NATO sætter kurs mod Kina: Kampen om NATO’s nye røde tråd indledes

Den Nordatlantiske Alliance (NATO) er måske på vej mod fornyet ungdom, sine 72 år til trods. Årsagen er spæde tegn på, at NATO kan rumme både Europa og Asien i sit politiske udsyn.

Det er godt nyt for europæiske allierede, da NATO ellers har været udfordret af idéen om, at USA’s orientering mod Kina måtte ske på NATO’s bekostning.

Det er dog også en udfordring for europæerne. NATO’s fornyelse koster—både politisk og økonomisk. Spørgsmålet er, om europæerne ønsker og evner at levere til et NATO orienteret mod global liberal orden, som USA prioriterer i sit forhold til Kina, samtidig med at de øger deres eget ansvar for det NATO, som garanterer Europas stabilitet.

NATO krydser Rubicon

Løftet om fornyet ungdom udspringer af det håndslag, som NATO’s ledere gav hinanden i London i december 2019. Her fastslog de, at NATO måtte tage fat på at definere ”muligheder og udfordringer” i forhold til Kina. Det var første gang, at NATO offentligt nævnte Kina.

Det var dog en meget kortfattet udmelding. Hvad NATO mener med den, vil NATO melde ud på topmødet d. 14. juni dette år.  

Målet må være en klar udmelding, hvor NATO formår at bygge bro: forsvare de allierede mod Rusland og forholde sig til Kina; rumme mangfoldige økonomiske interesser og lægge en fælles sikkerhedspolitisk kurs; være forankret i det Euro-Atlantiske område og orientere sig mod den globale magtbalance. Vi skal holde øje med tre bevægelser.

Et bredere NATO

NATO skal for det første være mere relevant over for den udfordring, som Kina udgør på et bredt spektrum. Det vil ikke være første gang, NATO breder sig ud over dets eksisterende rammer. I 2016 vedtog NATO f.eks. guidelines for robusthed (resiliens)— vedrørende kritiske samfundsfunktioner—som modsvar på Ruslands hybride krigsførelse.

Hvis NATO mener det alvorligt med Kina, så bør disse guidelines udbygges og opgraderes. Robusthed 2.0, kunne man sige. På den ene side er det lavdramatisk: NATO er allerede i gang; NATO sætter kun standarder, som nationerne opfordres til at følge, og NATO hjælper landene til at træne og teste deres offentlige beredskaber.

På den anden side er det netop dramatisk. Flere allierede bryder sig ikke om stærke fælles forpligtelser over for nationale tiltag omkring kritiske samfundsfunktioner. Nogle har ikke pengene at investere. Andre har politiske strukturer (føderationer), som forpligtende samarbejder kan gnide imod. Og endnu andre er tiltrukket af kinesiske investeringer, eksempelvis Italien, Portugal, Grækenland og en række østeuropæiske lande.

Dertil kommer, at NATO-forpligtelser griber ind i EU’s domæne for handel og investeringer. NATO-EU-relationer er notorisk vanskelige, og lettere bliver de ikke af, at debatten nu i bund og grund drejer sig om økonomisk gevinst: hvem skal tjene penge på Kina; har USA et forspring qua deres store teknologifirmaer; bør EU ikke som altid tale med egen stemme i handelsspørgsmål? Den nye start i det transatlantiske forhold, som præsident Biden symboliserer, risikerer altså blive stærkt på fælles værdier, men svagt på fælles interesser.

Det er i alle allieredes interesse, at økonomiske interesser ikke splitter NATO. På sigt kunne det føre til en afvikling af amerikansk lederskab i alliancen. Den kollektive interesse er derfor en klar udmelding omkring nationale forpligtelser og en indkapsling af økonomiske interesser i en fælles sikkerhedspolitisk forståelse.

Et mere politisk NATO

NATO har siden 2018-2019, hvor præsident Trump truede med at trække USA ud af alliancen, og hvor præsident Macron kaldte NATO for ”hjernedød”, arbejdet med at opgradere sin politiske sammenhængskraft. En refleksionsgruppe foreslog i 2020, at NATO skulle have flere møder på højt niveau og gerne med flere typer ministre, f.eks. også finans- og indenrigsministrene.

Kina lægger nye lag til denne udfordring, for NATO bør også udbygge partnerskaberne med ligesindede lande fra Asien. USA er allerede godt i gang og har genoplivet en ”Quad” (Quadrilateral) sikkerhedsdialog med Indien, Japan og Australien. Et møde mellem disse landes statsledere i marts 2021 var ikke bare første gang, denne Quad mødtes på højeste niveau; det var også et klart tegn på, at præsident Biden vil investere i multilaterale sikkerhedsstrukturer i Asien.

Efter at have inviteret partnere som Australien, New Zealand, Japan og Sydkorea med i operationen i Afghanistan og dér tilbudt dem et ”globalt partnerskab”, og efter at have begrædt præsident Trump’s afvisning af multilateralisme, ville det være et nederlag for europæerne, hvis de nu måtte vende ryggen til såvel asiatiske partnere som USA’s forsøg på at give samarbejdet energi.

På topmødet i juni bør europæerne derfor støtte og måske endda af egen kraft skitsere et multilateralt forum for dialog mellem NATO og de asiatiske partnere. Nu hvor USA tager initiativer i Asien, er den kollektive interesse i NATO, at alliancen ikke drives af initiativer udefra, men sætter sin egen dagsorden for sit bidrag til den regelbaserede internationale orden.

Da NATO-hovedkvarteret har brug for større ekspertise om Kina, Asien og global orden, bør de allierede tilbyde fællesfinansiering heraf. Økonomisk vil investeringen være lille; politisk og symbolsk vil den være markant.

Et europæiseret forsvar i NATO

NATO’s kerne og tyngdepunkt er den militære evne til at forsvare politisk orden. Således har NATO mødt Ruslands offensive politik siden 2014 med fremskudte tropper mod øst, moderniserede reaktionsstyrker og planer for et koordineret forsvar af hele alliancens ansvarsområde. Men det har været tungt, og nu hvor USA i stigende grad vil dimensionere sit forsvar efter Kina, vil opgaven kun blive tungere.

Europæerne vil blive udfordret af at skulle være Europas first responders med ansvar for den mobile kampkraft, der kan projekteres ind i Østeuropa og forsvare NATO’s grænser. De vil også blive udfordret af, at de skal fastholde en kobling—deres interoperabilitet—til amerikanske styrker. For at afskrække Kina vil USA gå langt i sin innovation af multi-domain samspil mellem soldater, maskiner og robotter i en kampenhed gearet til høj-intensiv krig, og ad åre risikerer europæiske styrker at miste evnen til at samarbejde med dem.

NATO vil helt sikkert ikke komme med svar på denne udfordring d. 14. juni, men stats- og regeringscheferne bør lægge fundamentet Den kollektive investering i egen politisk-militær sammenhæng handler om at vinde NATO’s respekt i Rusland og Kina; i tillæg handler den europæiske investering om at fastholde amerikanerne i NATO. Det er tankevækkende, at i 2024, når præsident Biden eller hans efterfølger går til (gen)valg, vil NATO samtidig gøre status på sin 2%-målsætning: spørgsmålet er, om det vil give nyt liv til Trumps kritik af NATO og europæerne.

De allierede bør allerede nu tage fat på udfordringen ved at skitsere planer for et mere integreret og effektivt europæisk militært punch i en struktur understøttet af USA. Der er mange interesser at navigere, men nøgleordene vil være ny byrdedeling og nye teknologiinvesteringer.

Konklusion

Stod det til USA, ville NATO identificere Kina som ”systemisk rival” for at sætte en fælles kurs. USA virker dermed både oprigtig og vedvarende interesseret i at gøre NATO relevant i en foranderlig global magtbalance båret af Kinas vækst.

Europæerne skal nu forholde sig til prisen for NATO’s relevans i form af et bredere og mere globalt profileret NATO samt et NATO med en tungere europæisk forsvarssøjle. D. 14. juni bliver vi klogere på, om europæerne accepterer kursen, om de gør det halv- eller helhjertet, eller om de har alternative planer.

Sten Rynning er professor på Syddansk Universitet (sry@sam.sdu.dk). Han udtrykker sin tak til de embedsmænd og eksperter, som udtalte sig til baggrund for dette policy brief, samt til Mikkel Runge Olesen for kommentarer.