Hvorfor trækker Qatar så meget negativ opmærksomhed?

Qatar er kommet i hele verdens søgelys. Slavelignende forhold hersker blandt de mange migranter, der bor i landet, og tusindvis er døde alene for at bygge overdådige fodboldstadions, som Qatar ikke selv kan bruge når VM slutter om et års tid. Det trækker berettiget kritiske overskrifter og lægger et nødvendigt internationalt pres på kongedømmet.

Men i den ophedede debat smides der rundt med orientalistiske stereotyper og fejlagtige sammenligninger. Qatar kaldes rask væk for ”islamisk sharia-diktatur” og ”middelalderlig ørkenstat” og placeres i samme superskurkeklasse som Muhammed bin Salmans Saudi Arabien eller Bashar al Assads Syrien.

Men i virkeligheden minder Qatar ikke ret meget om sine Mellemøstlige naboer. Selv på ”diktatur-skalaen” ligger landet en del bedre end fx Kina, der afholder olympiske lege næste år, og Rusland, som havde vinter-OL tilbage i 2014. I Freedom House’s årlige såkaldte friheds-score ligger Saudi Arabien i bunden med syv point og Kina med ni, mens Qatar har 25. Så hvorfor trækker Qatar særskilt så meget negativ opmærksomhed for sin styreform og manglende menneskerettigheder?

Svaret skal måske findes i landets ellers så succesfulde forsøg med at opbygge international ’soft power’ og skille sig ud fra storebroren Saudi-Arabien. Indtil 1990’erne var Saudi-Arabien regionens stormagt, som dikterede alle de små golfstaters udenrigspolitik. Men da Qatars daværende emir Sheikh Hamad ibn Khalifa al Thani kommer til magten i 1995, satte han sig for at fremtidssikre Qatar og vriste det ud af Saudi- Arabien skygge.

Al Thani ville investere de astronomiske olie- og naturgasressourcer fornuftigt, i modsætning til Saudi-Arabien, som han mente blot havde ødslet oliepengene væk. Strategien var at skabe et ”Mellemøstens Norge” med en veluddannet og oplyst befolkning, at diversificere økonomien og opbygge en moderne stat, som er vellidt og anset internationalt. Doha går på få år fra at være et lille fiskerleje omgivet af ørken til en buldrende økonomi, med skyskrabere, firsporede motorveje og en international lufthavn, der er hub for hele verdens flytrafik.

Et netværk fødes, og en moderniseringsproces begynder

Men det er TV-stationen Al Jazeera som i 2000’erne for alvor satte Qatar på landkortet. Al Jazeeras betydning er svær at overdrive. Satellitkanalen, der blev lanceret i Doha i 1996, var med til at skabe en hel ny arabisk offentlighed, hvor meninger kan brydes og flere stemmer komme til orde. Lidt fortegnet kan man sige, at nyheder i den arabiske verden før i tiden bestod af en form for topstyret enhedskommunikation fra de diktatoriske regimer ned til befolkningen.

Nu vender Al Jazeera hierarkierne på hovedet, og dækker en sag fra flere synsvinkler. Stationens dækning af Irakkrigen i 2003, og senere de arabiske oprør i 2011, er banebrydende. Det er TV i øjenhøjde, der netop handler om de folk, som krigen og oprørerne direkte berører. Den type dækning skabte og skaber dog også uvenner, ikke mindst hos mange af de arabiske diktatorer — fra den egyptiske præsident Mubarak, senere Sissi og til Muhammed Bin Salman i Saudi-Arabien.

I dag når Al Jazeera ud til mere end 300 millioner husstande og kan ses i 100 lande. Kun BBC og CNN har samme rækkevide. Selvom Al Jazeera også har dækket forholdene får eksempelvis migrantarbejderne i Qatar, så er en tilbagevendende kritik mod stationen, at den ikke har levnet meget plads til intern debat om de politiske forhold i Qatar selv. Pegefingeren har fortrinsvis peget udad.

Efter Al Jazeera er næste skridt i Qatars moderniseringsproces uddannelse. Qatar får en lang række amerikanske eliteuniversiteter såsom Georgetown, Northwestern og Texas Am til at slå sig ned i den nybyggede universitetsby, og senere er britiske og franske universiteter også kommet til. Ud over at uddanne Qatars egen befolkning, er ideen, at studerende fra den arabiske og sydøstasiatiske verden, som ellers er rejst til Vesten for at uddanne sig, nu kan gøre det i regionen selv.

I kølvandet på de mange universiteter og udenlandske tænketanke, der rykker til Doha, er også museer, ny arkitektur og et klassisk filharmonikerorkester kommet til. Det er faktisk først i 10’erne, at Qatar er begyndt at gå skridtet videre fra elite- og finkulturen og søger at nå et bredere verdenspublikum gennem internationale sportsstævner, sponsorater og klubopkøb.

Mellemøstens freds- og mæglerdiplomat

Også når det gælder udenrigs-og sikkerhedspolitikken har Qatar en hel anden strategi end fx det saudi-arabiske regime. I stedet for at forlade sig på såkaldt hård magt – dvs. primært militære og økonomiske midler — vil Qatar opbygge blød magt. Det er Harvard-professor Joseph Nye, som har opfundet teorien om soft power, og Qatar er et skoleeksempel herpå. Ideen er, at et land gennem offentligt diplomati og ’nation branding’ kan blive beundret for sine særlige kulturelle udmærkelser, uddannelse eller sportssuccesser, eller det kan have særlige nichekompetencer og projicere bestemte værdier, som bliver anset som særlig positive og attråværdige. Kendte internationale eksempler er amerikanske Hollywood-film, dansk hygge og flexsecurity samt norsk fredsdiplomati.

Og Qatar har netop været stærk på freds- og mæglerdiplomatiet. I stedet for som Saudi Arabien at føre stedfortræderkrige i Yemen, Libyen og Irak, har landet med stor succes mæglet i konflikter mellem for eksempel de palæstinensiske fraktioner, i Libanon, Darfur og senest med Taliban. Så sent som i september roste den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken Qatar til skyerne for at have hjulpet med at evakuere tusindevis af amerikanske statsborgere ud af Afghanistan, og senest har USA udpeget Qatar til at være USA’s diplomatiske repræsentant i Afghanistan i stedet for USA selv!

Samtidig har Qatar sørget for at have gode relationer til USA’s fjender —fx Iran, Taleban og det Muslimske Broderskab. For at kunne mægle og forhandle skal landet stå på god fod med de fleste, og Qatar har sågar forbindelser til Israel – ulig mange andre mellemøstlige stater. Samtidig har emiren også massivt støttet de folkelige oprør i den arabiske verden og kravene om grundlæggende forandring. Qatar har kaldt liberalisering og modernisering af den arabiske verden for en nødvendighed, ikke bare gennem dækningen på Al Jazeera, men også i taler, ved offentlige begivenheder, og til internationale demokratikonferencer i Doha selv, ofte til stor irritation for de siddende regimer i Kairo og Riyadh.

Qatars bløde magt er et tveægget sværd

Og her ligger måske en del af svaret på den skævvredne negative opmærksomhed, som Qatar har fået i forbindelse med VM sammenlignet med fx Rusland eller Kina. For soft power-strategien er et tveægget sværd. I det førende internationale forskningstidsskrift International Affairs peger en gruppe forskere på at et land, der forfølger blødmagtsstrategien, skal have 100 % troværdighed og pinlig orden i eget hus, ellers risikerer staters blød magt at blive til afmagt.

Troværdigheden og integriteten går tabt. En stat, der forfølger blød magt, skal altså kunne tåle at blive kigget ekstra efter i sømmene. Qatar ville med VM gerne lukrere på den vilde opmærksomhed, som fodbold og masseunderholdning giver. Derfor står landet nu på den internationale scene badet i rampelyset, og så kan verdensoffentligheden få øje på alle pletterne; udnyttelsen af migrantarbejderne, diskrimination mod kvinder og homoseksuelle. Det foregik også alt sammen før, Qatar fik VM værtskabet, men dengang var rampelyset netop ikke helt så kraftigt.  

Kina og Rusland har til sammenligning masser af hård magt og behøver ikke at være ’attraktive’ eller projicere særlig betagende værdier. Det betyder også, at deres grumsede track record på menneskerettigheder ikke har samme konsekvenser. Baren bliver simpelhent sat lavere. Og så er Kina og Rusland som bekendt stormagter, mens Qatar er en lilleput stat, der ligger i en region, som mange i forvejen forbinder med alverdens onder, krig, undertrykkelse og islamistisk terror, så de orientalistiske stereotyper ligger lige for.

Den hårde kritik af Qatar er med andre ord både et resultat af at landet ikke har kunnet leve op til sin egen soft power-strategi, men også at vores egen hjemlige debat er præget af orientalistiske stereotyper og fejlagtige sammenligninger. Landene i golfen bliver hurtigt skåret over en kam, og de nemme referencer til ”stenrige ørken sheiker” skygger for forskellene. Qatar og Saudi-Arabien ligger langt fra hinanden, og Saudi-Arabien har de sidste årtier været et modbillede snarere end et forbillede for Qatar. 

Forholdene for migrantarbejderne i Qatar er ifølge den seneste rapport fra Amnesty International stadig utålelige, og den massive internationale kritik ryster berettiget Qatars eget selvbillede som en særlig god og moderne stat i Mellemøsten. Men når politikere, fodboldspillere og mediekommentatorer skal tage stilling til boykot og internationale sanktioner, så skal hele historien med. Qatar er langtfra et mønsterdemokrati, men heller ikke den store superskurk, som kongedømmet lige nu gøres til.