Er 'Den Kinesiske Drøm' sino-centrisk?

Nu hvor den femte generation af kommunistiske ledere har rundet det første år ved magten i Kina, er det nærliggende at rette blikket mod et af de helt centrale spørgsmål, som magtskiftet rejste: Hvilket aftryk vil de nye magthavere med Xi Jinping i spidsen sætte på den dominerende fortælling om Kinas identitet og rolle i verden? Hidtil har fortællingen om 'Det Globaliserede Kina' fremhævet, hvordan Kina udgør en ansvarlig og fredsfyldt opstigende magt, der respekterer andre landes forskelligheder, arbejder for fælles velstand, fremmer harmoni og globalt samarbejde og hermed er i pagt med tidens samarbejdsorienterede ånd i det internationale samfund. Mens Hu Jintao og den fjerde generation af magthavere bidrog til denne fortælling ved i stigende grad at inkorporere symbolske elementer fra Kinas konfucianske kulturarv (især forestillingen om kosmisk harmoni), er det endnu langt fra åbenlyst, hvilket aftryk Xi-generationen ønsker at sætte. Nogle vil måske pege på Xi’s (relativt uoriginale) vision om 'Den Kinesiske Drøm', men ud over at gentage partiapparatets evindelige mantra om at realisere 'socialisme med kinesiske karakteristika' fortoner drømmen sig indtil videre i luftige fraser.

Imidlertid tager man næppe munden for fuld, hvis man forudsiger, at Xi’s Kinesiske Drøm under alle omstændigheder vil videreføre de senere års tendens hen imod en øget optagethed og romantisering af Kinas egen civilisatoriske historie, dvs. øget sino-centrisme. Lige siden begyndelsen af det nye århundrede har Kina således gennemlevet en veritabel ”civilisationsfeber”, hvor udvalgte aspekter af Kinas dynastiske historie genoplives, udforskes og dyrkes på forskellig vis. Det er der adskillige grunde til. Dels har svækkelsen af Det Kinesiske Kommunistpartis ideologiske linje affødt et voksende behov for at afsøge nye identitetsmæssige pejlemærker, og dels har Kinas hastige opstigning givet kineserne mod på at rette blikket tilbage til fordums storhed i bestræbelserne på at definere et identitetsmæssigt alternativ til de vestlige landes liberal-demokratiske hegemoni. Hertil kommer, at den nuværende fortælling om 'Det Globaliserede Kina' mere er udtryk for et topstyret, udadvendt og instrumentelt ”public relations projekt” – der skal lette Kinas økonomiske opstigning – end en reel identitetsfortælling, der formår at favne og mobilisere kineserne. Meget tyder således på, at den sino-centriske tendens er tiltagende i Kina, hvilket gør det oplagt at kigge nærmere på dens væsentligste strømninger.

Den første hovedstrømning i Sino-centrismen udspringer af forestillingen om Kina som 'Riget i Midten'. Fra sin vugge omkring Den Gule Flod udviklede den kinesiske civilisation over flere tusinde år i relativ isolation fra andre store civilisationer et distinkt udtryk centreret omkring bl.a. et ideografisk skriftsprog, en righoldig filosofisk litteratur, raffineret håndværkskunst, stærke samfundsritualer samt et højt specialiseret bureaukrati og eksaminationssystem. I lange perioder var Kina ganske enkelt et civilisatorisk fyrtårn for sin omverden – et politisk, handelsmæssigt og ikke mindst kulturelt omdrejningspunkt for det østlige Asien – hvilket bevirkede, at de omkringliggende stater og nomadefolk generelt anerkendte den kinesiske kejsers overhøjhed via symbolsk tribut. Magtfulde dynastier sikrede den kinesiske civilisations kontinuitet, og når det kinesiske rige endelig blev invaderet (af mongolerne i 1271 og manchuerne i 1644), endte de nye magthavere med at blive sinificeret, dvs. at adoptere den kinesiske livsstil.

Da de europæiske stormagter og sidenhen også Japan fra 1840erne indledte en delvis kolonisering af Kina var det således et hårdt anslag mod den kinesiske selvbevidsthed. Med kommunisternes magtovertagelse og genforening af (fastlands)Kina i 1949 sluttede den koloniale periode, som sidenhen via skolesystemet, partiapparatet og medierne er blevet mejslet ind i kinesernes selvforståelse som 'ydmygelsens århundrede' med henblik på at dyrke Kinas offermentalitet. Imidlertid har Kina de senere år været vidne til en mere ”positiv” udlægning af historien i form af voksende civilisatorisk stolthed, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den eksplosive stigning i udbuddet af film, tv-serier, bøger, festivaller, museer m.v., der kredser om Kinas dynastiske historie som 'Riget i Midten'. Alt dette bidrager til at genoplive en ældgammel følelse af civilisatorisk exceptionalisme blandt kineserne.

Den anden hovedstrømning i den Sino-centriske identitetsfortælling bygger på landets moralfilosofiske kulturarv som 'konfucianismens faderland'. Fra Han-dynastiet (206 f.v.t.) og frem udviklede konfucianismen sig til at blive en bærende samfundsideologi for de kinesiske dynastier. Gennem en række sociale forskrifter beskriver konfucianismen, hvordan det enkelte individ kan kultiveres, disciplineres og herigennem indpasses ikke blot i familien, men i samfundet som helhed. Det er med andre ord kollektivet, der står i centrum af konfucianis­men, og fokus rettes mod orden, sammenhængskraft og harmoniske relationer i samfundet. I tråd hermed forfægter konfucianismen et hierarkisk samfundssyn, hvor magthavernes regeringsmandat beror på deres moral og visdom frem for på folkelig deltagelse. Den konfucianske samfundsideologi blev herudover i vid udstrækning importeret af Kinas nabostater, som herigennem kunne fremstå civiliserede og tilslutte sig den Sino-centriske orden.

Ganske vist blev konfucianismen under Mao-æraen betragtet som et feudalt fortidslevn, hvis kulturelle manifestationer skulle bekæmpes, men sidenhen har den oplevet en stærk genopblomstring i Kina. Konfucianske skoler, monumenter og museer etableres med stor iver, Konfucius’ fødselsdag fejres officielt, mere end 350 konfucianske institutter er blevet oprettet over hele verden, og kinesiske lederes retorik er ofte gennemsyret af konfucianske fraser. Det er nærliggende at antage, at den konfucianske vækkelse først og fremmest er af symbolsk karakter, men man skal ikke undervurdere, hvordan de centrale elementer i konfucianismen – kollektivismen, orden/hierarki, harmoniske relationer – har en dybere klangbund i det kinesiske samfund.

Et af de centrale sloganer, som akkompagnerer Xi’s vision om 'Den Kinesiske Drøm' og sætter sit tydelige præg på det kinesiske mediebillede såvel som byrum, lyder, at man skal fremme en 'national foryngelse' af landet. Moderniseringsdagsordenen er med andre ord stadig en topprioritet for den femte generation af kinesiske magthavere. Men i takt med at Kina i fuldt firspring bevæger sig både fremad og opad, vokser behovet for på samme tid at fastholde og værne om båndene til landets dynastiske kulturarv – til dengang Kina var et civilisatorisk fyrtårn og 'Riget i Midten'. Uanset hvad, kan man roligt forudsige, at en sino-centrisk romantisering af fortiden vil medvirke til at distancere Kina fra Vesten.