I Nicaragua bærer nu også sandinisterne mundbind

”En af mine veninder måtte for nylig begrave sin mor i en af de her ekspresbegravelser. Klokken fire om morgenen. Jeg havde hørt, at moderen var død, og ringede for at kondolere min veninde med hendes tab. Mens vi talte sammen, kom det frem, at hun faktisk ikke selv havde været til stede ved begravelsen. Hun var helt grådkvalt i telefonen.” 

Historien stammer fra en mand, der bor i en større landsby en times kørsel uden for Nicaraguas hovedstad, Managua. Manden, som vi her kalder Carlos, talte vi med i midten af juni måned. Veninden, han fortalte om, arbejder i Nicaraguas undervisningsministerium. 

Det var også som undervisningsministeriets repræsentant i landsbyen, at hun beordrede den lokale folkeskole til at indskærpe over for bekymrede forældre, at de havde pligt til at sende deres børn i skole frem for at holde dem hjemme, og at alt det med Covid-19 var noget hysterisk pjat og et forsøg fra onde kræfter på at skabe kaos i landet. Efter moderens død var det som om hun så lidt anderledes på det hele, fortæller Carlos. For det var med stor sandsynlighed hende selv, der havde smittet sin mor.

Carlos beskriver veninden som en af de trofaste Ortega støtter; én af dem, der altid er på pletten, når præsidentparret – præsident Daniel Ortega og hans hustru og vicepræsident Rosario Murillo – kalder til demonstration. Det gjorde præsidentfruen i midten af marts under parolen ”Kærlighed i Covid-19s Tid.” Præsidenten selv valgte ikke at vise sig ikke offentligt fra 12. marts 2020 – dagen efter, at Covid-19 officielt var blevet erklæret en pandemi – og frem til midten af april. 

Ekspresbegravelser
Mens de officielle tal fra begyndelsen af juli siger, at ’kun’ 91 personer har mistet livet til Covid-19 i Nicaragua, så melder travlheden hos kistemagerne om en anden virkelighed. En mand bosiddende i Managua fortæller, at kistemagere, der typisk plejede at lave omkring otte kister om dagen, nu melder om at lave 20 eller 25, om at de har måtte hyre ekstra mandskab og om at kistemagerne må arbejde til langt ud på aftenen. 

Han fortæller også om, hvordan ’partiet’, altså Ortegas sandinistparti, i starten af corona-krisen, da patienter for alvor begyndte at bukke under for Covid-19 på landets hospitaler, var godt organiseret og sørgede for, at ligene ikke kom ud i gaderne. I stedet organiserede de ’ekspresbegravelser’, hvor sundhedsministeriets pick-up trucks i ly af natten bragte ligene fra hospitalerne til de officielt anviste kirkegårde. Kun de allernærmeste pårørende blev orienteret, og oftest fik de ikke engang lov til at se deres afdøde af risiko for smittefaren. Det var sådan Carlos’ venindes mor blev begravet. 

Illustration © Marcelo Conde, Comunicador para el Desarrollo

Illustration © Marcelo Conde, Comunicador para el Desarrollo

Hemmelighedskræmmeriet måtte dog opgives i takt med, at medierne fik nys om, hvad der skete, og mødte op ved hospitalerne og filmede de natlige ekspresbegravelser. Så nu er det op til de pårørende selv at forestå begravelserne, dvs. skaffe kister, hente deres døde og hurtigt få dem begravet. 

Partistøtter i trods
Også de mange partitro støtter har ændret adfærd i forhold til coronakrisen. I den første tid efter, at Covid-19 var kommet til landet, søgte mange Ortega tilhængere at gøre alt for at understøtte den officielle linje ved for eksempel at udskamme folk, der bar mundbind i det offentlige rum og true forældre, der holdt deres børn hjemme fra skole – også når det gjaldt naboer og familiemedlemmer. Nærmest som i trods insisterede de på at mødes på barer og spisesteder, som for at vise, at Covid-19 var noget, undergravende kræfter havde fundet på. Men som pandemien har udviklet sig i landet, er selv de mest loyale partistøtter blevet mere afdæmpede. 

Adskillige fremstående Ortega-støtter og et stort antal loyale skolelærere og sundhedsarbejdere er bukket under for Covid-19, heriblandt flere ministre, Masayas borgmester, flere tidligere borgmestre rundt omkring i landet og højtstående politi- og embedsfolk. Så nu bærer også sandinister mundbind og har, som en yngre kvinde i en af Nicaraguas nordlige landkommuner udtrykte det, erkendt, at ”med en virus leger man ikke”. For som hun forklarer det, ”en virus er ikke partipolitisk; ikke noget, hvor man kan sige, at nogle er på den ene side, og andre på den anden side.”

Fortsat officiel fornægtelse 
Selvom erkendelsen af Covid-19s farlighed tilsyneladende breder sig i befolkningen, så er den fortsat ikke nået frem til den politiske top. De 91 dødsofre, som Covid-19 ifølge de officielle tal fra begyndelsen af juli skulle have krævet, står i skærende kontrast til rapporterne fra det ’borger-observatorie’, som en gruppe borgere har taget initiativ til at etablere. Baseret på lokale indrapporteringer, rapporterede de den 8. juli, at 2.225 personer har mistet livet som følge af Covid-19. Nicaragua har en befolkning på 6,5 million mennesker, og kurven menes langt fra at have toppet. 

I en pressemeddelelse fra Nicaraguas uafhængige lægestand advares der om kraftig stigning i den lokale smittespredning, og det vurderes, at regntiden, der netop er sat ind, og den dermed øgede luftfugtighed vil få smitten til at sprede sig yderligere. 

Ifølge observatoriet indledte regeringstro støtter en modkampagne på twitter, da Covid-19 borger-observatoriet blev lanceret via de sociale medier i Nicaragua i midten af april. Regeringsstøtterne truede og forsøgte at delegitimere observatoriet. De oprettede en konto med samme navn og logo som observatoriets for at sprede misinformation og krævede efterfølgende, at siden skulle anmeldes – indtil videre dog uden den store effekt. 

Et stort flertal af de 15 personer med bopæl rundt omkring i Nicaragua, som vi har interviewet, refererer således til de tal, borgerobservatoriet rapporterer og giver udtryk for, at disse tal i langt højere grad end de officielle flugter med det, de selv er vidner til i deres nabolag.

Borgerdrevet selvorganisering
Alle de forholdsregler, som i andre lande bliver taget af regeringer i forsøget på at beskytte sin befolkning og sikre sundhedssystemet de bedst mulige vilkår her under Covid-19 pandemien, har den hårdt prøvede nicaraguanske befolkning således selv måtte sætte i værk. Ofte på trods.

Sælgere på Nicaraguas utallige tætpakkede og farvestrålende markeder med alt fra bønner og mango til hængekøjer og plastikbeholdere har i stor stil og til trods for store økonomiske tab for den enkelte valgt at lukke ned for ikke at bringe eget og andres liv yderligere i fare. Borgere er gået sammen i lokale grupper – nærmest som de gjorde det under revolutionen i slutningen af 70erne og ind i 80ernes borgerkrig – for at samle og viderebringe lokale efterretninger; nu blot for at overvåge antallet af Covid-19 relaterede tilfælde og dødsfald i deres nabolag og indberette til det nationale borgerobservatorie.

Ifølge flere af dem, vi talte med, holder flertallet sig hjemme, undlader at besøge venner og familie, holder sig mest muligt fra offentlige steder og tager mundbind på, når de bevæger sig i det offentlige rum. Pladser og veje, der plejer at summe af mennesker og trafik, står tomme hen. Mange forsøger at begrænse indkøbene mest muligt, noget der dog i sagens natur er lettere for de mere velstillede, mens de mange, der kun lige akkurat tjener til livet fra dag til dag, har vanskeligere ved at tage den slags forholdsregler. Og så gøres der rent og sprittes af så meget, som man overhovedet har råd til. For hvis der er noget, der er blevet dyrere i de seneste måneder, er det sprit, fortæller mange af de interviewede. 

Læger tager sagen i egen hånd
Også Nicaraguas sundhedsprofessionelle har måtte ty til selvorganisering. I tiden umiddelbart efter at det første tilfælde af Covid-19 blev konstateret i Nicaragua den 18. marts, var den officielle udmelding, at sygdommen kun ramte udlændinge og var en sygdom for de rige lande. Beskyttelsesudstyr for sundhedspersonalet på landets hospitaler blev ikke vurderet nødvendigt. Der blev udført meget få tests; faktisk blev det beordret, at der kun skulle udføres 50 tests om dagen, til trods for at landet via internationale donationer havde fået en langt større testkapacitet.

Også testsvarene blev tilsyneladende politiseret. En tidligere hospitalsansat fortæller, at personer fra faggrupper, der af sundhedsministeriet blev vurderet til at bestride nøgleposter, som f.eks. lufthavnspersonale, læger osv., og derfor ikke kunne undværes, ofte fik givet svaret ’ubestemmeligt’ på deres Covid-19 test til trods for klare symptomer. 

Læger, som har udfordret direktiverne fra den politiske ledelse af hospitalerne, er blevet truet, og mange er blevet sagt op. Mindst 34 læger og lige så mange sygeplejersker og andre sundhedsmedarbejdere har mistet livet som følge af Covid-19. Situationen på landets hospitaler er nu så alvorlig, at flere af dem, vi talte med, anser landets hospitaler for de rene dødsfælder. ”Vores sundhedsvæsen er allerede kollapset”, forklarede en skolelærer fra én af de større byer i Stillehavsregionen. ”Hvis du bliver indlagt på hospitalet, kan du være 95% sikker på at dø. Bliver du indlagt, er det farvel for evigt,” lød den dystre melding. 

Flere steder har lægerne derfor taget sagen i egen hånd. En kvinde fra en by i det nordlige Nicaragua fortalte os, hvordan de nu har et netværk af læger, så de i stedet for at opsøge de sædvanlige sundhedscentre og hospitaler kan ringe og søge råd og vejledning i netværket og dermed undgå smittefaren og den politiserede sundhedsinformation fra hospitalerne og de offentlige sundhedscentre. På nationalt plan er en række sundhedsprofessionelle gået sammen om at danne, hvad de kalder den Multidisciplinære Videnskabelige Komité i et forsøg på at skabe en modvægt til den udbredte misinformation og i et forsøg på at beskytte befolkningen i almindelighed og det sundhedsfaglige personale i særdeleshed. Situationen er nu så alvorlig, at landets læger har udsendt en advarsel, hvor de også kritiserer den omfattende officielle misinformation og beretter om de stærkt kritisable forhold på landets hospitaler.

Til påskeoptog på præsidentfruens regning
Også landets kirkesamfund har taget affære først og fremmest ved at lukke dørene til kirkerne og derved undgå at medvirke til yderligere smittespredning. Til trods for pres fra regeringen om at afholde de traditionelle påskeoptog og påskemesser tidligere i år, valgte mange kirker i stedet at videotransmittere påskemesserne. 

Det fik Nicaraguas førstedame og vicepræsident til at arrangere og yde økonomisk støtte til at bringe folk til Managua for at deltage i de traditionsrige påskeprocessioner. Selvom flere af dem, vi har talt med, kan berette om, at man i de enkelte menigheder forsøger at hjælpe hinanden, så gav flere samtidig udtryk for, at kirkerne med deres muligheder for at tiltrække hjælp udefra savnes i en situation som denne, hvor mange har mistet deres levebrød. 

En økonomi i bakgear
Nu er det regntid i Nicaragua, og for en gangs skyld ser det ud til at blive en rigtig god regntid, fortæller én af dem, vi talte med. ”Sådan en, hvor en dag med sol afløses af et par dage med regn og så igen et par dage med sol. Sådan én, som giver forventninger om en rigtig god høst.” Det er godt især for Nicaraguas landbefolkning, mens det næppe hjælper den del af Nicaraguas befolkning, der de seneste årtier har søgt mod de større byer for at arbejde i den uformelle sektor eller på de store fabrikker, som i takt med globaliseringen er skudt op i landets toldfri zoner. 

For selvom der fortsat rulles cigarer i det nordlige Nicaragua og produceres tekstiler og andre ting i de mange store fabrikker i Nicaraguas toldfri zoner omkring Managua, så er det for nedsat blus og med livet som indsats for de mange ansatte, der lader sig fragte til og fra arbejde på ladvogne og i tætpakkede busser. 

I april lukkede flere af de store cigarfabrikker ned eller valgte at køre for nedsat kraft. Det samme gjorde mange af de store tekstilfabrikker. Mere end 40.000 ansatte – fortrinsvis kvinder – blev pålagt ferie eller blev sendt hjem på ubestemt tid. 

Også turistsektoren, som beskæftiger omkring 70.000 personer, er gået helt i stå. Det betyder, at livsgrundlaget fra den ene dag til den anden er blevet hevet væk fra en stor del af Nicaraguas mindre velstillede bybefolkning, der, som en økonom fra Managua, vi talte med, forklarede det, “i forvejen kun lige akkurat tjente til dagen og vejen.” Som en anden mand i en af Nicaraguas kystbyer beskrev situationen: “Det er ikke mad, der mangler. Det, der mangler, er den daglige købekraft. Mange i byerne holder sig hjemme, og når dagens måltid afhænger af det, du tjener den dag, så betyder det, at hvis ikke du tjener noget, så spiser du heller ikke.” 

“Det er her i byerne, at fattigdommen og sulten for alvor bider sig fast i disse måneder. På landet er det knap så slemt. Hvis bare du dyrker lidt jord, så har du mad, i det mindste bønner og majs, og med lidt høns har du også æg,” forklarer økonomen fra Managua.

Som Carlos, der bor i en større landsby, fortæller: “Dét er det smukke ved at bo her: Du dør ikke af sult. Der er høns, en nabo slagter et svin, i går var der en nabo, der slagtede en ko. Mad mangler vi ikke. En dyrker kassava, en anden kogebananer; man deler, især inden for familien. Dét, vi mangler, er penge.”

Mange familier - også på landet - har gennem mange år været vant til at modtage pengeoverførsler fra familiemedlemmer med arbejde i udlandet. Det kan være i Costa Rica, USA eller Spanien, eller måske bare på de store fabrikker i Nicaraguas toldfri zoner. Nu med Covid-19 er pengestrømmen blevet mindre eller i nogle tilfælde endda helt stoppet. En del af de migrantarbejdere, der var i Costa Rica, da Covid-19 for alvor brød ud, valgte at tage tilbage til Nicaragua. Nogle for at være tæt på familien, andre, fordi de tænkte, at “Kommandanten,” altså præsident Ortega, med det gratis offentlige sundhedsvæsen ville tage sig af dem. Mange, der vendte tilbage til Nicaragua, er blevet slemt skuffede og skræmte over situationen og overvejer nu, om de skal blive i Nicaragua uden job og med risiko for at blive syge, eller om de igen skal forsøge at krydse grænsen til Costa Rica, hvor Covid-19 situationen så småt er i bedring, og så bide den stigmatisering i sig, som nicaraguanere nu i endnu højere grad end tidligere siges at være udsat for i Costa Rica.

Politisk krise
Ligesom så mange andre steder i verden udvikler Covid-19-krisen sig i Nicaragua fra at være en sundhedskrise til også at være en økonomisk krise. Men allerede før Covid-19 befandt Nicaragua sig i en dyb politisk og økonomisk krise. 

I 2018 samlede titusindvis af nicaraguanere sig på pladser, gader og veje under landets blå og hvide fane med krav om demokrati, retfærdighed og gennemsigtighed. Præsident Ortega valgte at lade politiet og sit ’para-politi’ slå hårdt ned på demonstranterne. Siden har landet befundet sig i en dyb politisk og økonomisk krise med drab på civile, vilkårlige anholdelser, rapporter om tortur i landets fængsler, hårde internationale økonomiske sanktioner og negativ vækst i både 2018 og 2019. Set i det lys er det svært at se den officielle håndtering af coronakrisen som andet end et desperat forsøg på – med hele befolkningen som gidsel – at føre landet ud i totalt kaos i håbet om at blive reddet udefra. Lige nu er der dog ikke meget, der tyder på, at der er anden hjælp i sigte end den, som den hårdtprøvede befolkning selv kan mønstre. 

Artiklen er blevet til på baggrund af 15 interviews foretaget via telefon og onlinemøder fra midten af maj til midten af juni måned, suppleret med informationer gjort tilgængelige via sociale medier og nyhedsportaler. Af hensyn til interviewpersonernes sikkerhed har vi lovet at anonymisere dem.