Drop fordommene om Qatar

I 1919 kom et nyt kondommærke på markedet. Pakken blev lavet i en vovet orangeindpakning, og afbildede en mørklødet mand med hovedtørklæde, der ridder gennem ørkenen på en vild hest. Kondommærket hed slet og ret Sheik.

På den tid skyllede en veritabel sheikbølge hen over Europa. Første Verdenskrig var netop afsluttet, og Frankrig og Storbritanniens havde i bedste koloniale stil delt det meste af den arabiske verden mellem sig. Det fik en ny frygtiblandet fascination af alt arabisk til at blomstre.

For eksempel E.M. Hulls storsælgende roman ’Sheiken’, om en britisk kvinde der bliver bortført af en mørk sensuel sheik i Algeriet. De to bliver voldsomt forelsket og til sidst gift, men selvfølgelig først da det viser sig, at sheiken slet ikke er arabisk, men bare en forklædt europæer.

Bogen er fuld af racistiske beretninger om det farlige liv blandt beduiner og kameler, om arabiske harem og hvid slavehandel.

Hele den orientalistiske pladderromantik bliver også til en storsælgende film med Rudolph Valentino i hovedrollen som sheik og siden til sange, revyer og kommercielle produkter – inklusive orange kondomer – der alle bidrager til Vestens fantasier og forestillinger om den arabiske verden.

Sheikromanerne skrives skam stadig i dag under titler som ’En nat med den forførende sheik’, ’Sheikens kidnappede brud’ og ’Jeg blev sheikens handel’. Bøgerne har hele fansider på Pinterest, og jeg forestiller mig sukkende Pinterest-mødre som læsere.

Det arabiske ord sheik, der egentlig betyder en ældre respekteret mand, gled altså langsomt ind i vores hverdagssprog og fik nogle andre mere ambivalente konnotationer og betydninger.

Da jeg i 1980’erne med højt permanentet hår og for meget blå mascara begyndte at havekærester, krummede jeg tær, når mine bedsteforældre spurgte: »Nååå har du fundet dig en sheik?«. Det var pinligt, at de sagde sheik, synes jeg. Måske fordi jeg fornemmede, at ordet både pegede på noget fascinerende i en teenagers kæresterier, samtidig med at det signalerede noget useriøst, noget, de kunne le af og hurtigt afvise. En sheik kunne aldrig være mere end en halvforbudt flirt.

I 1971 fik de sidste af de arabiske lande – Qatar og UAE – endelig deres selvstændig fra Storbritannien.

Med den nye selvstændighed og voksende nationalisme i den arabiske verden skyderoliepriserne gastronomisk i vejret. Olielandene skruer ned for oliehanerne, og det fører til dyb økonomisk krise i hele Vesten, bilfrie søndage og iskolde varmeapparater. Det er på den tid, at ordet sheik bliver til oliesheik.

I udenrigspolitikken og populærkulturen bliver oliesheiker og ørkenstaterne i Golfen stadig omtalt med en vis portion fascination, de er jo vores stenrige sikkerhedspolitiske allierede, men også med en større fjendtlighed og foragt.

Tænk på skurkene i James Bond-film fra 70’erne og 80’erne eller den lidt små latterlige sheik i ’Protocol’. De er alle arabiske mænd, som kommer fra ørkenen et sted, en slags beduiner, som nu alene på grund af deres sorte guld – snarere end flid og meritter – har fået fripas til hurtige penge.

Med attachemapper fulde af petrodollars indgår de i lyssky forretninger, terrorisme, våbenkøb og kvindehandler. Det er altså depraverede herrer, umoralske og dobbeltmoralske, der går på stripbar i Vesten og jagter vores blondiner; Goldie Hawn i ’Protocol’ og Kim Bassinger i ’Never say never again’. Op gennem 90’erne og 00’erneforvandler sheikerne sig til en mere dyster fjende, som diktatorfamilien al-Fayyed i ’The Tyrant’, Al-Qaeda-lederen Abu Nazir i ’Homeland’ og terroristerne i ’London is Falling’.

Vi ved aldrig helt, hvor den arabiske skurk kommer fra – der følger sjældent landenavnemed. Vi fornemmer blot, at det må være fra ’den arabiske ørken’ et sted. Ørkenen indikerer ligesom i 1920’ernes stumfilm med Rudolph Valentino noget eksotisk, og fremmed, men det er samtidig et øde sted, tilbagestående, natur uden kultur. For de nye überrige ørkenstater er tilsyneladende opstået ud af intet.

Ordene ørkenstat og oliesheik er ladet med betydning

De har med olien rejst sig som Fugl Føniks ud af, ja, ikke asken, men det bare sand. Nu står de så og glimter falskt i guld, skyskrabere og Chanel-tasker.

Kan vi mon genfinde nogle af disse orientalistiske forestillinger, når det handler om VM i Qatar? Her et par tilfældige overskrifter fra de over 1.500 indslag, der har været i danske medier om Qatar bare det seneste år: ’Dobbelt op på luksus i den stenrige ørkenstat’(Børsen), ’Qatar er bygget på gas, olie og døde immigranter’ (Ekstra Bladet), ’Dovne Sheiker: Qatars sheiker og velhavende forretningsfolk har en særlig vane. De rører sig nødigt mere end højst nødvendigt’ (Jyllands-Posten).

På en fodboldfanside pryder en satiretegning forsiden. Den viser tre hårdt slidende migrantarbejdere i ørkenen med fodlænke om benet og sveden springende fra kroppen. De bliver overvåget af en oliesheik på kamel med lommerne fulde af dollars, der dovent bapper på en cigar.

Søger du på Qatar på Infomedia det seneste år, indgår ’ørkenstat’ eller ’oliesheik’/’sheik’ i næsten halvdelen af alle medieomtaler af VM i Qatar.

I det legendariske værk ’Orientalisme’ fra 1979 viser den palæstinensisk-amerikanske professor Edward Said, hvordan Vestens litteratur, billeder, ord, og film om Mellemøstenikke er uskyldige fiktioner, men fulde af imperial magt og politik.

Der er et altid et hierarki på spil, der trækker på århundredes kolonihistorie, hvor den mellemøstlige Anden fremstår som Vestens inferiøre modsætning.

En af Saids pointer er, at Vestens forestillinger om Mellemøsten sjældent har meget med Mellemøsten selv at gøre (tænk Disneys Aladdin eller den nævnte satiretegning fra fodbold-fansiden), men mest handler om os selv. Det er konstruktioner, der giver Vesten selv identitet og værdi.

Når vi taler om Qatars brutale, barbariske behandling af migrantarbejdere, eller om den middelalderlige lovgivning i ørkenstaten, fremstår vi selv som modsætningen dertil; udviklede, moralsk overlegne, humanistiske og progressive.

Vores egen behandling af migranter, de syriske flygtninge, vi sender i udsendelseslejre på ubestemt tid, aftalen med Rwanda om modtagecentre og de filippinske au pair-piger i Rungsted-kælderene glider umærkeligt i baggrunden.

Ordene ørkenstat og oliesheik er ladet med betydning, og samtidig tomme klicheer, der reproducerer det, vi tror, vi allerede ved om den arabiske verden. Det er fordomme og fantasier, der stopper vores nysgerrighed og hindrer søgen efter mere viden. Fordommene lukker i stedet for at åbne. De gør os intellektuelt dovne.

Hvor mange mon for eksempel ved, at Qatars tv-station Al-Jazeera har skabt en ny langt mere pluralistisk og åben arabisk offentlighed, og at stationen spillede en afgørende rolle i det arabiske forår? I dag kan unge og gamle i den arabiske verden kritisere politiske ledere og debattere samfundsforhold på Al-Jazeera på en måde, der før var utænkelig.

Eller at Qatar længe har fungeret som regionens fredsmægler? Diplomaterne i Doha har gode relationer til de fleste og ser sig selv som en slags Mellemøstens Norge.

Qatar har f.eks. lavet konfliktløsning i Libanon, Yemen, Afghanistan, mellem israelere og palæstinensere og internt mellem palæstinenserne. Det var også Qatar, der hjalp amerikanerne ud af Afghanistan under den kaotiske evakuering sidste år, og i dag er Qatar USA’s diplomatiske repræsentant i Kabul.

Qatar har fra starten – i modsætning til f.eks. Saudi-Arabien – villet bruge sine olie- og gas pengene fornuftigt og langsigtet og har fået nogle af de bedste universiteter i verden til Doha.

Det har kæmpe betydning for unge muslimer i hele Mellemøsten, Asien, Afrika, der nu kan få en ordentlig universitetsuddannelse, uden at de behøver rejse til USA eller Europa. Eller hvem tør at dykke ned i, hvordan briterne var med til at skabe Qatars migrantsystem, eller spørge vores danske politikere og meningsdannere, om de også vil boykotte Qatars gas, olie og samarbejde om terrorismebekæmpelse på menneskerettighedernes alter?

Når Qatar siden 1990’erne har satset på at blive verdenshub for fredsmægling, kultur, medier og uddannelse, handler det ikke blot om nationbranding eller sportswashing men om sikkerhed. Efter Iraks invasion af Kuwait indså emiratet, at som lilleputstat, en fjerdedel af Danmarks størrelse, kunne de alt for let blive invaderet og truet af de storenaboer i vest, Saudi-Arabien, Iran eller Irak, så de blev nødt til at være internationalt relevante, synlige og have gode relationer til de største magter i Vesten.

De skulle have blød magt. Qatar byggede samtidig Mellemøsten største base til USA al Udeid, her er der 11.000 amerikanske soldater udstationeret og det var herfra at kampfly lettede i kampen mod Islamisk Stat.

USA’s præsident Joe Biden har netop udnævn Qatar til tætteste ikke-NATO allierede, og Tysklands Scholtz har været på besøg for at for at få en energiaftale i hus, ligesom både Frankrig og USA har et milliardstort våbensalg til det lille Emirat.

Qatar har brug for USA’s og Vestens sikkerhedsparaply, og vestlige regeringer har tilsyneladende stadig brug for Qatars sikkerhedssamarbejde og gas.

Samtidig rumsterer tvivlen i mig. Det kan godt være, at kritikken af Qatar tit forlader sig på orientalistisme og dobbeltmoral, men det bortforklarer jo ikke de tusindvis af dødemigrantarbejdere og de mange, der lever under kummerlige forhold, mens de slæberbetonsten til midlertidige fodboldstadioner i 40 graders hede.

Den aura af entitelement, jeg har mødt hos Qatars overklasse, og frygten i øjnene på den tjener fra Bangladesh, der arbejdede på mit hotel.

Han boede i kælderen under hotellets marmorlobby og havde ikke set sin kone og børn i fire år, fortalte han mig hviskende, mens han kiggede sig over skulderen. Jeg frygter, hvad der sker, når verdens spotlight forlader Qatars fodboldbaner, for migrantarbejderne udgør 90 procent af befolkningen og får aldrig samme rettigheder som de få tusinde Qatar-borgere.

Jeg ved, hvor dygtige Qatar er til soft power, og at hele fodboldspektaklet er iscenesat for at købe Qatar, et enevældigt diktatur, legitimitet og sikkerhed. At vi alle nu er blevet indrulleret i deres verdensshow, gør den fortsatte kritik af Qatar berettiget, afgørende, vigtig!

Så jeg ønsker mig dette. Kan vi have en debat om VM i Qatar, der ikke er formet som en truende pistol: Enten er du med os eller mod os?

Kan vi undgå alle stereotyperne om brutale oliesheiker og tilbagestående ørken stater, der skal få os selv til at fremstå som overlegne, progressive, og pletfri? Kan vi formulere en kritik, der også afsøger vores eget medansvar og dobbeltmoral, vores tættesikkerhedspolitiske og energipolitiske samarbejde med Qatar, vores egen behandling af migranter i Danmark, fodboldens afhængighed af big money?

Kan vi rejse en kritik af forholdene for kvinder, homoseksuelle migrantarbejdere, men samtidig blive nysgerrige på Qatar som land, dets historie, modsætninger, udfordringer? Kun sådan tror jeg, vi kan træde ud af orientalismens lange skygge.

Kronikken er udgivet i Politiken