Stor magt, varsomme skridt

Ruslands invasion af Ukraine tegner til at blive en af den slags skelsættende begivenheder, der ligesom 9/11 vil forme de internationale konflikt- og samarbejdsmønstre i mange år frem. I den allerede skarpt optrukne koldkrigslignende konfrontation mellem Rusland og Vesten har intet ”udenforstående” land påkaldt sig større opmærksomhed end Kina. Og med god grund. Kina kan nemlig i kraft af sin økonomiske tyngde som verdens største handelsnation og strategiske position som Ruslands tætteste partner spille en afgørende rolle i konflikten, hvis Beijing for alvor vælger side. Indtil videre har kineserne dog formået at holde sig på sidelinjen i en uskøn balanceakt, hvor Beijing officielt udviser forståelse for Moskvas dispositioner og afviser at tilslutte sig Vestens sanktioner mod Rusland, men i praksis afholder sig fra at underminere sanktionsregimet, endsige understøtte russernes krigsindsats.

At kineserne forsøger at holde tungen lige i munden skal ses i lyset af de stærke modsatrettede interesser, der er på spil. På den ene side gælder det forholdet til Vesten og Kinas adgang til vestlige markeder og teknologi, idet især amerikanerne ved flere lejligheder har understreget, at kineserne risikerer selv at blive genstand for sanktioner, hvis de aktivt modarbejder Vestens tiltag. Kaster man et blik på Kinas vigtigste eksportmarkeder i 2020, er der umiddelbart ikke meget at rafle om, for de vestlige lande placerede sig helt i top anført af Europa (18,7%) og USA (17,5%), mens også Japan (5,5%), Sydkorea (4,3%) og Australien (2,1%) alle overgik Ruslands andel (2%). Hertil kommer, at adskillige kinesiske virksomheder reelt vil være prisgivet, hvis de ikke længere kan opnå adgang til vestlig teknologi, herunder avancerede mikroprocessorer og softwareprogrammer, hvilket eksempelvis illustreres af Huaweis deroute på det internationale mobilmarked, efter at amerikanerne sortlistede den kinesiske tech-gigant i 2019.

Ganske vist har den kinesiske regering allerede lanceret en række ambitiøse planer med henblik på at opbygge en højere grad af strategisk autonomi for at være mindre afhængig af Vesten og hermed mindre sårbar over for eventuelle sanktioner. I teknologisk forstand drejer det sig om Made in China 2025-planen, som skal fremme Kinas egenproduktion inden for eksempelvis mikroprocessorer, industrirobotter, passagerfly, elektriske køretøjer, biomedicin og IT-systemer. I økonomisk forstand annoncerede Beijing i 2020 den såkaldte ”dobbelte cirkulationsmodel”, der gradvis skal flytte tyngden i den kinesiske økonomi væk fra den eksterne cirkulationspumpe (samhandel og udenlandske investeringer) og henimod det interne kredsløb (hjemligt forbrug og investeringer). I finansiel forstand har Kina i årevis søgt at mindske sin afhængighed af Vesten ved bl.a. dels at udfordre dollarens position i internationale transaktioner og som reservevaluta, dels at opbygge alternative internationale finansieringsinstitutioner (fx AIIB) og dels at udvikle sit eget modstykke til SWIFT-systemet for internationale banktransaktioner (CIPS). Men Kina er stadig langt fra at have opnået den fornødne strategiske autonomi, og det tvinger Beijing til at træde varsomt for ikke at overskride Vestens røde linjer for effektueringen af sanktionspresset på Rusland.

Omvendt har den kinesiske regering som led i balanceringsakten afvist selv at påføre Rusland sanktioner, ligesom Beijing i sin officielle retorik har lagt sig tæt op ad Kremls udlægning af den ”specielle militære operation” i Ukraine. Som udgangspunkt handler det om at pleje det ”grænseløse venskab” med Rusland med afsæt i det ”omfattende strategisk partnerskab for samarbejde i den nye æra”, parterne indgik i 2019. For russerne er ikke blot – som følge af Vestens fortsatte våbenembargo mod Folkerepublikken – kinesernes vigtigste udenlandske leverandør af avancerede våben (fx SU-35 jagerflyet og S-400 luftforsvarssystemet), men også en afgørende forsyningskilde i forhold til metaller, gas og ikke mindst olie (Kina aftager 1/3 af Ruslands råolie). Herudover deler Beijing grundlæggende Moskvas syn på USA som værende en ”geopolitisk hegemon” opsat på at inddæmme både Kina og Rusland samt en ”værdipolitisk missionær”, der udnytter liberale frihedsrettigheder som et skalkeskjul til at destabilisere deres politiske regimer. Selv om kinesernes utilfredshed og kritik af Vesten stikker knapt så dybt som russernes, har den efterhånden vokset sig så stor, at det udelukkende er Vestens trusler, der afholder Beijing fra mere aktivt at støtte op om Rusland.

Spørgsmålet er så, hvor længe kineserne kan fortsætte denne balanceringsakt, hvis krigen trækker i langdrag? Hidtil har der ifølge den amerikanske regering ikke været nogen indikationer på, at Kina direkte underminerer sanktionsregimet, men forude venter masser af faldgruber. Kinesiske COSCO er den eneste af verdens ti største shipping-virksomheder, som stadig forsyner russiske havne med skibsbåren gods. UnionPay, Kinas modstykke til Visa og MasterCard, er tilsyneladende i færd med at udvide sin virksomhed i Rusland. Og i den forløbne uge valgte Folkerepublikken for første gang siden invasionens begyndelse at stemme sammen med Rusland imod et vestligt FN-resolutionsforslag (om at suspendere russerne fra FN’s Menneskerettighedsråd). Selv om det tjener Kinas interesser bedst at holde sig ude af konflikten – og selv om ikke-vestlige G-20 lande som Brasilien, Indien, Indonesien, Saudi-Arabien, Sydafrika og Tyrkiet ligeledes har anlagt en neutral position – kan det vise sig vanskeligt for Beijing at fastholde en lav profil.

Frem for alt er der stærke underliggende centrifugalkræfter, som trækker i kineserne – bort fra Vesten og over i favnen på russerne. Globaliseringsæraens liberale forestillinger om fremskridt, interdependens og samarbejde synes nu definitivt afløst af en ny koldkrigslignende æra præget af afkobling, blokdannelse og stormagtsrivalisering. En ny æra, hvor kampen mellem autokratiske og demokratiske regimer – ifølge de vestlige lande anført af USA – vil diktere udkrystalliseringen af de internationale konflikt- og samarbejdsmønstre. Scenen var sådan set allerede sat for første akt af en Koldkrigsforestilling med USA og Kina i hovedrollerne, inden Putin insisterede på at overtage rampelyset. Således vil det næppe vække overraskelse, hvis kineserne atter indtager hovedscenen i næste akt. Og vælger Nancy Pelosi, den magtfulde forkvinde for Repræsentanternes Hus, at fastholde sine udskudte planer om at besøge Taiwan, skal vi måske ikke vente så længe endda på næste akt.