Myanmar har brug for et nyt slags demokrati

Militæret i Myanmar har ved et kup den 1. februar igen taget magten i Myanmar efter kun fem år med en demokratisk valgt regering.

Det skete, efter at Aung San Suu Kyi og hendes parti, NLD, fik en jordskredssejr ved valget i november. Hendes popularitet var et slag i ansigtet på militærets top, som ellers selv stod i spidsen for den delvise demokratiske åbning i 2011. Her sikrede militæret sig en betydelig politisk magt, men det var åbenbart ikke nok.

Nu planlægger hærchefen at lave et nyt valg og skubbe Aung San Suu Kyi ud af politik, bl.a. ved at rejse anklager imod hende, der kan resultere i flere års fængsel.

Militæret påstår, at de har taget magten for at beskytte demokratiet med henvisning til anklager om valgsvindel. Men den anklage tror Myanmars befolkning ikke på. De protesterer og strejker i hundredtusindvis overalt i landet og fortsætter med at gøre det trods militærets skræmmekampagner, anholdelser og beskydninger. Volden fra sikkerhedsstyrkerne stiger dag for dag, og blot i sidste uge var ca. 70 mennesker blevet dræbt og ca. 1200 anholdt. Myanmars befolkning vil have demokrati uden militæret ved roret.

Den folkelige modstand bakkes op af EU, FN og mange vestlige lande – herunder Danmark – som har fordømt kuppet og krævet, at den civile regering genindsættes, og de anholdte politikere løslades. Men det er ligeledes vigtigt, at der fra international side gives direkte støtte til de demokratiske kræfter i Myanmar. Det gør Danmark. Vi har – som USA – frosset stat-til-stat-bistanden for ikke at legitimere militærets magtovertagelse, men vil samtidig støtte civilsamfundet og befolkningen.

Målet her bør være en bred demokratistøtte, der ikke kun fokuserer på at få genindsat NLD-regeringen og Aung San Suu Kyi, men også på et nyt demokrati, der bygger på etnisk lighed og inklusion.

Mange i de folkelige protestbevægelser vil ikke tilbage til status quo før kuppet. De vil have et nyt demokrati, hvor militærets forfatning fra 2008 ændres, og der i stedet skabes et føderalt system, hvor Myanmars etniske mindretal har indflydelse. Dette opråb hører vi lige nu på sociale medier, i gaderne og i politiske erklæringer, ikke mindst fra de mange etniske mindretal, der har lidt under militære overgreb og politisk eksklusion i årtier.

Da Aung San Suu Kyi kom til magten i 2016, havde de etniske mindretal stor tillid til hende, men hun formåede ikke at skabe fred med de væbnede etniske grupper og give reel politisk indflydelse til de etniske mindretals partier. Internationalt har vi mest hørt kritik af Aung San Suu Kyi, da hun ikke officielt fordømte militærets brutale overgreb på de statsløse muslimske rohingyaer, der i hundredtusindvis flygtede til Bangladesh i 2017.

Men andre mindretal har ligeledes lidt nød. Ved valget i november så mange fra mindretallene stadig Aung San Suu Kyi som det mest slagkraftige modstykke til militæret, men følte samtidig, at hun favoriserede majoritetsgruppen, burmanerne. Det har skabt dybe splittelser i samfundet, der måske er ved at ændre sig nu. Håbet er, at der vil danne sig en samlet folkelig modstand mod militæret på tværs af etniske og religiøse skel.

Militærets top har siden kuppet forsøgt at udnytte splittelsen mellem NLD og de etniske grupper for at sikre sin egen magt, men uden den store succes: Kun fire etniske partiledere har sagt ja til at sidde i militærets nye administrative råd, og de har fået skarp kritik fra deres tilhængere. En stor del af de etniske væbnede grupper har officielt erklæret modstand mod militærkuppet og krævet løsladelse af de folkevalgte ledere.

Mange etniske netværk og grupper – herunder også rohingyaerne – har protesteret i samlet flok og erklæret solidaritet med det burmanske flertal. Vi har også set burmanerne i gaderne med skilte, hvor de undskylder til rohingyaerne for ikke at have støttet dem, og skilte, hvor der står: »Nu ved vi, hvem den fælles fjende er« (læs: militæret).

Nogle af NLD’s parlamentsmedlemmer er også begyndt at tale om føderalt demokrati, men det er stadig uvist, hvor åbne de er for at inkludere de etniske partier.

Militærtoppen strammer i disse dage sit magtgreb, og situationen er meget usikker. Den store udfordring nu er at skabe enhed på tværs af protestbevægelserne, for der er stadig en fare for, at nogle af de etniske partier vil forhandle med militæret for at øge deres politiske magt på sigt. Men hvis de forskellige parter formår at samle sig i en fælles modstand mod militæret, så kan vi håbe på et fremtidigt demokrati i Myanmar, hvor mindretallenes rettigheder og indflydelse sikres. Den bevægelse bør vi bakke op om fra international side.

Dette debatindlæg blev bragt i Jyllands-Posten den 9. marts 2021