Det nye regime i Afghanistan rummer markante splittelser. Vesten står endnu afventende

Den 15. august sidste år tog Taleban pludselig magten i et Afghanistan, der havde været genstand for 20 års intervention, krig og bistandsstøtte i milliardklassen. Med det nye regime ved roret, der består af det ultrakonservative Taleban og Haqqani-netværket, som har været deres allierede i oprørskrigen, blev Afghanistan ramt af sanktioner, og verdensbanken indefrøs afghanske midler. Det satte landets økonomi i choktilstand. De lande, herunder Danmark, der havde været en del af den vestlige koalitions intervention i Afghanistan gennem 20 år stod – og står stadig – overfor et stort dilemma: Hvordan kan man samarbejde med et regime, man i to årtier har bekæmpet? Hvordan kan man afhjælpe den humanitære katastrofe, der udspiller sig nu, i kølvandet på tilbagetrækningen, uden at gå på kompromis med liberale værdier, og ”alt det, man har kæmpet for”? Hvordan skal Vesten navigere i et land, hvor vi også har en egeninteresse i at være til stede?

Vestens dilemma

Udover de humanitære hensyn har to andre hensyn været tydelige i diskussionerne i Vesten, når det kommer til dialog med Taleban: For det første argumentet om, at det er bedre, hvis Taleban gør sig afhængig af liberale lande og deres krav, i stedet for at nærme sig autoritære stater, der ikke vil stille samme krav om respekt for menneskerettigheder. Og Taleban har brug for hjælp: Det er ikke alene Vestens sanktioner, der presser landet – man kæmper med intern splid blandt Talebans rækker, tørke og hungersnød. Regeringen kan ikke betale de offentligt ansattes løn og er derfor dybt afhængig af international velvillighed og støtte. Flere NGO’er er i dag til stede i Afghanistan igen, hvor de koordinerer med Taleban og distribuerer nødhjælp, hvor de får lov.

Et andet argument for at have en fortsat dialog med Taleban har været, at vi i den vestlige verden er afhængige af, at magthaverne i landet hjælper med at holde Islamisk Stat og Al-Qaeda (AQ) i skak, så de ikke kan planlægge angreb i Vesten. Samtidig har de vestlige lande brug for adgang til at drive efterretningsarbejde i Afghanistan. Behovet for samarbejde og dialog så amerikanerne allerede i 2014, hvor Islamisk Stat begyndte at etablere sig i Afghanistan og Pakistan (ISK), hvilket udfordrede både den vestlige koalition, og Taleban. Det var IS’ ledelse i Syrien, der åbnede ISK – Islamisk Stat Khorasan – som en ”afdeling” af bevægelsen, hvilket betød, at der var et formelt samarbejde i modsætning til IS-filialer andre steder i verden, der opererede mere eller mindre på egen hånd. Siden 2014 har det været IS, snarere end AQ, der har taget ansvar for de angreb – mest lavteknologiske – der har været i Vesten, og det er derfor i Vestens sikkerhedspolitiske interesse at holde øje med udviklingen.

Siden Talebans sejr i august har Afghanistan oplevet en voldsom intensivering af ISK-angreb. En ny FN-rapport viser en bekymrende tendens: At Islamisk Stat – trods en generel nedgang i antallet af civile tab i Afghanistan – har angrebet især Shia-muslimer, der primært udgøres af Hazara-afghanerne – omtrent 10 pct. af befolkningen. Den sekteriske krig har ISK taget med sig fra Irak og Syrien til Afghanistan – et land hvor etniske identiteter primært har været omdrejningspunktet for lokale konflikter.

Kanten af kollaps

Ifølge FN lider mere end halvdelen af landets 39 millioner mennesker ekstrem hungersnød og både økonomien, uddannelsessystemet og de statslige institutioner står over for et kollaps. Den situation er selvsagt ikke opstået fra den ene dag til den anden, men det faktum, at omtrent 75 pct. af det afghanske statsbudget før Talebans magtovertagelse kom direkte fra den udenlandske bistand, forklarer en del.

I et interview med Al-Jazeera i februar 2022 forklarede en af Ashraf Ghani-regeringens teknokrater, Nazir Kabiri, der valgte at blive siddende under det nye regime som Viceminister for Økonomi, hvor brutale konsekvenser det fik, da den internationale koalition brat afbrød støtten.

Han bekræftede de ambitioner, som andre i Taleban-regeringen generelt har udtrykt: Man vil forsøge at gøre sig mindre afhængige af bistandspenge, satse mere på den private sektor, opsøge handelsrelationer i nabolandene og modarbejde den korruption, der var kendetegnende for den tidligere regering.

Talebans beslutning om at lade teknokraterne sidde i ministerierne var sandsynligvis baseret på en tidlig erkendelse af, at de ikke i sig selv var i stand til at administrere statsapparatet. De har siden magtovertagelsen kæmpet for at agere regering, og mangler både kompetencer, ressourcer og økonomi for at få de statslige institutioner til at fungere. Også den tidligere regering skyldte i øvrigt de offentligt ansatte deres lønninger, angiveligt på grund af korruptionen og den ringe fungerende administration. Skal det løses, vil det kræve af Taleban, at de samarbejder med eksperter og er åbne overfor international hjælp, og de krav der måtte følge med.

Qatar hjalp allerede, kort tid efter Taleban overtog magten. Udover at være vært for Talebans eksilrepræsentation gennem 10 år, overtog Qatar lufthavnsdriften i kølvandet på de dramatiske evakueringsbilleder, vi så, da Taleban indtog Kabul. Fra at være en oprørsbevægelse skulle de nu sikre den fortsatte drift af lufthavnen, foruden forsyningen af el og vand. Dertil kom tørken, der har ødelagt meget af høsten for de afghanske landmænd. Som nævnt lider mere end halvdelen af landets omtrent 39 millioner mennesker af ekstrem hungersnød. Hvis udviklingen fortsætter, og der ikke kommer gang i økonomien, spår prognoserne, at 90 pct. af den afghanske befolkning kommer til at leve under fattigdomsgrænsen i løbet af et år.

Taleban har åbnet op for uddannelse til piger op til 6. klassetrin i byområder, men ikke i konservative landområder. Den 23. marts opstod der stor forvirring, da piger på de højere klassetrin mødte op i skole efter besked fra uddannelsesministeriet. På åbningsdagen blev løftet trukket tilbage – begrundelsen lød, at man vil sikre, at det sker i overensstemmelse med afghansk kultur og religiøse normer. Tidligere har Taleban officielt udtalt, at kvinder har tilladelse til en universitetsuddannelse, men at der her skulle indføres krav om adskillelse mellem kønnene. I dag venter afghanerne stadig på en udmelding, der kan muliggøre, at piger kan fortsætte skolegang fra 7. klassetrin og opefter

Intern splittelse

På uddannelsesområdet tyder Talebans slingrekurs på nye skillelinjer i bevægelsen. Mens Talebans politiske ledelse i Kabul er optaget af den økonomiske krise, er den religiøse ledelse, der stadig har base i Kandahar, optaget af, at Taleban ikke bliver for moderat og afviger fra deres religiøse doktriner. Hele diskussionen om pigers ret til uddannelse afspejler den interne fortolkningsforskel, og det skel der er ved at manifestere sig mellem det religiøse råd, Rahbari Shuraen med base i Talebans højborg i Kandahar, og dele af den politiske elite, der nu sidder i Kabul. Billedet på Taleban lige nu er en bevægelse og et regime, der trækker i forskellige retninger. På den ene side sidder nogle af de oprindelige stiftere af Taleban-bevægelsen og holder fast i de gamle doktriner. På den anden side står Talebans pragmatikere, der er gået i dialog med omverdenen for at adressere den økonomiske og humanitære krise, afghanerne lider under lige nu.

Det er ikke første gang, Taleban har været udfordret indadtil. Som konsekvens af interne rivaliseringer, magtkampe og uenigheder, der peakede i årene 2013-2016 efter Mullah Omars (grundlægger og første leder af Taleban) død, har  ledelsen arbejdet målrettet på at samle bevægelsen og bevare en stærk, hierarkisk kommandostruktur. Efter Mullah Mansour – Mullah Omars efterfølger – døde, overtog nuværende leder Akhunzada roret i Talebans religiøse råd og udnævnte samtidig formelt Sirajuddin Haqqani – lederen af Haqqni-netværket og nuværende indenrigsminister i Talebans regering – til næstkommanderende i bevægelsen.. Dermed måtte Haqqani-netværket underordne sig Akhunzada. I 2020 fik Mullah Omars ældste søn, Mullah Yaqoob, en mere prominent rolle og skubbede Ibrahim Sadr, der havde været kritisk overfor forhandlingerne med amerikanerne, væk fra en af de ledende poster. Sadr havde siden 2014 været Talebans militære chef på grund af sin langstrakte erfaring med oprørskrig fra modstanden mod Sovjetunionen. Det lykkedes at forene bevægelsen op til deres magtovertagelse sidste år: Ved at slå sig sammen med Haqqani-netværket ville de vinde krigen og forberede overtagelsen via tilbagetrækningsaftalen med amerikanerne, som de underskrev allerede tilbage i februar 2020.

Ansigterne på det nye lederskab er blandt andre Mullah Baradar, der tegnede den politiske linje for bevægelsens eksilrepræsentation i Doha, men også var en af de oprindelige stiftere af Taleban, og den nu udnævnte udenrigsminister, Amir Khan Muttaqi, der var minister i 90’ernes Taleban-regime. I fællesskab satte de dog en ny retorisk linje for bevægelsen: De signalerede inklusivitet og åbenhed overfor samarbejde med Vesten, men også med andre afghanske partier og grupperinger. De signalerede endda moderation i forhold til kvinders ret til uddannelse og det at besidde offentlige embeder. Efter 12 år med en eksilrepræsentation i Doha, fremstod Taleban pludselig som en politisk modnet bevægelse, der ville adskille sig fra 1990’ernes studenterbevægelse, der var opstået som en reaktion på borgerkrigen, der brød ud efter Den Kolde Krigs afslutning.

Det nye Taleban – der var en kombination af de oprindelige stiftere og en yngre generation som fx Mullah Yaqoob – udviste politisk tække. Nogle af deres folk i eksil blev naturligt præget af denne nye virkelighed og havde eksempelvis sendt deres døtre i skole i Qatar. Men da bevægelsen – efter lange forhandlinger – i september 2021 annoncerede deres overgangskabinet var det dog alt andet end inklusivt, hverken etnisk, kønsmæssigt, eller politisk.

Det viste, at Taleban stadig havde lang vej igen i forhold til at omdanne sig fra oprørsbevægelse til magthaver. Kabinettet har – selvom det blev annonceret som en overgangskonstellation – stadig kun enkelte tadjikkere og usbekere, der udgør væsentlige etniske minoritetsgrupper i Afghanistan. Det kom ligeledes bag på mange, at selv de repræsentanter fra andre politiske fraktioner, som Taleban længe havde været i dialog med – Hamid Karzai, Abdullah Abdullah og Gulbuddin Hekmatyar – tilsyneladende ikke skulle spille nogen rolle. I hvert fald ikke en formel rolle, selvom der er forlydender om, at delegationer, der kommer på officielt besøg, har skullet møde både repræsentanter fra Taleban, Karzai og Abdullah. Taleban prioriterede angiveligt den interne enhed, fordi der hurtig efter overtagelsen også opstod splittelse mellem Haqqani-fløjen og det, man kan kalde Talebans Kandaharfløj, hvor bevægelsens traditionelle magtbase er. På vandrørene forlød det, at Haqqani ville have en større del af kagen, da de skulle forhandle kabinet, og ville belønnes for at have været den militært stærkeste, mest effektive, og mest selvopofrende fløj under generobringerne. 

Ideologisk har Taleban markeret en større afstand til kalifat-tankegangen, som Islamisk Stat-bevægelsen har stået som eksponenter for. Taleban har slået ned på salafister og har lukket ahl hadith-moskeer (ahl-hadith-tilhængere er puritanister og kaldes nogle gange for Sydøstasiens wahhabister, og udgør en fortolkningsmæssig minoritet i Afghanistan). Herudover har der været forlydender om tvangskonverteringer til traditionalismen, dvs. til en lovskole eller fortolkningstradition, som ahl-hadith-tilhængerne og salafisterne ikke følger. 

Denne linje har ikke været omkostningsfri for Taleban, da den også har fremmedgjort flere i egne rækker. AQ – der også er en salafistisk bevægelse – er underlagt Taleban, da Osama Bin Laden offentligt svor troskab til Mullah Omar i 1990’erne. Støtterne af de to bevægelser er gift ind i hinanden, og der er gennem årene sket en høj grad af sammensmeltning – ikke således, at Taleban er blevet til AQ, men mere i den anden retning: AQ i Afghanistan er i stigende grad blevet en lokal bevægelse, ligesom tendensen også har været det i andre regioner. 

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan relationen mellem Taleban og AQ vil blive påvirket af, at den nye regering har slået ned på Ahl-hadith-miljøerne. Også her er der en risiko for fremmedgørelse, og skiftende alliancer. Man kan eksempelvis se konturerne af en kløft mellem det Haqqani-baserede Taleban og AQ på den ene side, og det Kandahar-baserede Taleban på den anden. Den ene tænker i en transnational retning, den anden en national.

Det transnationale fokus skyldes især det forhold, at hvis Taleban ikke formår at forhindre anti-shia-terrorisme i at nå Iran – om den så udføres af Taleban-fraktioner, udenlandske krigere eller ISK – er der en risiko for, at Iran vil aktivere sine Fatimiyoun-enheder i Afghanistan. Fatimiyoun består af shiamuslimske krigere, der tæller de titusinder, som Iran trænede og indsatte til at i Syrien. Talebans magtovertagelse i Afghanistan kan ikke bare have sådanne spillover effekter i Iran, men ligeledes har det pakistanske Taleban intensiveret deres angreb i Pakistan efter deres broderbevægelse i Afghanistan blev udråbt til at være jihadisternes forbillede verden over. Dog er det afghanske Taleban indtil videre forblevet tro mod deres oprindelige ”emirat”-projekt, der også i 1990’erne var nationalistisk.

Det nye regime rummer i dag markante forskelle: mellem det urbane og det landlige, de politiske pragmatikere og det religiøse råd, det nationalt og transnationalt orienterede Taleban. Forskellene udmønter sig i heftige debatter om grænserne for inklusion, forholdet til fremmedkrigere, udenrigspolitiske relationer og kvinderettigheder. Den yngre generation er ikke altid den mest moderate, men er nogle gange mere integrerede i de globale netværk. Uanset hvad ville selv en politisk samling i Talebans rækker føre til udfordringer, når det kommer til implementeringen. Identifikationen med staten har altid været svag i Afghanistan, hvor lokale dynamikker, autoriteter, og autonomi spiller en stor rolle.

Hvad driver dem, og hvor kigger de hen?

Siden august sidste år har mange iagttagere spekuleret i Taleban-bevægelsen, og hvad man kan forvente af dem. Forbliver de ideologisk rigide, eller bliver de i stigende grad – i takt med at de skal forvalte det realpolitiske ansvar – mere pragmatiske som det historisk har været tilfældet med andre bevægelser, der har fulgt samme kurve fra at være oprørsgruppe til magthavere? Kan man mon presse dem til moderation? Som enhver anden bevægelse er Taleban præget af skillelinjer mellem idealister og pragmatikere – i dette tilfælde mellem konservative og stokkonservative. Hvor de nu sidder som de facto autoriteter, er de udfordret på deres indre sammenhængskraft, der før var stærkere på grund af den udenlandske intervention, og den fælles fjende.

I Vesten skal vi først til at begynde at definere vores egen politik i forhold til det nye Afghanistan. Det vil sige, hvor meget vi bør blande os, hvad vi skal satse på at påvirke, og hvad vores nye strategiske interesser og prioriteter er.

I det nye styre deler ideologer og teknokrater synet på deres nærområde:

De ser Afghanistan som bindeled mellem Centralasien og Sydasien, hvorfra de vil finde handelspartnere i Indien, Kina, Uzbekistan, Tajikistan, Pakistan, Iran og ikke mindst Rusland. Fødevarer, brændstof og gas er på dagsordenen, og de har gennem flere år – allerede da de sad i deres eksilkontor i Qatar – haft løbende dialog med både russerne og iranerne. Måske bliver det deres vej ud af det dilemma, der handler om, hvorvidt de kan ”handle med” en rettigheds- og inklusionsdagsorden uden at falde helt fra hinanden? For nærområdet vil Talebans ideologiske ståsted fylde mindre, end det gør for Vesten, og økonomi og handelsrelationer mere. Til Vestens store bekymring har Kina og Rusland holdt møder med Taleban, som tweeter stolt derfra. De har budt sig til som lande, der gerne vil hjælpe Afghanistan med at blive selvforsynende. Med kineserne taler de om udvinding af kobber og litium – en ressource som bruges til batterier og er central i verdens søgen efter nye energisystemer. Afghanistan har kobberreserver, der er vurderet til at være minimum en milliard amerikanske dollars værd, og landet var også før 2001 ombejlet for sine naturressourcer, ikke mindst af USA, der forhandlede gasrørsledninger med Taleban kort før 9/11. Afghanistan har blandt andet uudnyttede reserver af naturgas, olie og kul, udover litium og kobber. Taleban sidder altså lige nu på nogle af verdens mest ombejlede ressourcer, og om det lykkes dem at komme i mål med deres aftaler med de regionale magter, vil være afgørende for deres fremtidige position.

Hvis vi i Vesten vælger at fortsætte et engagement, skal vi håbe, at støtten til institutionerne, teknokraterne, og den urbane elite kan styrke vores værdipolitiske dagsorden om rummelighed og rettigheder. Der vil være modstand fra Kandahar og det religiøse råd, men det bliver pragmatikerne, der har den eneste chance for at lede landet i samarbejde med den teknokraterne fra den tidligere regering og med udlandet (hvad enten hjælpen kommer fra regionen eller fra Vesten).

Selvom den interne rivalisering i Taleban lige nu kan trække bevægelsen i to forskellige retninger, så kan man håbe, at en tilbagevenden til tiden før 2001 – med censur, forbud mod musik, offentlige henrettelser og ekstrem segregering mellem kønnene – vil møde modstand og mobilisere et organiseret alternativ indefra. I Vesten må vi begynde at tænke over, hvordan kabalen mellem de humanitære hensyn, den værdipolitiske dagsorden og vores sikkerhedsinteresser – herunder de energipolitiske bekymringer – kan gå op. En god strategi vil kræve en større indsigt i Talebans nuværende virke, deres interne diskussioner, men vigtigst: De ønsker, der spirer blandt den afghanske befolkning.

Afghanistans befolkning er sammensat af en meget ung generation, og det er vanskeligt at forestille sig at Taleban kan nøjes med at holde sig til 1990’ernes paroler om at ville indføre orden og stabilitet. Store dele af den unge generation, især dem, der er først i de urbane områder, må forventes at være kompromisløse når det gælder kampen for rettigheder.