. Den ligger i forlængelse af bogen Bæredygtig global udvikling. FN’s 17 verdensmål i et dansk perspektiv, der udkom på samme forlag i 2016 - også med et bidrag af Louise Riis Andersen.