Østeuropa har i årevis advaret om, at afhængighed af russisk energi er et sikkerhedsproblem

Efter Sovjetunionens kollaps har Rusland adskillige gange brugt adgangen til russisk olie og gas som pressionsmiddel mod tidligere sovjetlande. Både for at demonstrere sin fortsatte magt og for at forhindre, at lande, som ønskede det, nærmede sig Vesten mere, end Rusland ønskede det.

Rusland har altid benægtet enhver sammenhæng mellem pludselige ændringer i energileverancer eller energipriser og de ramte landes politiske udvikling. Men det er påfaldende, hvordan ændringerne meget ofte er faldet sammen med politiske ændringer, som ikke var i Moskvas interesse.

Siden begyndelsen af 1990'erne har Rusland på forskellige tidspunkter brugt energiressourcer til at lægge politisk og økonomisk pres på lande som Belarus, Georgien, Estland, Letland, Litauen, Moldova og Ukraine.

Et af de mere fremtrædende eksempler var Ruslands strategi i 1992-1993, da de baltiske stater, som kort forinden havde opnået selvstændighed, anmodede russiske militærstyrker om at forlade deres territorium. Her reagerede Moskva ved periodisk at stoppe forsyningen af olie og skrue ned for gassen.

Blandt nyere eksempler kan nævnes, da Rusland lukkede gashanerne i Ukraine i 2006 under prisforhandlinger, der fandt sted i en ny politisk kontekst med den pro-vestlige præsident Viktor Jusjtjenko. Ikke noget, der bekom Moskva vel.

Samme år mere end fordoblede Gazprom priserne på gas i Georgien kort efter, at landet havde udtrykt ønske om at tilslutte sig NATO.

Frem til 2014 steg priserne på gas i Litauen voldsomt som reaktion på, at den litauiske stat opkøbte Gazproms aktier i det nationale gasselskab og byggede en såkaldt LNG-terminal til at modtage flydende naturgas (Liquified Natural Gas). Og i 2021 begrænsede Gazprom gasforsyningen til Moldova og forårsagede en energikrise. Det faldt sammen med, at pro-EU-politikeren Maia Sandu blev valgt som præsident.

Østeuropa har diversificeret energiforsyning

Ruslands strategiske brug af energiressourcer som politisk pressionsmiddel er altså ikke et nyt fænomen i regionen. Og østeuropæiske landes forståelse for de høje risici, der er forbundet med overafhængighed af russiske energiressourcer, har fået mange af dem til at diversificere deres energiforsyning og advare deres vesteuropæiske partnere om de potentielle politiske og økonomiske omkostninger ved russisk energiafpresning. Der var bare ikke nogen, der lyttede. Og nu sidder EU fast i det russiske energiforsynings-net og vil hurtigst muligt ud af den afhængighed.

Men at komme ud af afhængighed af russisk gas kan ikke på forsvarlig vis ske med et snuptag.

Mens olie kan fragtes både med lastbiler, godstog og skibe, er gasforsyning begrænset til rørledninger eller LNG-terminaler, og begge alternativer er både tids- og kapitalkrævende at opbygge og ændre på. Hvor de fleste østeuropæiske lande allerede har god olieinfrastruktur i form af terminaler (til jernbaner og tankskibe) – herunder Estland, Georgien og Ukraine – er LNG-terminaler langt mindre udbredte.

Der er bygget enkelte LNG-terminaler (i Polen og Litauen), mens andre er planlagt (i Ukraine). Der er også gasrørledninger under udbygning til import fra ikke-russiske kilder (f.eks. Baltic Pipe), og landenes gasmarkeder er blevet mere forbundet med fleksible gasrør, hvor man kan ændre retningen, man sender gassen i (f.eks. mellem Polen og Ukraine, Polen og Slovakiet og Slovakiet og Ukraine).

Men denne infrastruktur til gas har taget tid at bygge. Og tid er netop, hvad EU mangler i den nuværende situation. Central- og østeuropæiske lande har ved adskillige lejligheder advaret EU om, at overafhængighed af russisk energiimport gør EU sårbar over for politisk og økonomisk pres fra Moskva. Advarslerne er desværre stort set blevet overhørt. I dag er der enighed i hele Europa – fra vest til øst – om, at energipolitik er sikkerhedspolitik.

Men i og med EU ikke har set problemet i tide og har diversificeret sin energiforsyning tilstrækkeligt, medfører den pludselige afbrydelse af energirelationerne til Rusland en næsten uoverstigelig økonomisk og praktisk byrde. Det kan føre til, at flere medlemslande vil bevæge sig i forkert retning i forhold til EU´s klimamål, f.eks. ved at vælge den nemme løsning og fortsætte med at brænde kul i langt længere tid end planlagt for at holde skindet på næsen.