Bog

Hvad skete der i Mellemøsten efter oprørene?

I en ny bog analyserer DIIS-forsker de vigtigste politiske forandringer i arabisk og mellemøstlig politik siden 2011

I bogen “Efter Foråret: Forandringer i arabisk politik” analyserer seniorforsker Rasmus Alenius Boserup seks centrale udviklinger i arabisk politik siden 2011.

Med udgangspunkt i møder og samtaler med politiske aktivister og diplomater i Egypten i tiden før og efter oprørene i 2011 giver Boserup et overblik over sammenhænge og forandringstendenser i store dele af den arabiske verden:

  • De revolutionære opstande, der spredte sig i regionen i vinteren 2010 og foråret 2011
  • Den forøgede repression under de kontrarevolutionære indsatser, som de autokratiske regimer gennemførte parallelt med opstandene
  • Militariseringen af oppositionsgrupperne som følge af repressionen
  • Eroderingen af staterne under kampene mellem regimer og oppositionsgrupper
  • Rivaliseringen mellem Mellemøstens regionale magter: Saudi-Arabien, Qatar, Iran, Tyrkiet m.fl. over udfaldet af de nationale konflikter i Syrien, Egypten og andre lande
  • De nationale og regionale konflikters samspil med den intensiverede stormagtskonkurrence i regionen, der er fulgt i kølvandet på Ruslands forsøg på at udfylde tomrummet efter USA's mindskede tilstedeværelse i regionen.

"Efter Foråret: Forandringer i arabisk politik" udkommer på Gyldendal som paperback og som e-bog den 17. oktober 2016.

Efter Foråret
Efter Foråret
Forandringer i arabisk politik