Et nyt årti: spirende opgør med konsensus-teser og gamle hierarkier

Kommentaren er produceret med henblik på tryk i et temanummer af Udenrigs (første udgave 2021)

Den politiske og mediemæssige dagsorden, der i de sidste år har været præget af store debatter om trumpismen, #MeToo, og racisme har åbenbaret markante forskelle i, hvordan demokrati og ligestilling bliver fortolket indenfor det, vi typisk forstår som det vestlige værdifællesskab; USA og Vesteuropa. En væsentlig konsekvens af, at de interne spændinger er blevet synlige er, at de udfordrer globale hierarkier og etablerede teser om det internationale samfund. Sidstnævnte finder udtryk i teorier om international politik, men også i civilisationskategorier, der opretholder forestillinger om mere eller mindre veludviklede fælleskaber.

Ser man tilbage på især de sidste fire år, så har de været præget af bekymringen over alt det trumpismen har symboliseret for kritikerne: den indadvendte nationalisme og neo-isolationismen, et hierarkisk menneskesyn, svækkelsen af samarbejdet og solidariteten i vesten, og en splittelse forstærket af algoritmer, herunder den politiske brug af marketingspecialisternes indsigt i adfærd på SoMe. Men også større dagsordner som #me-to, og anti-racisme, har i det sidste årti åbenbaret markante forskelle i, hvordan vi i vesten forstår ligestilling. Skillelinjerne har ikke afspejlet en kamp for eller imod demokrati, for eller imod ligestilling, men en ideologisk forskel i, hvad man i grunden forstår som demokrati og ligestilling. Det paradoksale ved udviklingen er dog, at den trods de legitime bekymringer over indadvendtheden, og det racialiserede menneskesyn kan ende med at repræsentere et opgør med selvsamme – blot på globalt plan.  

For kan vi i Vesten lære noget om os selv, og hvordan vi har set på verden omkring os af det sidste årti, hvor truslen om en indre splid, har forstærket vores frygt for at blive overrumplet af autokratierne? Var det en (vestlig) verden i krise, som avisoverskrifter og bogtitler gennem de sidste år har varslet, eller er det blot vores teser om os selv og verden, der er i krise?

Konsensus og kontraster 

Kontraster, spændinger og konflikt er hyppigt anvendt i udenrigspolitiske analyser af ikke-vesten, mens demokrati, liberale værdier og orden er gloser, der lige så hyppigt har opretholdt forestillingen om konsensus i den vestlige civilisation. Med stormen på kongressen før Bidens indsættelse som præsident har trumpismen om noget visualiseret, at også den vestlige verden kan være fuld af spændinger og fortolkningsforskelle. Debatten i USA viste, at kampen mellem forskellige demokratiforståelser kan være eksplosiv: mens den ene fløj med udgangspunkt i det liberale ideal om det institutionelle demokrati blev krænket over den manglende respekt for valghandlingen, handlede det for den nationalkonservative fløj om at forsvare nogle andre principper som har forrang i deres demokrati-fortælling, i særdeleshed nærhedsprincippet. Trumps ”America First” paroler har således appelleret til et demokrati-ideal, hvor beslutninger burde være i tråd med den etniske majoritet og politik og ressourcer burde holdes tæt på ”folket”. Om end den nationalkonservative forståelse af folket er snæver og har haft et noget alarmistisk ”demokratiet er truet” udgangspunkt, så har det liberale ideal – trods den ideologiske omfavnelse af pluralisme – omvendt heller ikke kunne rumme trumpismen. Et implicit ideal om konsensus har betydet, at de forskellige demokrati-diagnoser og vægtninger af demokrati-principper ofte bliver misrepræsenteret som var de en skillelinje, der handler om at være for eller imod demokrati. 

Bekymringerne over trumpismen har i mange tilfælde været bygget op om et verdensbillede, hvor demokrati-fællesskabets styrke har været det nødvendige bolværk mod en ekspanderende og aggressiv autokratisk verden: en verden uden samme grad af institutionaliseret respekt for folket og dets stemme, eller mennesket og dets ligeværd, altså menneskerettighederne. Men dette verdensbillede er samtidig en fortælling om os selv, der på trods af de fremskridt og standarder forpligtelsen til demokrati, menneskerettigheder og mangfoldighed har bragt med sig, på paradoksal vis har fortiet vores egen ideologiske pluralisme.   

Med trumpisme-erfaringen bliver det vanskeligere at opretholde fortællingen om både det exceptionelle Amerika, hævet over verden, og det vestlige ideologi-fællesskab. Men det har især betydning for vores udsyn på verden omkring os og de gamle globale hierarkier. Mens “a land of contrast” var en kliche i europæernes beskrivelse af de eksotiske kolonier, så bliver sådanne tilgange stadig brugt til at forklare, hvorfor et land som for eksempel Afghanistan står med udsigt til borgerkrig. Dette på trods af nyere interventioner anført af vesten, men også på trods af, at perioden under den Kolde Krig med stormagternes aktive rivaliseringer definerede en helt ny æra i landets politiske historie. Det var med andre ord ikke ”bare” landets ideologiske kontrastfuldhed og mangfoldighed, men stormagternes indblanding og rivalisering i landet, der – blandt andet med våben og målrettet ressourceindskud - faciliterede overgangen fra kontrast til konflikt. 

Den lige vej til ligestilling?

Ligestillings-spørgsmål har også bragt splittelsen frem på dagsordenen siden 2017, hvor #MeToo hashtagget for alvor blev udbredt i USA og Europa. Det centrale budskab bag #MeToo var behovet for det strukturelle opgør med hierarki mellem kønnene. Også i Danmark har den seneste serie af sager sidste år, der omhandlede politiske og mediemæssige kendisser, vist, hvordan spørgsmålet om ligestilling og ligeværd også kan tilgås meget forskelligt. #MeToo splittede vandene mellem dem, der vægter opgøret med magtmisbrug knyttet an til et institutionaliseret køns hierarki, og dem der mener, at magtopgøret strider mod andre værdier, der kendertegner et ligeværdigt samfund: retssikkerhedsprincipperne, der sikrer at alle forståelser, fordomme og folkedomme filtreres fra til fordel for en retfærdig rettergang. Kritikerne af #MeToo har også argumenteret for, at den entydige sidestilling af kvinden som offer, og manden som aggressor, samtidig er med til at reducere kvindens vilje og manøvrerum og dermed opretholde hierarkierne mellem kønnene. Et forklaringsdilemma som man i den samfundsvidenskabelige litteratur ofte beskriver som en agency-struktur problemstilling, men også afspejler en ideologisk forskel om, hvor ansvaret bør placeres for ”at rette op”. 

Racismedebatten afslørede en lignende ideologi-forskel inden for den fløj, man umiddelbart skulle tro var ideologisk på bølgelængde i deres omfavnelse af ikke-diskrimination. I Danmark blev den forskel for alvor synlig, da ”hvide” fik besked om at gå bagerst i en demonstration arrangeret af Black Lives Matter-bevægelsen. Den følgende debat viste, at lighed i én ideologisk version indebærer bestræbelsen på race-blindhed, således at man uanset race godt kan stå skulder mod skulder også på første række, mens det for andre betyder en hyper form for race-bevidsthed, så det nu er andres tur til at stå bagerst i køen. Under disse forskelle ligger nærmest religiøse forestillinger, der igen handler om ansvar: ligesom syndefaldsmyten skabte dilemmaet om, hvorvidt det ansvarlige menneske kan undgå at være skyldigt og påtage sig ansvaret for tidligere generationers synder, afspejler de forskellige tilgange til ligeværd i racismedebatten også en forskel i, hvordan man betragter menneskets individuelle og kollektive ansvar over for større synder/krænkelser/forbrydelser i menneskehedens historie.   

Også den akademiske debat om vest-centrisme, civilisationalisme og privilegie-blindhed blussede op på tværs af international politik-disciplinen, antropologien og kønsstudier. Selvom de implicerede parter i den debat delte det post-koloniale behov for at se verden fra flere vinkler, så var der afgørende forskelle. Et af forskellene var netop, hvorvidt en ekspliciteret form for skelnen mellem sort og hvid vidensproduktion er med til at reproducere forskelle eller tage ansvar for problemet med vestlige fortolkningsprivilegier på de forskellige vidensområder. 

En verden eller tese i krise?

Spørgsmålet om, hvor ”nye” ideologi-forskellene i vesten grunden er, bliver ofte besvaret bekræftende med kig på den ”radikaliserende” udvikling i teknologi, medier, og algoritmer. Men udviklingen tvinger os også til at reflektere over, hvorvidt de fælles forståelser af centrale begreber som demokrati og ligestilling nogensinde fandtes som andet end en hegemonisk opfattelse i Gramsci’s forstand (der involverer magt og marginalisering af ikke-dominerende forståelser), og om de bliver holdt i ave af fortællinger om en mere radikal anden som findes i de fjerne egne? 

Det mere grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vi egentlig forventer konsensus, og hvorfor det bliver anset som mere liberal, demokratisk og civiliseret, bliver sjældent rejst. Måske fordi det piller ved nogle sjældent anfægtede forståelsesrammer, som især en række teorier og teser om det internationale samfund har været med til at forankre. 

En af den engelske skoles hovedteoretikere Hedley Bull, der er anerkendt for sin kvalificering af ideen om det internationale samfund, har for eksempel peget på den essentielle forskel mellem relationerne mellem europæiske stater – baseret på fælles religion, kultur og værdier – og de relationer europæerne havde til den muslimske verden og det osmaniske imperium. 1800-tallets tyske historiker A.H.L. Heeren lagde også kimen til lignende koblinger mellem ideologi-fælleskaber og regionale fællesskaber. Forestillingerne om civilisationer og konsensus ligger dybt i vores vidensproduktion om internationale relationer og har både affødt teorier og teser, som favner Samuel Huntingtons ”Clash of Civilisations” men også ”Demokratisk Fred” teorien, der forklarer lav konflikt-intensitet i vesten med reference til netop det idemæssige fælleskab. 

Udfordringen i koblingerne og konsensus-forståelsen består af det udsyn (og de politikker) de mere eller mindre eksplicit har legitimeret. Selvom kolonitiden nu hører historien til, så mangler opgøret stadig med forestillingerne om, at forskellen mellem vesten og ikke-vesten også er en forskel mellem de civiliserede og uciviliserede, de fredelige og de kontrastfyldte. Flere postkoloniale studier har peget på, hvordan civilisations diskurser historisk og samtidigt har været med til at skabe og opretholde globale hierarkier. Med trumpismen, #MeToo, og racisme-debatten er vores homogene selvforståelse imidlertid blevet udfordret. Og synliggørelsen af de markante ideologiske forskelle i hvordan demokrati og ligestilling bliver fortolket skubber på finurlig vis til de eksisterende globale hierarkier. Medmindre trumpismen og ideologi-forskellene i ligestillingsdebatterne fremover indskrives i historiebøgerne som en ”exceptionel” afvigelse fra konsensustilstanden i vesten.