DIIS Comment
Den præ-medierede bombemand. Om terrorisme i de danske medier
I dækningen af terrorisme forholder medierne sig ikke længere kun til nutiden. I stigende grad formidler og anticiperer de en ikke-eksisterende fremtid. Konsekvensen er, at medierne bliver mindre kritiske samt bidrager til mere frygt i hverdagen
17. september 2010
En gammel talemåde siger, at det er svært at spå, især om fremtiden. Alligevel virker det i mediernes dækning af terrorisme som om, fremtiden allerede er sket. Dette illustreres klart i dækningen af sagen om den såkaldte ’bombemand’, som sprængte en mindre mængde eksplosiver af på et toilet på Hotel Jørgensen i København. Kendetegnende for dækningen af sagen er, at medierne ikke primært virker interesserede i at formidle og forstå, hvad der er sket, men derimod fokuserer på, hvad der kan komme til at ske. I en amerikansk sammenhæng har professor Richard Grusin fra Wayne State University kaldt denne udvikling inden for mediernes verden for præ-mediering.
Grusin har peget på, at præ-mediering ikke kun er relateret til opfindelsen af nye medier såsom internet og video. Den er også affødt af den beredskabskultur, som er blevet udviklet i mange lande efter 11. september. Hans pointe er, at sikkerhedskulturen efter 11. september har udviklet sig til én, hvor vi konstant skal forestille os det værst tænkelige. Det er ikke længere nok at se på fremtidige terrorhandlinger i form af deres statistiske (u)sandsynlighed. Det vigtigste er, at de kan ske, så det gælder derfor om at forvente det uforventede. Eller som den forhenværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld populært forklarede i 2002: der er ting vi ikke ved, vi ikke ved (de såkaldte ’unknown unknowns’). Den nye tankegang kommer også til udtryk i konklusionen af 11. september Kommissionen, hvis undersøgelse om terrorhandlingerne slog fast, at efterretningsvæsnets største fejl var dets manglende evne til at kunne forstille sig fremtiden, især fremtiden som det værst tænkelige scenario.
Sagen om bombemanden viser, at frygten for det næste terrorangreb også har bidt sig fast i Danmark i form af en præ-mediering af fremtiden. I denne sag spillede medierne en vigtig rolle i at præsentere sprængningen af eksplosiverne på toilettet som et mislykket terrorforsøg. Sprængningen blev ikke bare set som en voldsom og kriminel handling, men netop som en terrorhandling. Det er vigtigt at forstå, at sprængningen ikke kun er en begivenhed i kraft af dens relevans som sådan. Den bliver netop en begivenhed, fordi medierne vælger at dække den. Præ-mediering af terrorisme i vores samfund betyder, at begivenheder som den, der skete ved Hotel Jørgensen, ikke længere kan ske uden at blive sat i en ramme af terrorisme. For eksempel inviterer medierne hyppigt terroreksperter såsom terrorforskere eller (oftest pensionerede) politifolk, som har en fortid i terrorbekæmpelse eller efterretningsvæsnet til at diskutere emnet. Ved at invitere disse eksperter har medierne allerede sat begivenheden om ’bombemanden’ i en ramme, der gør det muligt at spekulere videre på.
I den sammenhæng er det påfaldende, at mediernes formidling først og fremmest fokuserer på begivenheden som en advarsel om en fremtid karakteriseret ved mere terror. Spørgsmål såsom ’hvad bliver det næste?’, ’skal vi være bange?’, ’kan vi forvente flere terrorhandlinger i Danmark?’ og ’kunne vi forstille os et lignende angreb på Nørreport Station?’ har domineret mediebilledet i den sidste uge. Blandt de mest iøjnefaldende spekulationer er udtalelserne fra den svenske terrorekspert ved Sveriges Forsvarsakademi, Magnus Ranstorp, som blandt andet udtalte til Berlingske Tidende, at danskere skal vænne sig til flere terrorangreb i fremtiden, og at trusselsniveauet i Danmark fortsat er højt. Ligeledes bemærkede chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, til Politiken, at de konkrete trusler om terror mod Danmark bliver stadigt mere alvorlige – en udtalelse, der placerer ’bombemanden’ på en tidslinie, der unægtelig fører os mod større trusler i fremtiden.
Anticipationen af fremtiden som noget katastrofalt er dog ikke uproblematisk. Ét af de største problemer er, at offentligheden revurderer hverdagen i lyset af risikoen for en ny og fremtidig trussel, som allerede er medieret i fjernsynet, aviser og andre steder. Hverdagshandlinger som at gå rundt på banegården, tage en metro ved Nørreport eller bo på et hotel bliver pludselig alle samme til handlinger, der tvinger befolkningen til konstant at tage stilling til en potentiel fremtidig fare. For eksempel er Magnus Ranstorp citeret i Politiken for at sige, at Hotel Jørgensen er den perfekte lokalitet, hvis man i ubemærkethed vil planlægge et angreb. Også krimireporter Niels Brinchs udmelding på TV2 News om personer med ’mærkelige’ mavebælter i Nordsjælland kan forstås som et forsøg på at finde faren (terrorisme) i hverdagen (mennesker med mavebælt). I den sammenhæng kan man undre sig over, at medierne har valgt at videreformidle oplysninger fra politiet om blandt andet ’bombemandens’ spisevaner. Igen bliver noget dagligdags som mad automatisk fortolket som et tegn på mulige forbindelser til en religiøs overbevisning, der kunne tyde på terror.
Et andet problem ved dette er, at medierne i deres præ-mediering af fremtiden aktivt begynder at deltage i politiarbejdet. De offentliggør og cirkulerer billeder af manden i aviser, på fjernsyn, internet og de sociale medier. Det er endvidere slående, at det var avisen B.T., der afslørede mandens sande identitet. Den skabte utryghed, som en præ-medieret fremtid medfører, kompenseres af medierne ved at lade sig bruge eller tage del i den politimæssige efterforskning. Selv om det måske kan virke forståeligt, risikerer de dermed at undergrave deres kritiske funktion i et demokratisk samfund som det danske. Fordi begivenheden allerede er blevet præsenteret som en terrorbegivenhed, bliver der for eksempel ikke stillet videre spørgsmålstegn ved den tilbageholdtes ret til privatlivets fred og anonymitet.
Terrorparagraffen i den danske straffelov betegner målet ved terrorisme som med forsæt at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. I den juridiske sammenhæng er det derfor umiddelbart svært at se sagen om ’bombemanden’ som en terrorsag. Dens betydning som terrorbegivenhed kan kun forstås indenfor mediernes præ-medierede virkelighed.
Grusin har peget på, at præ-mediering ikke kun er relateret til opfindelsen af nye medier såsom internet og video. Den er også affødt af den beredskabskultur, som er blevet udviklet i mange lande efter 11. september. Hans pointe er, at sikkerhedskulturen efter 11. september har udviklet sig til én, hvor vi konstant skal forestille os det værst tænkelige. Det er ikke længere nok at se på fremtidige terrorhandlinger i form af deres statistiske (u)sandsynlighed. Det vigtigste er, at de kan ske, så det gælder derfor om at forvente det uforventede. Eller som den forhenværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld populært forklarede i 2002: der er ting vi ikke ved, vi ikke ved (de såkaldte ’unknown unknowns’). Den nye tankegang kommer også til udtryk i konklusionen af 11. september Kommissionen, hvis undersøgelse om terrorhandlingerne slog fast, at efterretningsvæsnets største fejl var dets manglende evne til at kunne forstille sig fremtiden, især fremtiden som det værst tænkelige scenario.
Sagen om bombemanden viser, at frygten for det næste terrorangreb også har bidt sig fast i Danmark i form af en præ-mediering af fremtiden. I denne sag spillede medierne en vigtig rolle i at præsentere sprængningen af eksplosiverne på toilettet som et mislykket terrorforsøg. Sprængningen blev ikke bare set som en voldsom og kriminel handling, men netop som en terrorhandling. Det er vigtigt at forstå, at sprængningen ikke kun er en begivenhed i kraft af dens relevans som sådan. Den bliver netop en begivenhed, fordi medierne vælger at dække den. Præ-mediering af terrorisme i vores samfund betyder, at begivenheder som den, der skete ved Hotel Jørgensen, ikke længere kan ske uden at blive sat i en ramme af terrorisme. For eksempel inviterer medierne hyppigt terroreksperter såsom terrorforskere eller (oftest pensionerede) politifolk, som har en fortid i terrorbekæmpelse eller efterretningsvæsnet til at diskutere emnet. Ved at invitere disse eksperter har medierne allerede sat begivenheden om ’bombemanden’ i en ramme, der gør det muligt at spekulere videre på.
I den sammenhæng er det påfaldende, at mediernes formidling først og fremmest fokuserer på begivenheden som en advarsel om en fremtid karakteriseret ved mere terror. Spørgsmål såsom ’hvad bliver det næste?’, ’skal vi være bange?’, ’kan vi forvente flere terrorhandlinger i Danmark?’ og ’kunne vi forstille os et lignende angreb på Nørreport Station?’ har domineret mediebilledet i den sidste uge. Blandt de mest iøjnefaldende spekulationer er udtalelserne fra den svenske terrorekspert ved Sveriges Forsvarsakademi, Magnus Ranstorp, som blandt andet udtalte til Berlingske Tidende, at danskere skal vænne sig til flere terrorangreb i fremtiden, og at trusselsniveauet i Danmark fortsat er højt. Ligeledes bemærkede chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, til Politiken, at de konkrete trusler om terror mod Danmark bliver stadigt mere alvorlige – en udtalelse, der placerer ’bombemanden’ på en tidslinie, der unægtelig fører os mod større trusler i fremtiden.
Anticipationen af fremtiden som noget katastrofalt er dog ikke uproblematisk. Ét af de største problemer er, at offentligheden revurderer hverdagen i lyset af risikoen for en ny og fremtidig trussel, som allerede er medieret i fjernsynet, aviser og andre steder. Hverdagshandlinger som at gå rundt på banegården, tage en metro ved Nørreport eller bo på et hotel bliver pludselig alle samme til handlinger, der tvinger befolkningen til konstant at tage stilling til en potentiel fremtidig fare. For eksempel er Magnus Ranstorp citeret i Politiken for at sige, at Hotel Jørgensen er den perfekte lokalitet, hvis man i ubemærkethed vil planlægge et angreb. Også krimireporter Niels Brinchs udmelding på TV2 News om personer med ’mærkelige’ mavebælter i Nordsjælland kan forstås som et forsøg på at finde faren (terrorisme) i hverdagen (mennesker med mavebælt). I den sammenhæng kan man undre sig over, at medierne har valgt at videreformidle oplysninger fra politiet om blandt andet ’bombemandens’ spisevaner. Igen bliver noget dagligdags som mad automatisk fortolket som et tegn på mulige forbindelser til en religiøs overbevisning, der kunne tyde på terror.
Et andet problem ved dette er, at medierne i deres præ-mediering af fremtiden aktivt begynder at deltage i politiarbejdet. De offentliggør og cirkulerer billeder af manden i aviser, på fjernsyn, internet og de sociale medier. Det er endvidere slående, at det var avisen B.T., der afslørede mandens sande identitet. Den skabte utryghed, som en præ-medieret fremtid medfører, kompenseres af medierne ved at lade sig bruge eller tage del i den politimæssige efterforskning. Selv om det måske kan virke forståeligt, risikerer de dermed at undergrave deres kritiske funktion i et demokratisk samfund som det danske. Fordi begivenheden allerede er blevet præsenteret som en terrorbegivenhed, bliver der for eksempel ikke stillet videre spørgsmålstegn ved den tilbageholdtes ret til privatlivets fred og anonymitet.
Terrorparagraffen i den danske straffelov betegner målet ved terrorisme som med forsæt at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. I den juridiske sammenhæng er det derfor umiddelbart svært at se sagen om ’bombemanden’ som en terrorsag. Dens betydning som terrorbegivenhed kan kun forstås indenfor mediernes præ-medierede virkelighed.
Emner
Regioner
Danmark
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Lynggaardhansenfoto.dk
Den præ-medierede bombemand
Om terrorisme i de danske medier