Podcast

Lars Erslev og den nye verdensorden

Danmark går på sommerferie, og det samme gør DIIS. Men man kan heldigvis tage Lars Erslev Andersen med på stranden, når han i DIIS Podcast undersøger, hvorfor vi siger, at den liberale orden er under angreb ved at spørge helt fundamentalt, hvad orden egentlig er
none

Vores verdensorden er i skred; den liberale verdensorden, mange mente var en permanent tilstand, er i færd med at forandre sig til noget andet. USA har valgt at trække sig tilbage fra verden og samtidig også at trække sig fra en del af de multilaterale aftaler, supermagten har været med til at indgå, mens Storbritannien trækker sig fra EU, Rusland fører krig i Ukraine, og Kinas magt ekspanderer med en tankegang, der bestemt ikke er liberal.

Politologer har haft travlt med at omskrive teorier om international politik til en virkelighed, der ikke helt er levet op til deres forudsigelser.

Men mange af de modeller og forestillinger, vi har om verdensorden og om internationale lande og aktørers samspil, er for stive og utidssvarende, mener Lars Erslev Andersen, seniorforsker på DIIS, der i denne podcast-serie og i en kommende bog forsøger at udfordre "samfundsvidenskabernes mekaniske verdensbillede".

Det gør han ved at spørge fundamentalt om, hvad orden i det hele taget er. Han har søgt efter svarene, ikke bare i de politiske teorier, politologer normalt beskæftiger sig med, men også i den abstrakte fysik, erkendelsesteorien – og selvfølgelig historien. Podcasten er den første i en række tre podcasts, der alle handler om verdensorden set fra forskellige perspektiver.

 

DIIS Eksperter

Lars Erslev Andersen
Migration og global orden
Seniorforsker
+45 9132 5476
Lars Erslev og den nye verdensorden
Del 1 af 3