Når isen smelter, risikerer forholdet til Rusland at fryse til

Rusland har de senere år opbygget sin militære kapacitet i Arktis markant, og det russiske forsvar gennemfører stadig større og skarpere øvelser i området. Det er dog vanskeligt at vurdere Ruslands militære tilstedeværelse og aktiviteter i Arktis.

På den ene side er der tale om en alarmerende tendens, hvor der forholdsvis hurtigt - på baggrund af bl.a. en stærkt forværret sikkerhedspolitisk situation i og omkring Ukraine - sker en militarisering af det russiske Arktis.

På den anden side er der et stærkt element af symbolik i udviklingen. Den dominerende politiske fortælling i Rusland insisterer på en næsten akut trussel fra Vesten – især fra USA – og det er vanskeligt for det nuværende styre at opretholde denne fortælling uden tilhørende handling, herunder et aktivt og meget synligt ”forsvar” af det tidligere militært nedprioriterede Arktis.

Samtidigt er der en del politisk facade i udviklingen af Arktis. Udmeldingerne om de store planer for Arktis, både civile og militære, følges ofte af betydelige nedskæringer, som behandles ganske overfladisk i de nationale medier. Tidligere annoncerede særskilte bevillinger for det arktiske område for årene 2015- 2020 endte således i det stille med at blive beskåret med 94 %, inden der i 2017 kom en ny og mere beskeden strategiplan for 2018-2025. Der er altså megen larm, og udviklingen er måske reelt mindre imponerende og mindre alarmerende, end man ellers hurtigt kunne få indtryk af.

Arktis og det russiske forsvar
I juni 2017 udstedte Vladimir Putin et dekret, som redefinerede regionen, så det samlede territorium nu dækker hele Murmansk oblast og Nenets, JamaloNenets og Tjukotskij autonome okruger foruden dele af republikkerne Karelien, Komi og Sakha samt Krasnojarskij krai og Arkhangelsk oblast. Redefineringen af regionen bunder især i et ønske om at få tilstødende områder i fx Karelien inkluderet i de særlige udviklingsstrategier, som Rusland har for det arktiske område.

I tilgift til disse landområder kommer tilhørende territorialfarvand (12 sømil), tilstødende zone (24 sømil) og eksklusiv økonomisk zone (200 sømil). Sidstnævnte er genstand for langvarige forhandlinger, idet Rusland allerede i 2001 fremlagde dokumentation for FN’s Havretskommission for et krav om at få tilføjet yderligere 1,2 mio. km² til sin eksklusive økonomiske zone i den arktiske region. Dokumentationen blev i først omgang afvist som utilstrækkelig, og i 2015 indleverede Rusland derfor en revideret ansøgning, som nu afventer behandling i Havretskommissionen.

Denne proces er interessant også fra et militært perspektiv, da der spekuleres i, at Rusland måske vil påberåbe sig ret til og derefter starte udvindingen af naturressourcer i dette område inden eller på trods af en afgørelse i Havretskommissionen. Denne udvikling har sine klare fortalere i Rusland, men de betragtes som yderligtgående, og udviklingen vurderes at være usandsynlig.

Det russiske Arktis indgår i fire af de fem russiske militærdistrikter: Det vestlige, det centrale og det østlige militærdistrikt samt Nordflåden. Via et dekret fra Putin blev sidstnævnte den 1. december 2014 udskilt fra det vestlige militærdistrikt og inkorporeret som ”Nord” i den fælles strategiske kommando med samme status som de øvrige distrikter. På samme tid blev en ny arktisk kommando med basis i Nordflåden etableret, som nu leder og koordinerer den militære indsats i stort set hele det arktiske område.

Bag disse ændringer lå bl.a. en erkendelse af, at de daværende distrikter i det arktiske område havde for store ansvarsområder, og at der var behov for en mere fokuseret tilgang til netop denne region og til de udfordringer, som den byder på. Russiske kommentatorer knytter også oprettelsen af den arktiske kommando til den internationale udvikling efter Ruslands annektering af Krim i marts 2014 og Vestens indførelse af sanktioner mod Rusland. Som udtrykt af en af disse kommentatorer, så måtte Rusland naturligvis forberede sig på en fremtid med øget vestlig aggression, også i det arktiske område.

Det primære grundlag for den arktiske kommando er Nordflåden, som nu ledes af bl.a. krydseren ”Peter den Store” (søsat i 1989), hangarskibet ”Admiral Kuznetsov” (1985) og den atomdrevne ubåd ”Dmitrij Dons-koj” (1980), som i juli 2017 sejlede gennem dansk farvand med ”Peter den Store” som følgeskib. Fregatten ”Admiral Gorsjkov” blev søsat i 2017, og Nordflåden afventer nu de afsluttende prøvesejladser, inden skibet kan indsættes i tjeneste.

Nordflåden råder også over betydelige flykapaciteter, hvoraf en del er overflyttet fra det vestlige militærdistrikt. Dertil kommer fx land- og sø-baserede missilforsvarssystemer, herunder hhv. S-400 og S-300, ifølge de russiske myndigheder for at afskrække fly og missilangreb fra nordlig retning. Sejrsparaden i Moskva den 9. maj 2017 indeholdte for første gang et egentligt arktisk element, da missilsystemerne Pantsir-S1 og Tor-M2DT, begge i karakteristisk arktisk sløring, rullede over Den røde plads.

Disse kapaciteter er fordelt på et efterhånden forholdsvis tætforgrenet net af baser. Infrastrukturen i det russiske Arktis er blevet opprioriteret og en stor del af denne infrastruktur er beregnet på dual-use. Den militære kapacitetsopbygning har især taget fart efter 2014, og det drejer sig om baser til landstyrker, fly- og flådebaser (herunder udbygning af havneanlæg) foruden radar- og missilinstallationer. I starten af 2017 annoncerede det russiske forsvarsministerium, at man inden udgangen af året ville færdiggøre 100 nye arktiske installationer. Der er et stort spænd i omfanget af disse. Det måske mest højtprofilerede projekt var hovedbygningen på det ”Arktiske trekløver”, den nye base på Franz Josefs Land.

I forbindelse med den intensiverede kapacitetsopbygning gennemfører det russiske forsvar stadig større og skarpere øvelser i det arktiske område. Øvelserne er meget forskellige og spænder fra redning over territorialforsvar til projicering af militær magt på global skala. Især sidst-nævnte tiltrækker sig opmærksomhed, når Nordflåden demonstrerer sine militære ressourcer. Fx omfattede en stor værnsfælles øvelse i september 2017, anført af ”Peter den Store” og ”Dmitrij Donskoj”, henved 50 flådefartøjer, herunder ti ubåde, og flere end 30 fly. Fokus i de seneste år har bl.a. været på de store værnsfælles øvelser, på land- og søbaseret missilforsvar og på øvelser med specialstyrker.

Det konceptuelle grundlag
Ruslands politik for Arktis er beskrevet i en lang række doktriner og planer – fra det abstrakte og retningsanvisende til det konkrete og operationaliserbare. I den abstrakte ende finder vi bl.a. sikkerhedsdoktrinen (2015), udenrigsdoktrinen (2016) og forsvarsdoktrinen (2014) foruden også den sømilitære doktrin (2015) og den sømilitære forordning (2017). Og i den retningsanvisende ende finder vi fx de fokuserede strategier for udviklingen af Ruslands arktiske zone (2017) og de detaljerede planer for implementeringen af disse strategier.

Et af de nyeste dokumenter er den sømilitære forordning, som blev underskrevet af Putin i juli 2017. Den beskriver en fremtidig udvikling, hvor ledende stater vil kæmpe om kontrol over adgangen til naturressourcer og de store fragtruter. Ifølge forordningen vil Rusland i de kommende år blive konfronteret med såvel eksisterende som nye trusler pga. ”bestræbelserne hos en række stater, først og fremmest USA og dets allierede, på at dominere verdenshavene, herunder i Arktis” (art. 24). Dokumentet forudser, at andre stater vil forsøge at begrænse Ruslands muligheder for at udvinde naturressourcer i bl.a. Arktis og at svække landets kontrol over den nordlige sørute.

Den fortolkning kan også findes i de øvrige retningsangivende dokumenter. Udenrigsdoktrinen taler om ”skærpede modsætninger i forbindelse med (…) en forstærket kamp om ressourcer, adgang til markeder og kontrol over transportveje” (art. II/5), mens sikkerhedsdoktrinen advarer om, at denne proces især vil knytte an til ”udvindingen af ressourcer i verdenshavene og Arktis” (art. II/13). Det problemfyldte forhold mellem især Rusland og Vesten er velkendt, men konfrontationen bliver beskrevet som stadig mere akut, og Arktis får stadig større opmærksomhed. En tilsvarende udvikling kan dog observeres i alle de arktiske stater, herunder også i Danmark.

Det er vigtigt at tilføje, at man fra russisk side også fortsat understreger nødvendigheden af arktisk dialog og samarbejde. Således taler sikkerhedsdoktrinen om ”den særlige betydning af udviklingen af et ligeværdigt og gensidigt fordelagtigt samarbejde i Arktis” (art. 99), mens udenrigsdoktrinen gør det klart, at ”Rusland fører en linje rettet mod bevarelse af fred, stabilitet og et konstruktivt internationalt samarbejde i Arktis” (art. 76). Og i strategien for udviklingen af Ruslands arktiske zone (2017) er ”bevarelsen af Arktis som et område med fred og samarbejde” (art. 4) anført som mål.