Mens vi venter på Danmarks udenrigsstrategi: Norge prioriterer europæisk samarbejde

Den danske regering har siden sin tiltrædelse arbejdet på en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Resultatet ventes klar inden sommerferien, men mens vi venter, er det interessant at se på den norske regerings sammenlignelige overvejelser om, hvordan man holder kursen i en opbrudstid.

I en ny melding til Stortinget lægger regeringen i Oslo især vægt på to forhold: at styrke det europæiske og fastholde det værdibaserede. Selv om NATO og det transatlantiske samarbejde fortsat udgør fundamentet for norsk sikkerhedspolitik, ønsker Norges blå-blå regering (Høyre og Fremskrittspartiet) en mere bredspektret forankring af Norges sikkerhedspolitik.

Efter halvandet års analysearbejde og offentlig diskussion fremlagde regeringen den 21. april sine overvejelser om såkaldte ’veivalg’ i norsk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rapporten lægger op til en fastholdelse af det værdibaserede grundlag for Norges internationale ageren, herunder den velkendte støtte til FN, folkeretten og hele det multilaterale system. Værdierne ligger fast, men politikken må ændre sig, når usikkerheden og truslerne rykker nærmere på. Meldingen lægger derfor op til en mere regional tilgang, der prioriterer stabilisering i Nordafrika, Mellemøsten og det vestlige Balkan og stærkere sikkerhedspolitisk samarbejde med kerneallierede i Europa, herunder ikke mindst Tyskland.

Bag rapporten ligger et ønske om at ruste Norge til en mere alvorlig og uforudsigelig sikkerhedspolitisk situation. Hvis norske interesser og værdier skal sikres også i fremtiden, skal der tænkes nyt – samtidig med, det er nødvendigt at holde fast i kernen af den norske udenrigspolitiske identitet. Det forudsætter ifølge rapporten, at sikkerhedspolitikken får flere ben at stå på. Det vil give det bedste grundlag til at håndtere det uforudsete samtidig med, at der udvises ’strategisk tålmodighed’, lyder ræsonnementet.

Selv om præsident Trump ikke nævnes direkte, fornemmer man tydeligt den usikkerhed, der også i Norge er om den nye amerikanske administrations udenrigspolitiske line. Samtidig fremhæves det eksplicit, at de sikkerhedspolitiske udfordringer, Europa står over for, ikke opleves lige så stærkt på den anden side af Atlanten. Det gælder både migration, Rusland og den indre politiske sammenhængskræft på kontinentet. Den tendens er ikke alene knyttet op på Trump. Mere konkret betyder det, at Norge vil arbejde på at bevare de stærke transatlantiske bånd, samtidig med der vil ske en styrkelse af den europæiske og nordiske dimension i norsk sikkerhedspolitik og en øget norsk indsats for at stabilisere skrøbelige stater mod øst og syd for Europa.

Da regeringen fremlagde hovedtrækkene i Veivalgs-meldingen understregede forsvarsminister Ine Eriksen Søreide, at de havde forholdt sig til verden, som den er, ikke som man kunne ønske den var. Regeringen var ikke i den heldige situation, at den kunne vælge mellem det gode og det dårlige. Valgene var i dag mellem det dårlige og det værre. Der var ingen ideelle eller nemme løsninger, og de fleste valg var fulde af dilemmaer – som f.eks. i kampen mod Islamisk Stat – men ikke at gøre noget var, som hun understregede, også at gøre noget. Alvoren var med andre ord udtalt. Nordmændene føler, de står ved en korsvej, hvor der skal træffes afgørende beslutninger om den fremtidige sikkerhedspolitiske kurs. Set med danske øjne og som optakt til dels den danske regerings udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der ventes at blive fremlagt, inden Folketinget går på sommerferie, dels efterårets forhandlinger om nyt forsvarsforlig, er de norske overvejelser interessante af to grunde:

For det første, fordi de peger på behovet for at supplere det transatlantiske fundament for sikkerhedspolitikken med et øget samarbejde med centrale allierede i Europa, herunder især Tyskland. For det andet – og i forlængelse heraf – fordi de peger på nødvendigheden af at fastholde og arbejde for de værdier, der har stået centralt i norsk udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem årtier: menneskerettigheder, demokrati og folkeretten. ”Brorparten av Norges nære allierte er i Europa. Her har vi partnere vi deler verdier og interesser med. Her legger vi det økonomiske grunnlaget for norsk sikkerhet og velferd. Derfor slår regjeringsplatformen fast at norsk utenrikspolitikk begynder i Europa”, som det står i meldingen.

Den norske regering, der består af Høyre og Fremskrittspartiet, er bekymret over den politiske polarisering i Europa og den stigende støtte til protestpartier og -bevægelser, der fra hver sin side af det politiske spektrum forenes i en mistillid til det etablerede og en ”overdreven tro på at nasjonalstaten kan håndtere utfordringerne alene”. Denne bekymring forstærkes ifølge rapporten af en tilsvarende polarisering på det internationale plan, hvor multilaterale institutioner og konventioner er under øget pres, både politisk og finansielt. På den baggrund søger Norge bl.a. om formandskabet for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i 2020 for, som udenrigsminister Børge Brende siger at tage ”sin del av ansvaret for å bevare og videreutvikle en av de viktigste all-europeiske samarbeidsorganisasjonene vi har”. Regeringen vil også arbejde for, at Norge bliver valgt ind som medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2021-22.

Det norske svar på de aktuelle udfordringer er i sin grundtanke konservativt. Uanset om der fokuseres på FN, NATO, EU eller som ovenfor OSCE handler det om at forandre for at bevare. I en tid præget af et stadigt mere sammensat trusselbillede, der på én og samme tid peger fremad mod skræmmende nye teknologier og aktører og tilbage mod gammelkendte geo- og magtpolitiske reaktionsmønstre, synes nordmændene således optaget af at holde kursen og undgå at skubbe til den re-nationalisering, der trænger sig på i mange lande. Derfor er de ’veivalg’, der lægges op til også mindre drastiske, når man går dem efter, end retorikken om at gå nye veje umiddelbart antyder. I stedet for at formulere en radikalt anderledes norsk udenrigs- og sikkerhedspolitik har Norges blå-blå regering valgt at holde fast i den kendte værdibaserede kerne og bruge den som pejlesnor for at kunne agere strategisk i en stadigt mere uforudsigelig og uoverskuelig verden.

Det betyder ikke, at alt er som det plejer. Norge har f.eks. en lang tradition for globalt fredsdiplomati. Senest var Norge en nøglespiller i fredsprocessen i Colombia, men også i mange andre lande som Sri Lanka, Myanmar og Sydsudan har norske diplomater og bistandsaktiviteter bidraget til mæglingsprocesser. Læser man mellem linjerne lægges der i det styrkede fokus på stabilisering af skrøbelige stater i Europas sydlige og østlige næromåde op til at knytte dette engagement tættere på varetagelsen af egne sikkerhedsinteresser. Det fremtidige norske stabiliseringsindsatser vil rettes mod lande i bæltet fra Mali i Vest til Afghanistan i Øst med særligt og nyt fokus på landene i Nordafrika. Regeringen lægger således op til at øge bistanden ’betydeligt’ til Tunesien, Jordan, Libanon og Sahel og planlægger at åbne to nye ambassader i Bamako, Mali og Tunis, Tunesien.

Veivalgs-rapporten fokuserer alene på de områder, Norge fremover vil satse på. Der står ikke noget om, hvad der skal falde bort. Men da det samtidig slås fast, at alle tiltag vil kunne holdes indenfor gældende budgetter, er det klart, at der ikke kun er truffet tilvalg, men også fravalg. Når rapporten skal drøftes i Stortinget den 15. juni, vil det formentligt være det, diskussionen kommer til at gå på. Det bliver efter alt at dømme nogenlunde samtidig med den danske regering fremlægger sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for Folketinget. Det bliver interessant at se, hvor meget de to debatter spejler hinanden.