Kan Kina løse problemerne i Xinjiang?

Når Kina forsøger at håndtere urolighederne i den vestlige provins Xinjiang, sker det med de samme værktøjer, der benyttes til oprørsbekæmpelse andre steder i verden. Det vil sige både militære (hårde) og socioøkonomiske (bløde) værktøjer. De kinesiske myndigheder forsøger ikke kun at bekæmpe oprørerne, men også at adskille dem fra lokalbefolkningen gennem sociale og institutionelle reformer, for at gøre det nemmere at målrette værktøjerne. Oftest lykkes kinesisk oprørsbekæmpelse kun med den første del, men fejler i den anden del, og bl.a. derfor er der fortsat uroligheder og væbnet kamp mellem det muslimske mindretal (uighurerne) på den ene side og de kinesiske myndigheder på den anden.

Urolighederne skyldes flere faktorer, som de kinesiske myndigheder har svært ved at håndtere eller helt negligerer:

• Uenighed om grunden til urolighederne
  De kinesiske myndigheder anser oprøret som en trussel mod stabiliteten i regionen. Oprørerne er et lille mindretal af uighurerne, der kæmper for at skabe en selvstændig stat og får hjælp udefra. De kinesiske myndigheder ser oprørerne som terrorister og mener, at hårdhændet adfærd fra kinesisk side er velbegrundet. Uighurerne begrunder derimod urolighederne med undertrykkelse af deres muslimske tro og mangel på socioøkonomisk udvikling og indflydelse i en provins, hvor de nu er blevet et mindretal på grund af kinesisk indvandring.
  
• Myndighederne foretrækker magtmidler
  Indsættelse af politi og ultimativt den kinesiske hær giver resultater her og nu ved at slå hårdt ned på et igangværende oprør. Med denne tilgang håber de kinesiske myndigheder at kvæle oprøret i fødslen og ikke sprede det til resten af regionen. Tendensen forstærkes af den kinesiske nationale identitet, der opfordrer til assimilation eller ekskluderer med magt. ”Er du ikke kineser, er du en barbar”, er ofte holdningen blandt de kinesiske myndigheder.
  
• Langsigtede strategier viger for kortsigtede
  De kinesiske sikkerhedsstyrker er ansvarlige for både de hårde og bløde værktøjer. De langsigtede bløde strategier bliver ofte tilsidesat af kortsigtede og hårde strategier, da de giver et synligt resultat her og nu. Resultatet er, at strategierne ikke adresserer årsagerne til urolighederne, og at de kortsigtede hårde strategier enten ødelægger eller forhindrer de langsigtede bløde strategier i at virke, herunder økonomisk udvikling af regionen.
  
• Mangel på tillid til de kinesiske myndigheder
  De kinesiske sikkerhedsstyrker har svært ved at håndtere etniske forskelle på uighurer og kinesere, hvilket er medvirkende til, at uighurerne ikke ser sikkerhedsstyrkerne som et udviklingsværktøj, men et undertrykkelsesværktøj.

Kinas fokus er primært på at opretholde den fysiske sikkerhed og stabilitet ved at anvende politi og militær. Det har forhindret større udbrud af vold og har beskyttet de kinesiske politiske myndigheder, men ikke forhindret mindre og ofte spektakulære angreb på civile og myndighedspersoner. Den hårdhændede kinesiske fremgangsmåde forhindrer sociale og institutionelle reformer i at blive gennemført. Samtidig sætter uighurerne spørgsmålstegn ved, om kineserne reelt vil lade dem få adgang til en økonomisk udvikling og en større politisk indflydelse uden religiøs undertrykkelse. Så længe disse problemstillinger ikke adresseres af de kinesiske myndigheder, vil urolighederne sandsynligvis fortsætte.

Dette comment bygger bl.a. på China’s Counterinsurgency Strategy in Tibet and Xinjiangaf Thomas Galasz Nielsen og Liselotte Odgaard