Rushdiesagen viser hvordan ytringsfrihed og politiske følelser ofres for magtpolitik

Overfaldet på Salman Rushdie sidste år mindede os om, at den mere end 30 år gamle fatwa mod forfatteren aldrig bliver historie. Rushdie var inviteret til at tale forfulgte forfatteres sag og opfordre USA til at give dem asyl og under foredraget blev han overfaldet og stukket med kniv 10 gange.

Siden sin flytning til New York i 2000 har forfatteren ellers gået frit omkring uden livvagter. Han har deltaget i seminarer og på bogmesser, og som han sagde i et interview kort før attentatet følt sig temmelig tryg.

Men sagen er aldrig blevet lukket, og det tragiske overfald er anledning til igen at tage sagen op. Attentatet fandt sted august 2022 og det ramte Rushdie og verden helt uforberedt, fordi man troede den sag var historie.

Men den iranske fond, der har udlovet et tocifret millionbeløb i dusør til den, der likviderer Rushdie, har ikke fjernet dusøren. Den øverste religiøse og politiske leder i Iran har ikke udsendt noget kontra fatwa om, at det vil være forkert at myrde Rushdie. Da attentatet fandt sted blev det mødt med entusiasme i det officielle Iran, hvor det dog blev understreget, at Iran intet havde med det at gøre.

På samme måde selvom vi ikke tænker på dem i dagligdagen, er sagen om de danske Muhammad satiretegninger fra 2005 stadig kilde til vold. Som i 2015, hvor satirebladet Charlie Hebdo blev udsat for massakre og en måned senere blev et seminar om blasfemi fatalt angrebet på Østerbro i København.

I et festskriftet Susanna i Badet, som er skrevet til professor Jakob Skovgaard-Petersen i anledning af hans 60 års fødselsdag, bidrager DIIS-forsker Lars Erslev Andersen med overvejelser om sagen om Salmen Rushdies roman De sataniske vers.

I sit bidrag analyser Lars Erslev Andersen, hvordan både ytringsfrihed og religiøse følelser bliver taget som gidsler i magtpolitiske spil. For Ayatollah Khomeini, der i 1989 fremsatte fatwaen mod Rushdie, handlede det kynisk om politisk mobilisering til støtte for sin magt. Og på samme måde når Vesten trods højtidelig retorik om, at ytringsfrihed er ukrænkelig, og at man ikke vil handle og være i dialog med Iran, så længe staten ikke klart har fjernet truslerne mod Rushdie, alligevel handler og forhandler med Den Islamiske Republik, skyldes det økonomi. Eller en diplomatisk vurdering af at forhandlinger med Iran kan forhindre landet i at blive atommagt og så må kunstnerisk frihed komme i anden række.

Med udgangspunkt i Rushdiesagen analyserer Lars Erslev Andersen de mange politiske spil, der trumfer både ytringsfrihed og religiøse følelser.