For nogle krigsveteraner er det de moralske tømmermænd, som er det største traume

De danske styrker i Afghanistan samarbejdede i en årrække med lokale afghanske politifolk, der misbrugte unge drenge seksuelt og begik andre alvorlige overgreb på lokalbefolkningen. Det dokumenterer Martin Tamm Andersen og Nagieb Khaja i deres film Bedraget i Helmand, der var til debat i Deadline på DR den 12. februar. Diskussionen med filmskaberne blev efterfulgt af et interview med krigsveteran og byrådsmedlem Mads Silberg, som var i Afghanistan som soldat og selv var vidende om nogle af de uhyrligheder, dokumentaren beskriver.

Dokumentarens afsløringer rejser en række grundlæggende moralske spørgsmål om vores krigsdeltagelse i Afghanistan. Ét af de spørgsmål er, hvad der gælder som et krigstraume. Almindeligvis forestiller vi os, at et traume fra krig er noget eksplicit blodigt og voldeligt, noget med skud og eksplosioner, og hvor frygten for at dø står i forgrunden. Men hvad hvis det, som plager soldaterne mest fra krigen, er oplevelser af afmagt over ikke at stoppe noget modbydeligt?

Oplevelser kendetegnet ved moralsk ambivalens, hvor man ved, at noget modbydeligt finder sted, men man ikke kan stoppe det af frygt for at ødelægge samarbejdet med ens partnere. Hvis traumet er, som Martin Tamm Andersen formulerer det i Deadline, »når soldaten bliver skubbet foran, og ledelsen ikke vil tage ansvar for, hvad soldaten oplever.«

Han beskriver, hvordan soldaterne selv indbyrdes lærer fra hinanden, hvordan man kan undgå at sætte sig selv i en situation, hvor man skal forholde sig til overgrebene, blandt andet ved at undgå de afghanske samarbejdspartneres områder torsdag aften. I manglen på officielle retningslinjer og ansvar fra ledelsen i forhold til dette opstår der netop en moralsk ambivalens og usikkerhed omkring, hvor man skal vende sig hen med sine ubehagelige erfaringer. Og således bliver ansvaret placeret på den enkelte soldat, og det bliver op til ham/hende at håndtere sin egen moralsk grænseoverskridende oplevelse.

Men kan det være et krigstraume? Kan det være den type af oplevelse, som nogle soldater tager med sig hjem, og har svært ved at leve med, mere end oplevelser med at være i kamp og blive skudt på?

Den nyeste forskning på krigstraumeområdet vil svare bekræftende på dette.

Ny forskning i moralske traumer

En nyere gren af amerikansk forskning på veteranområdet fokuserer på de mange veteraner, som har det dårligt efter deres udsendelse, men hvor deres lidelse ikke handler om, at deres liv var i fare. Her viser det sig, at hvis soldaternes grundlæggende moralske forventninger og overbevisninger bliver forulempede, kan det være lige så slemt eller endnu værre end at opleve intens frygt og kamp. Dette kaldes på engelsk moral injury, altså en moralsk skade (i mangel af bedre udtryk på dansk). Et dansk forskningsprojekt om dette er aktuelt i gang.

De moralske skader kan opstå ved, at man enten selv har deltaget i voldshandlinger, været vidne til voldshandlinger, eller ikke har forhindret voldshandlinger, som bryder fundamentalt med ens moralske overbevisninger. Forskningen peger på, at denne type oplevelser kan være endog meget skadelige, og at skaden kan vare ved meget længe. Desuden tyder meget på, at eksisterende behandlingsformer, som man bruger i forbindelse med PTSD, ikke virker så godt ved disse moralske skader, som de gør ved den type af posttraumatisk stress, som er forårsaget af frygt, for eksempel frygten for eget liv.

Moralske skader adskiller sig derved fra en konventionel forståelse af PTSD ved at fokusere på moralske oplevelser i krig, i stedet for oplevelser som baserer sig på frygt eller stress med henblik på overlevelse eller skade på én selv.

Også i Holland har denne gren af krigstraumeforskningen fået en del medvind, fordi det var hollandske soldater, som var til stede ved folkemordet i Srebrenicia i Bosnien i 1995. Her peger forskningen også på, at det at være vidne til et folkedrab uden at måtte gribe ind og stoppe det – for det havde FN-styrkerne ikke mandat til på Balkan, heller ikke de danske soldater, som var udsendt der – har været ekstremt skadeligt for mange hollandske veteraner. Ligesom det også har været det for mange danske Balkan-veteraner.

Selv om oplevelsen af vold og seksuelle overgreb begået af ens samarbejdspartnere i Afghanistan nok ikke falder inden for de konventionelle kriterier for PTSD – fordi disse grundlæggende bygger på en idé om frygt som grundelement – så må man sige, at de kvalificerer som en moralsk skade.

Intet fælles narrativ

Den første gang, jeg selv hørte om de seksuelle overgreb på drenge i Afghanistan, var fra en tidligere soldat. Han havde været udsendt til Helmand i 2012 som en del af den internationale koalition. Vi mødtes til en konference om psykiske eftervirkninger af krig, hvor blandt andet forskningen i moral injury blev diskuteret som en ny måde at forsøge at få greb om krigens eftervirkninger på. Jeg spurgte soldaten, hvad han mente om det begreb, og om han syntes, det gav mening i forhold til hans oplevelser. Han tænkte lidt over det og svarede så: »Ja, det er nok mest det med drengene, jeg kommer til at tænke på …«

Det var noget, han ikke kunne glemme. Det var den oplevelse fra hans udsendelse, som fulgte ham mere end nogen anden, selv om han havde været i kamp mange gange.

Men hvis sådanne oplevelser også er en slags krigstraume, så er det næste oplagte spørgsmål: Hvordan behandler man det? Almindeligvis vil man behandle PTSD med det, man kalder eksponeringsterapi, altså ud fra tanken om, at soldaten skal tilvænnes til dét, som vedkommende frygter. Man bruger også denne type psykoterapi til andre angstlidelser, eksempelvis frygt for edderkopper eller åbne pladser. Kan man forestille sig, at den eksponeringsterapi, man generelt bruger til at behandle krigstraumer, giver mening i forhold til den slags hændelser? Kan frygten for edderkopper og ubehaget ved moralsk grænseoverskridende erfaringer sammenstilles?

På sin vis svarer veteranen Mads Silberg på det spørgsmål i Deadline.

»Hvad skal der til for, at du og andre veteraner får den genoprejsning, som I har brug for?« spørger journalisten.

»Vi har brug for et fælles narrativ om, hvorfor vi overhovedet var i den krig,« siger Mads Silberg som det første. »Der er ikke nogen, der kan blive enige om, hvorfor vi var der. Der er ikke nogen, som kan sige, om vi har vundet, eller om vi har tabt. Det hænger bare i limbo, og så må vi veteraner selv finde ud af, hvordan vi vil håndtere de oplevelser, vi har haft.«

En mere præcis analyse skal man lede længe efter i forskningslitteraturen.

En grundig udredning af indsatsen i Afghanistan

Man kan indvende, at et fælles narrativ jo ikke er behandling. Men måske er det faktisk i nogle tilfælde den bedste behandling. Hvis det, man har med sig hjem fra krig, og det, som plager en herhjemme efterfølgende, er den moralsk ambivalente situation, man stod i som soldat – eller som Mads Silberg siger »de moralske tømmermænd« efter operationen i Helmand – så kan den bedste måde at håndtere individuelle oplevelser på måske faktisk være igennem et fælles narrativ om en krig, som vi allerede lader til at have glemt.

Et sted at starte, hvis man skal imødekomme det, Mads Silberg efterspørger, kunne være at følge Norges eksempel og lave en grundig gennemgang af de strategiske beslutninger i forbindelse med indsatsen i Afghanistan. Den norske udredning er ikke blot en beskrivelse af beslutningsgrundlaget, men også en vurdering af, hvilke dele af indsatsen der lykkedes, og hvilke der ikke gjorde.

Spørgsmålet er, om der i sådan en strategisk udredning også ligger svar på nogle af krigens svære etiske spørgsmål, og hvem der står med ansvar for de enkelte soldaters moralske erfaringer.

Denne artikel blev brag på information.dk den 21. februar 2024